Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA
Antallet af folk med kønssygdomme er stigende, og det er tilsyneladende noget, der er smittet af på filmindustrien. Siden 2012 har mindst fem film inden for genren ‘STD horror’ (der står for sexually transmitted disease), som på den ene eller anden måde er centreret omkring kønssygdomme, set dagens lys.
Videos by VICE
Gyserfilm, der handler om kønssygdomme, spiller på vores kollektive frygt for at miste vores gode helbred. De fleste vil helst undgå kønssygdomme, og visse mennesker er direkte rædselsslagne for dem. Men i en verden, hvor sexrelaterede sygdomme i forvejen er tabubelagte, er skræmmebilledet ofte langt værre end selve sygdommene.
Det vel nok mest kendte eksempel på genren er It Follows fra 2015. I It Follows er det, “der følger” efter sex, en forbandelse i form af et væsen, som forfølger de smittede for at slå dem ihjel. Den eneste måde at undslippe døden er ved at give “det” videre til en anden person via sex. I Contracted gør en mystisk kønssygdom sine ofre til voldelige zombier. Men historierne er drevet af mere end bare fantasifulde fortolkninger af, hvad der er biologisk muligt. Forholdene mellem karaktererne er sat på en spids, og det er hovedsageligt i de sociale, og ikke de fysiske, aspekter, at de fiktive kønssygdomme reflekterer virkeligheden i form af negative stereotyper om kønssygdomme.
Men STD-horror er ikke en ny genre. I David Cronenbergs film Shivers fra 1975 mener en medicinsk forsker, at “mennesket er … et overrationelt dyr, som har mistet kontakten til sin egen krop” og udvikler derfor en parasit, der øger den smittedes libido. Han implanterer parasitten, han betegner som “en kombination af et afrodisiakum og en kønssygdom,” i sin 19-årige kærestes krop. Annabelle, som hun hedder, spreder herefter sygdommen blandt alle de mandlige beboere i opgangen, hvor filmen finder sted. “Annabelle Brown var en populær pige i ejendommen,” siger en læge senere. “Jeg står med tre mænd, måske fire, der er inficerede med store parasitter i maven, som ingen kan identificere.”
Annabelle beskrives som værende let på tråden, selvom det er parasittens skyld, at hendes libido kører for fuld skrue (og i øvrigt er implanteret uden hendes kendskab). På samme vis ser vi, at der er generel konsensus om, at kønssygdomme kun rammer de promiskuøse (selvom de fleste seksuelt aktive mennesker statistisk set smittes med mindst en kønssygdom gennem livet). Shivers tager den opfattelse skridtet videre: Når man først er smittet, bliver man mere promiskuøs og uhæmmet.
Men vi ved godt, at promiskuitet ikke er en objektiv størrelse. Når det handler om mænd, er de scorekarle – når det handler om kvinder, er de løse på tråden. Og de utilsigtede konsekvenser af for eksempel et engangsknald bedømmes efter de principper. Sådan går det også hovedpersonen, Samantha, i Contracted fra 2013, der tager til fest, efter hun har slået op med sin kvindelige kæreste. Vi ser en mand, hans ansigt er sløret, der står og overvåger Samantha, inden han rykker ind på hende, som var hun et byttedyr. Han narrer hende til at tro, at en cocktail med bedøvelsesmiddel i virkeligheden er hendes, hvorefter han lokker hende med ned i sin bil. Mens bilen står og rokker, hører man Samantha sige: “Vi må hellere stoppe… kom nu… hold op.” Han holder ikke op.
Samantha vågner op og er helt desorienteret. Hun har smerter, bløder og hendes blodårer er kulsorte. Da hun dagen efter går til lægen, afhører han hende om hendes seksuelle eskapader med en belærende tone i stemmen. Til sidst affejer han hendes frygt og siger, at det bare er “en slem forkølelse,” hun lider af. Senere dukker Samantha op hos ekskæresten, hvor hun bliver nedgjort for at have bollet med en mand, en handling der åbenbart fratager hendes homoseksuelle identitet sin legitimitet. Ekskæresten, vennerne og selve manuskriptet til filmen ser Samantha som en løssluppen tøjte, og altså ikke et offer for voldtægt. Som det også var tilfældet med Shivers, ses kvinden som kilden og årsagen til sygdommen. Ikke et offer for overgreb. Selve overførslen er ikke lig med vold, men et biprodukt af at personlige grænser overskrides. Men det er kvinderne, der i sidste ende står med ansvaret.
Det viser sig, at overgreb er et centralt tema i de fleste gyserfilm om kønssygdomme. Fra de konstante overgreb i Shivers til det voldelige forhold, som hovedpersonen Laura lever i, i filmen Thanatomorphose fra 2012. Der er ingen af karaktererne i filmene, der frivilligt udsætter sig for risiko. Kun It Follows kommer tæt på at vise en scene baseret på samtykke, da det nyforelskede par Jay og Hugh går i biografen, spiser en sen middag bagefter, snaver på stranden og til sidst knalder på bagsædet af Hughs bil. Mens hun ligger i sit lyserøde undertøj og leger med blomsterne udenfor gennem den åbne bildør, virker Jay oprigtigt tilfreds med samlejet – lige indtil Hugh bedøver hende med kloroform, hvorefter hun vågner op bundet til en rullestol under en bro. Hugh fortæller hende om forbandelsen, der nu følger efter dem begge – hvis hun dør, kommer “det” efter ham bagefter. Da hendes skæbne nu er uløseligt forbundet til hans, tvinges Jay til at arbejde sammen med Hugh. Det, der begyndte som tilfredsstillende samleje, bliver til et overgreb, fordi Hugh bevidst udsætter Jay for “forbandelsen,” uden hun ved noget om det.
Set fra et filmisk perspektiv giver det mening. Der ville trods alt ikke være meget gys i filmen, hvis karaktererne kendte alt til den skæbne, de går i møde. Problemet er bare, at denne type film forstærker opfattelsen af, at folk, der spreder kønssygdomme, gør det af ond vilje, og udmærket er klar over, hvad de går rundt med i kroppen. I virkeligheden spredes kønssygdomme ofte, uden at smittebæreren er klar over det. Mange af sygdommene har ingen tydelige symptomer. Det er selvfølgelig sandt, at nogle folk undlader at afsløre, at de har en kønssygdom, men rigtig mange folk, som ved de har en kønssygdom, fortæller deres partnere om det og tager de nødvendige forholdsregler. Stereotype forestillinger om, at folk med kønssygdomme er uansvarlige mennesker, forstærker det tabu, der i sidste ende medfører, at folk ikke tør blive testet, opsøge behandling eller fortælle deres partnere sandheden. Det er ikke til gavn for nogen.
Men de ovennævnte film gør ikke bare filmisk brug af overgrebet – de erotiserer det også. Og uhyret i historierne er ikke bare en virus eller en parasit, der overføres fra en karakter til en anden, det er også en overførsel af den grundlæggende perversion, der skubber hele plottet i gang. Night of Something Strange fra 2016 starter med en scene, hvor en pedel har sex med en død kvinde i et lighus. Dødsårsagen? “Radioaktiv stråling/kønssygdom? Cellerne er fortsat aktive.” Pedellen dør kort efter, men kommer så til live igen, nu i form af en sexgal zombie, og overfalder sin intetanende kæreste. Gennem resten af filmen angriber og voldtager han unge gymnasieelever – nogle mere “uskyldige” end andre. Hvert offer gennemgår den samme proces og voldtager nye ofre. Det er én af reglerne for kønssygdomsgysergenren: Karaktererne smittes enten på grund af deres amoralske opførsel, eller også bliver de onde som følge af infektionen.
Gysere om kønssygdomme udnytter og dramatiserer de værste fordomme om sygdom og seksualitet. Den eneste formildende omstændighed – og muligvis genrens skjulte potentiale – er, at der er tale om gyserfilm. Det er ikke en genre, der lover at gengive virkeligheden korrekt. I stedet forvrænger og forstørrer den virkelige problematikker, indtil de kammer over og bliver urealistiske. Når man tager den manglende oplysning på området – i medierne såvel som i klasseværelserne – i betragtning, så er gysere måske faktisk et sjældent eksempel på et safe space, hvor vi kan lade frygten gå helt amok.
