Denne artikel blev oprindeligt publiceret på VICE UK
Frankrigs mest berygtede bordel var formentlig det sofistikerede Le Chabanais, tæt på Louvre i Paris, som var kendt for berømte gæster som Cary Grant, Humphrey Bogart og Mae West. I Tyskland var det den dekadente Salon Kitty, i Berlins velhaverkvarter Charlottenburg, som nok bedst huskes for dengang SS overtog bordellet med det formål at udspionere højtrangerede tyskere tilbage i 1930’erne. I USA flokkedes mændene til Mahogony Hall Bordello i New Orleans, hvor Jelly Roll Morton spillede klaver i den glitrende spejlsal på Basin Street.
Videos by VICE
Storbritanniens mest berygtede bordel lå i Streatham, i et hus fra begyndelsen af 1900-tallet på Ambleside Avenue, et stenkast fra Streatham High Road, som har vundet den tvivlsomme titel at være den værste gade i Storbritannien.
Huset lå i det sydlige London og blev drevet af Cynthia Payne, Englands mest hyldede bordelejer. Hun kom på forsiden af landets aviser, da politiet stormede hendes “respektable” hjem i 1978, og fandt en kø af mænd – af blandt andre præster, advokater og politikere – som tålmodigt ventede på et møde med en af de 13 prostituerede på bordellet. På et skilt i køkkenet stod der, “Mit hus er rent nok til at være sundt… og beskidt nok til at være sjovt.”
Cynthia Payne i 1982 (Screenshot fra YouTube)
“House of Cyn”, som det blev kaldt, var bestemt ikke kendt for sin luksuriøse indretning (som var meget blomstret), eller for sine smukke kvinder. Stedets rygte havde snarere rod i betalingsmetoden – frokostkuponer.
Den britiske regering indførte frokostkupon-systemet i 1946, cirka samtidig med at Cynthia Payne blev smidt ud af klosterskole for at tale om sex, og for generelt være en “dårlig indflydelse”. I et forsøg på at få befolkningen til at spise sundere indførte den engelske regering favorable skattefordele på kuponerne. I 1948 blev skattefordelen på kuponerne hævet en smule til tre skillinger (15 pence), herefter forblev den på det niveau helt frem til 2013, hvor systemet blev afskaffet, fordi det næsten var værdiløst.
Det var ligesom et teselskab i præstegården, bare tilsat sex og en del gamle, ensomme mennesker, der drak sherry.
Tre skillinger var til gengæld mange penge i 1949, hvor den gennemsnitlige ugeløn for en kvinde var lige over tre pund (mænd tjente næsten dobbelt så meget). Cynthia Payne tjente helt sikkert endnu mindre, da hun begyndte at arbejde på en busstation som 17-årig. Hun indledte en affære med en gift mand (en periode i hendes liv, som blev skildret i filmen Wish You Were Here med Emily Lloyd fra 1987). Han fulgte med Cynthia, først til Brighton og siden til London, hvor hun blev gravid og fødte sin søn Dominic, efterfulgt af endnu et barn, som hun bortadopterede.
Frokostkupon-systemet fungerede til at begynde med på ad hoc basis, hvor hvert enkelt firma printede deres egne kuponer, og lavede aftaler med lokale caféer og restauranter om at tage imod dem. Forretningsmanden John Hack indså i 1954, at en standardiseret kupon, som kunne bruges over hele Storbritannien, ville være langt mere effektiv for alle parter. Derfor startede han året efter Luncheon Voucher Company. De steder, som var med i aftalen, begyndte at skilte med et grønt “LV” logo i vinduerne (ligesom Cynthia senere gjorde). Indtil for ca. 20 år siden kunne man stadig se klistermærkerne overalt i Storbritannien. Hvis man ser godt efter i musikvideoen “Deep” med East 17, kan man se et eksempel på dem i scenerne på caféen.
På det tidspunkt boede Cynthia i Margate med bestyreren for en spillehal, som hun var sammen med i fem år. Efter sin tredje ulovlige abort ( han afskyede prævention), forlod hun ham, og påbegyndte den karriere, der skulle gøre hende berømt. Hun arbejdede som prostitueret i to år, men indså så, at hun kunne tjene flere penge ved at åbne sit eget bordel. Hun sparede nok penge sammen til at købe et lille hus på Eden Court Road i Streatham (hvor hendes søn mistede sin mødom som 16-årig, som en gave fra sin mor), og et par år senere, i 1974, købte hun huset på Ambleside Avenue, som blev kaldt “Cranmore”.
“Vi havde et førsteklasses klientel,” fortalte Cynthia år senere. “Der var ikke nogen unge bøller eller noget, det var kun velklædte mænd i jakkesæt, som vidste, hvordan man skal respektere en kvinde. Det var ligesom et teselskab i præstegården, bare med masser af sex oveni og en del gamle, ensomme mennesker, der drak sherry.”
Selvom mænd under 40 ikke havde adgang, var Cynthia stolt af, at de servicerede alle slags mænd, og sagde engang: “Alle kan blive ensomme. Nogle af dem, der kom forbi sad endda i kørestol, men ikke for mange af gangen, for de fyldte for meget på gangene.”
I 1980, to år efter politirazziaen på Ambleside Avenue, kom sagen for retten, og Cynthia Payne blev dømt for at drive “det største bordel” i Storbritanniens historie. Selvom hun blev idømt 18 måneders fængsel, blev hun allerede løsladt efter fire. I 1987, seks år senere, fik den første film om hendes liv premiere. Den havde titlen Personal Services, og var med Julie Walters i hovedrollen. Da optagelserne var færdige, arrangerede Cynthia Payne en fest på Ambleside Avenue, og endnu en gang stormede politiet stedet. Hun blev anklaget for ni tilfælde af rufferi. Den efterfølgende retssag tog 13 dage, og var kilde til så megen morskab, at dommeren måtte minde juryen om, at sagen var en kriminalsag og ikke tv-underholdning. Da juryen fandt hende uskyldig efter fem timers votering, brød retssalen ud i bifald.
Cynthia Payne forlod retssalen med sin Laughing Policeman-dukke, som havde været en slags maskot retssagen igennem. “Det her er en sejr for den sunde fornuft,” sagde hun. “Men jeg må indrømme, at alt det her har afskrækket mig fra at holde fester i en periode.” Cynthia sendte senere et eksemplar af sin biografi, An English Madam, til sagens dommer, Brian Pryor, med inskriptionen “Jeg håber, at denne bog vil udvide dit noget indskrænkede verdensbillede.”
Frokostkuponerne blev praktisk talt ubrugelige, da regeringen afskaffede LV-skattefradraget i 2013. Utroligt nok eksisterer de stadig, selvom ingen ved, hvem der tager imod dem.
Cynthia Payne derimod, døde som 82-årig den 15.november 2015 på Ambleside Avenue, hvor hun stadig boede. Storbritanniens mest omtale madam var meget stolt af den måde, hun behandlede sine ansatte på. Efter hver eneste arbejdsdag forkælede hun dem med noget, som pigerne på Le Chabanais, Salon Kitty og Mahogany Hall ville have misundt: Et pocheret æg på toast, og en dejlig kop te.
LÆS MERE FRA VICE:
Vi spurgte nogle folk hvordan deres seksuelle fetiches opstod
Sådan føles det at deltage i et orgie med “sex-eliten”
