Sidst jeg var nøgen overfor andre end min forlovede, var en rigtig dårlig dag. Selvom det var mine gode venner, følte jeg mig utilpas, og det blev aldrig hverken afslappet eller behageligt. Og det regnede.
I den forstand er jeg nok, som danskerne er flest. I de seneste år har blufærdigheden nået nye højder. Forskruede kropsidealer og en bornerthed, som skal trækkes ned over hovedet på andre, har givet en række problematiske situationer: Kvinder må helst ikke amme offentligt. Børnene lærer fra de voksne, at de ikke skal vise deres krop frem. Unge er så utrygge omkring deres krop, at de ikke tør gå i bad efter idræt. Og faktisk tør de voksne heller ikke være nøgne i omklædningsrummet, så de får ikke vasket sig ordenligt, inden de går i svømmehallen. Nøgenhed er blevet fy-fy.
Videos by VICE
Men der er sgu noget galt, når vi ikke tør være naturlige overfor nogen. Det er i sig selv værd at bemærke, at det faktisk var min kollega, der skulle have lavet den her artikel, men hun sprang fra i sidste øjeblik. “Jeg troede, jeg kunne,” sagde hun. “Men jeg kan mærke, at det er for grænseoverskridende.”
Jeg synes ærlig talt også, det er stramt at skulle rende nøgen rundt, men jeg har det mere stramt over, at vi åbenbart er så bange for vores naturlige nøgne kroppe, at vi ikke tør. Derfor har jeg besluttet mig for at springe ud i det, og tage til nudistsvømning i Frederiksberg Svømmehal.
Søren Kristensen er presseansvarlig for Danske Naturister i Frederiksberg Svømmehal, og han står og venter på mig, da jeg kommer. Han er en kraftig herre, der af en eller anden grund minder mig om gode gamle Voldborg fra vejrudsigten. Det er 100 procent en god ting. Jeg er nervøs, men han gør mig straks mere tryg og forklarer roligt, hvad der skal ske. Mens vi venter på at komme ind, går snakken lystigt i køen. Det virker til, at folk kender hinanden.
“Vi klæder os ikke om – vi klæder os af,” forklarer Søren.
Jeg ligger med lukkede øjne, dilleren frit flydende, og nyder det perfekt tempererede vand
Jeg er overbevist om, at jeg er gået forkert, da jeg træder ind i omklædningsrummet, for der står en masse kvinder. Men så går det op for mig, at kønsopdeling mister sin funktion, når man alligevel skal være nøgen. Overalt omkring mig smider folk tøjet i hast, mens jeg er lidt mere tilbageholdende. Jeg kan godt mærke, at det er grænseoverskridende, og jeg tager en dyb indånding, da jeg trækker underbukserne ned.
Under bruseren føles det mere naturligt, selvom der både er mænd og kvinder. Men da først vi lister ud i hallen, klamrer jeg mig til mit håndklæde for at have et holdepunkt. Men jeg tager det ikke omkring mig. Det ville være snyd.
Jeg fryser lidt, så jeg skynder mig op i varmtvandsbassinet. Det er ligesom at synke ned i et perfekt karbad, og der bliver hurtigt fyldt omkring mig.
Herfra har jeg god udsigt over resten af svømmehallen:
En tyrkisk far kommer ind med tre børn, som farer ud og leger, mens han selv synker ned i det varme bassin med et suk.
En kvinde med en kropsform, som ligger meget langt fra Hugh Hefners skønhedsideal, smiler til mig, da hun træder ned i vandet, og så falder hun straks i snak med mine sidemænd.
En muskuløs mand springer elegant på hovedet fra 3-meter-vippen, så vibrationerne gjalder i hele hallen. Hans krop flekser halvvejs gennem luften, så alting dingler rundt, inden han som en pil skyder ned i bassinet.
Et ungt par på min egen alder fjoller og skubber hinanden i vandet. De har små tatoveringer på deres veltrimmede kroppe.
Efter jeg har ligget med lukkede øjne, med dilleren frit flydende, og nydt det perfekt tempererede vand i et stykke tid (jeg begyndte at overveje, om jeg nogensinde ville komme op igen) kommer en liflig duft dansende og udfordrer den karakteristiske lugt af klor. Kort efter kommer en tyk mand traskende forbi med en kop kaffe og en småkage.
Som typiske danskere kan vi ikke sige nej til kaffe og kage og vi samles om det lille bord, og hælder op. Det er sgu lidt underligt at stå der med bar dolk og spise vaniljekranse, men det føles langsomt mere naturligt. Folk snakker om deres nye bryggers og ture til Gran Canaria. Jeg skal også snart afsted og bliver anbefalet en nudiststrand. Nu er jeg åbenbart én af dem.
Jeg begynder at snakke med Jesper, der med sine 37 år er “en af de unge”. Han begyndte at komme til nøgensvømning for et år siden, og har ikke kunne lægge det fra sig siden. “Jeg blev totalt hooked,” siger han, og forklarer, hvordan der hurtigt opstår et hyggeligt fællesskab, når man er nøgne sammen. “Hvornår faldt du sidst i snak med en fremmed i svømmeren?” spørger han. Cirka aldrig.
Selvom vi herinde alle er ens i vores Adam & Eva-kostymer, er der forskel på, hvor langt folk går udenfor svømmehallen. Jesper er mest bare nøgen her, mens andre er det mere eller mindre hele tiden. “Jeg var på besøg hos en af de andre, som er fuldtidsnudist, og det var sgu lidt grænseoverskridende at gå nøgen rundt hjemme i nogens stue. Men nu hvor jeg har gjort det nogle gange, føles det helt naturligt.”
Det er sgu lidt underligt at stå der med bar dolk og spise vaniljekranse, men det føles langsomt mere naturligt.
Den konstante tilstedeværelse af nøgne kroppe gør, at sensationselementet forsvinder af sig selv. Det samme gør undertrykkende kropsidealer og unødvendig opdeling. Der er kropsdele, der hænger. Der er kropsdele, der strutter. Der er pæreform, æbleform og deform. Men lynhurtigt holder det op med at betyde noget. De forskellige kroppe bliver reduceret til det, de er i sin essens: De hylstre, vi bruger til at komme rundt. Fra A til B. Fra saunaen til 5-meter-vippen. Selv køn forsvinder på en måde, og jeg holder op med at tænke over, at der er flere bare bryster, end jeg før har set på ét sted. Det er lige meget, for vi er alle sammen bare til stede. Der er intet seksuelt over det – ikke mere end en almindelig tur i svømmeren.
Varmtvandsbassinet og saunaen er de klart mest populære steder på en råkold søndag. Eftermiddagen igennem er der fyldt i det lave varme vand, og vi sidder tæt, uden at det er ubehageligt. Jeg forsøger én gang at gå ind i saunaen, men der er ikke plads til så meget som en bar balle nogle steder, og hele den svedende, prustende masse skriger, at jeg skal lukke døren igen, fordi jeg lukker varmen ud.
Inden jeg springer tilbage til de andre i varmtvandsbassinet, tager jeg en tur i vandrutsjebanen. Jeg får at vide, at foreningen også har afholdt “nøgenrutsj” med stævnespeakere og præmier og det hele. En anden Jesper blev Danmarksmester hos herrerne, og han tager konkurrencen seriøst.
“Inden vi starter, barberer jeg baller og ben,” forklarer han. “Så kan jeg love dig for, at man kan få fart på.”
Søren, som mødte mig, da jeg kom, og hans kone Helle, kommer og sætter sig i bassinet ved siden af mig og giver mig lidt statistik. Vi er omkring 90 mennesker i dag, og det er en anelse under de 106 personer, der i gennemsnit dukkede op i sidste sæson. Men det er helt tilfældigt. Næste uge er der sikkert flere. Der er omkring 30 procent kvinder, og det er faktisk cirka samme kønsopdeling som på en almindelig dag i svømmehallen.
De kan i øvrigt fortælle, at deres liv som nudister aldrig nogensinde har givet dem problemer. Folk er nysgerrige, og bærer rundt på en del fordomme om orgier og andre seksuelle under- eller overtoner, men de er nemme at afmontere.
“Vi forklarer folk, at vi lever fuldstændig ligesom dem,” forklarer Helle, som i øvrigt er kvindernes mester i nøgenrutsj. “Vi hygger os med vennerne, tager i svømmehallen og tager på ferie. Den eneste forskel er, at vi ikke kommer på de tekstilstrande, som de andre besøger.”
Det studser jeg lidt over. Tekstilstrande. I virkeligheden giver det jo mere mening, at det er de strande, hvor man skal have tøj på, der skal betragtes som noget særligt. Det er rarere at svømme uden badetøj. Det er nemmere at sole sig. Det er kun vores blufærdighed, der fortæller os, at vi skal have det på.
Da det er tid til at få tøj på kroppen igen og komme hjem, siger jeg farvel til mine nye venner i varmtvandsbassinet.
“Kom igen en anden gang!” råber en herre, da jeg trasker nøgen og dryppende ud mod bruserne.
Det kan sgu sagtens være, at jeg gør det.
