Jeg har aldrig – før denne sommer – været i stand til at nævne én eneste professionel kvindelig fodboldspiller; nu ved de fleste af os, hvem Nadia Nadim er. På et møntvaskeri i Mimersgade i august talte jeg længe med en ældre dame om den kommende EM-semifinale mod Østrig. Mange danskere – med undtagelse af Sørine Gotfredsen, som mener, at fodbold i sin essens ikke er en sport for kvinder – virkede begejstrede og glade for det danske kvindelandshold og dets succes i europamesterskabet.
Men i sidste uge var det noget helt andet end målscoringer, der fyldte i overskrifterne i den danske presse. Onsdag den 18. oktober blev i Politiken kaldt “en af de mørkeste dage i nyere dansk fodboldhistorie”. Det var dagen, hvor det danske kvindefodboldlandshold og DBU måtte opgive at få en aftale på plads om spillernes løn og vilkår, og derfor blev en vigtig VM-kvalifikationskamp mod Sverige aflyst og hele landsholdets fremtidige deltagelse i de kommende års turneringer sat i fare.
Videos by VICE
“Vi skulle have brugt de kommende år på at profilere sporten yderligere, så hvad fanden er det, der foregår: Nu har vi ikke længere et kvindelandshold,” sagde en tydeligt oprørt Nils Nielsen, tidligere landstræner, som førte Danmark til sølvmedaljer ved EM i Holland i sommer, til Jyllands-Posten i sidste uge.
Kort sagt, handler kravene fra spillernes side om større udbetalinger ved kampe og om, hvorvidt spillere skal ansættes som lønmodtagere af DBU. Det er særligt det sidste, som DBU og spillerne har svært ved at nå til enighed om. Men når det kommer til lønninger, får kvinderne ifølge TV2 SPORT 0 kroner for testkampe og 2500 kroner for kvalifikationskampe, som aftalen ser ud nu. Og det er langt mindre end herrerne.
I løbet af forhandlingerne mellem DBU og spillerne har der været delte meninger i offentligheden om, hvorvidt man skulle se de ringere forhold for kvinderne og deres kamp for bedre løn og vilkår som en ligestillingskamp. Den 20. oktober skrev Politikens sportsredaktør Christian Heide-Jørgensen i en analyse i avisen:
“Når det alligevel ikke rigtig er en kønskamp, er det, fordi DBU har fokus på økonomien i striden, ikke kønnet. Det er et faktum, at kvindelandsholdet er en underskudsforretning i millionklassen for unionen […] Helt anderledes forholder det sig for herrerne, der hvert år genererer 30-40 millioner kroner i indtægter til DBU. Det er altså et blik på bundlinjen, der styrer DBU i forhandlingerne. Ikke kønnet.”
Men sagen er den, at der findes et betydeligt løngab mellem mænd og kvinder i sportens verden. Så når Politiken siger, at det ikke er kønnet, det handler om, men bare penge, så er det givetvis rigtigt nok, men det er svært at ignorere det faktum, at kvinder i elitesport som altoverskyggende hovedregel tjener mindre end deres mandlige pendanter – ofte med den begrundelse, at der er mindre interesse for kvinder, der dyrker sport. Og netop derfor kunne det jo være nærliggende at spørge:
Hvorfor er der så stor forskel på både interesse og økonomi mellem kønnene i sportens verden?
Gertrud Pfister har i mange år forsket i sport og køn ved Københavns Universitet, og hun beskriver, hvordan fodbolden stadig i dag er meget mandsdomineret på trods af, at fodbold er den sportsgren, som flest kvinder i Europa udøver. Hun beskriver i en rapport fra 2015, hvordan kvindefodbold de senere år er blevet taget mere seriøst i EU-landene, men hun beskriver også, hvordan sporten er fanget i en ond cirkel.
Generelt er den offentlige interesse lav, selvom store turneringer som EM, VM og OL efterhånden tiltrækker en del publikum og seere. Men de ugentlige kampe i klubberne har stadig et ubehageligt lavt besøgstal på tribunerne, omkring et par hundrede. De lave publikumstal bliver set, eksempelvis af medierne, som bevis på, at deres læsere, lyttere og seere ikke interesserer sig for kvindefodbold, og uden mediedækning er det vanskeligt at skabe “stjerner” og tiltrække sponsorpenge. Og sådan har den onde cirkel ifølge rapporten kørt i ring i mange år.
“Spørgsmålet er, hvem der er villige til at investere i at udvikle sporten og interessen for den” – Rasmus K. Storm
“Hvis medierne bare dækker mandlige atleter og hold, så er der ikke nogen, der gør oprør over det. Vi har vænnet os til, at det er normalen,” siger hun.
Den udtalelse underbygges af en undersøgelse fra Women Sports Foundation, der viser, at kun 6-8 procent af sportsdækningen omhandler kvindelige sportsudøvere. En tysk undersøgelse fra 2011, der havde undersøgt 80 aviser fra 22 lande, viste desuden, at over 90 procent af al sportsjournalistik er skrevet af mænd.
Selvom det er meget vanskeligt at udregne sportstjerners indtjeninger, fordi de er en blanding af sponsorater, landsholdslønninger, klublønninger og pengepræmier, så er der alligevel noget, der kan fortælle os om, hvordan det står til. Forbes laver for eksempel hvert år en liste over de 100 bedst betalte atleter i verden. På den seneste liste kan man finde én kvinde, nemlig tennisspilleren Serena Williams.
BBC Sport har de seneste år lavet opgørelser over, hvor mange sportsgrene, der har lige store pengepræmier for mænd og kvinder. De undersøgelser viser, at stadigt flere sportsgrene er kønsneutrale i deres præmieudbetalinger, men i 83 procent af alle sportsgrene, får mænd stadig mere end kvinder.
Særlig slemt står det til i cricket, golf – og fodbold. Også dart og snooker belønner mænd meget højere end kvinderne. Da USA’s kvindelandshold vandt VM i fodbold i 2015, fik det tildelt en præmiesum på 2 millioner dollar. Da Tysklands herre vandt VM i 2014, fulgte der 35 millioner dollar med pokalen. Men FIFA’s tidligere præsident, den skandaleombruste Sepp Blatter, havde tilbage i 2004 et bud på, hvordan man kunne styrke interessen for kvindefodbold. Han foreslog, at kvinder kunne begynde at spille i mere feminint tøj ligesom i volleyball. De kunne for eksempel tage strammere shorts på. Det mest nedslående ved den kommentar – udover den åbenlyse sexisme – er, at en af de få sportsgrene, hvor kvinder ofte tjener mere end mænd, er volleyball.
I tennis er det lykkedes at få gennemført, at præmiepengene er lige høje for mænd og kvinder. I 2007 indførte Wimbledon (som den sidste af Grand Slam-turneringerne) “lige-løn”. Men det møder stadig modstand. En direktør for en stor amerikansk tennisklub udtalte sidste år, at kvindelige tennisspillere burde gå på knæ og takke Gud for, at Roger Federer og Rafael Nadal blev født, fordi det er dem, der har båret sporten frem. Han gik hurtigt af som direktør efter det, men han kan glæde sig over, at mændene i tennis fortsætter med at hive flere penge hjem via sponsoraftaler end kvinderne.
Broadly har forsøgt at indhente oplysninger fra de forskellige sportslige foreninger i Danmark for at få overblik over, hvor stor lønforskellene er herhjemme. Bo Jensen, direktør for Badminton Danmark, fortæller, at de ikke skelner mellem kvinde- og herrelandshold, når de indgår sponsoraftaler. I sidste uge afholdt Badminton Danmark en af verdens største badmintonturneringer, her var pengepræmierne de samme for mænd og kvinder.
Rasmus K. Storm fra Idrættens Analyseinstitut har forsket i elitehåndbold og fortæller, at herrehåndbold generelt har flere penge til rådighed end kvindehåndbold. Men det har ikke altid været sådan, for engang var nogle af kvinderne var lønførende. Det var naturligvis i tiden med de folkekære, jernhårde ladies: Anja Andersen, Camilla Andersen, Anne Dorthe Tanderup. De såkaldte “guldpiger” og en rød-hovedet, råbende Ulrik Wilbek på sidelinjen skabte en guldalder i dansk håndboldhistorie.
I de sidste 127 år har der kun siddet to kvinder i unionens bestyrelse. I skrivende stund er der ifølge DBU’s egen hjemmeside 18 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf en er kvinde.
“Det er usikkert at spørge til løn, men vi ved fra danske studier, at nogle af de bedste kvinder dengang var på lønhøjde med – og højere end – mændenes lønniveau,” siger Rasmus K. Storm.
Men hvordan?
“Der var virkelig ingen særlig interesse for dansk håndbold før de første internationale resultater viste sig i løbet af 90’erne. Men en lidt tilfældig kombination af, at kvinderne opnåede et rimelig højt sportsligt niveau, og de landsdækkende tv-kanaler ikke havde rettighederne til at sende klubfodbold og derfor ledte efter en ny sport at fylde sendefladen med, gjorde, at opmærksomheden, pengene og præstationerne i dansk kvindehåndbold eksploderede i midten af 90’erne,” siger Rasmus K. Storm.
Han vurderer, at det er potentielt muligt, at dansk kvindefodbold kan gennemgå en lignende professionalisering og kommercialisering.
“Men det kræver, at samme forudsætninger er til stede, som det var tilfældet med dansk damehåndbold. Under alle omstændigheder kommer det sandsynligvis til at tage mange år, og spørgsmålet er, hvem der er villige til at investere i at udvikle sporten og interessen for den,” siger han.”
Gertrud Pfister mener, at medierne må dække kvindesport bedre.
“Medierne har et ansvar for at vise, at professionel sport også dyrkes af kvinder. Det gør de ikke godt nok, som det ser ud i dag,” siger hun.
Der har – både i dag og historisk – været mange strukturelle forhindringer i forhold til kvinder og fodbold, og det er meget fejlagtigt at anse kvindefodbold som et nyt fænomen. Under første verdenskrig, mens mændene var i kamp eller døde, begyndte kvinder i stort antal at spille fodbold, særligt i Frankrig og England. Kvindefodbold havde nogle gyldne år i starten af 20’erne, hvor 53.000 mennesker overværede kampen mellem Dick, Kerr Ladies og St. Helen Ladies i Liverpool i 1920. Til sammenligning var der solgt 8000 billetter til den aflyste kamp mellem Sverige og Danmark. Men successen skræmte fodboldautoriteterne i England, og i 1921 forbød (English) Football Association kvinder at spille fodbold. Det forbud blev først løftet 50 år efter – i 1971.
Og selvom det ikke er forbudt for kvinder at spille fodbold nogen steder i Europa i disse dage, så skulle man tro, at der var et forbud for kvinder mod at betræde forbundenes og foreningernes gulve. Mænd gennemsyrer stadig organisationer og strukturen omkring sporten. Herhjemme er et godt eksempel på det netop DBU.
I de sidste 127 år har der kun siddet to kvinder i unionens bestyrelse. I skrivende stund er der ifølge DBU’s egen hjemmeside 18 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf en er kvinde. Og det er på trods af, at kvindelige medlemmer i DBU udgør næsten tyve procent.
En undersøgelse lavet af DBU fra sidste år viser, hvordan favoriseringen af det ene køn også kan ses ude blandt børnene i de lokale klubber. Pigerne oplever at blive nedprioriteret i forhold til drengene. I følge Mette Bach Kjær fra DBU’s bestyrelse kommer det eksempelvis til udtryk ved, “at klubben vælger at give de gode banetider eller bolde til drengene, eller når drengene får de nye spilledragter med sponsortryk, og pigerne får drengenes fra sidste år”. Som hun skrev i et debatindlæg i Berlinske sidste år. Undersøgelsen viste også, at pigerne oplever at medierne kun dækker drenge- og herrefodbold. Derfor har DBU samme forbindelse meldt ud, at de vil forsøge at ændre den tendens.
Men der er også enkelte lyspunkter, når det handler om kvinder og sport. I Norge annoncerede de i sidste uge, at de havde indført ligeløn for herre- og kvindelandsholdet.
OL i London i 2012 var første gang i legenes historie, hvor alle de deltagende lande havde sendt kvindelige atleter afsted. Selvom BBC Sports nyeste undersøgelse af præmiepengene i sportens verden viser, at 17 procent af alle sportsgrene har højere præmier til mænd end til kvinder, så var det tal tilbage i 2014 30 procent.
Og så landede kvindelandsholdet i fodbold i foråret en helt ny hovedsponsor, nemlig Danske Spil, der blandt andet står bag Oddset og dets mangeårige kampagneslogan: “Der er så meget kvinder ikke forstår.” Heriblandt kunne nævnes ulige løn og ulige vilkår i sportens verden.
