Screenshot via YouTube
Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE UK
Der er en uofficiel tradition hjemme hos mig, og det er ikke den slags, man er stolt af. Omkring klokken 23.30 samles mine to roommates og jeg på sofaen med resterne fra aftensmaden og som oftest med en kold bajer i hånden. Fjernsynet lyser stuen op med de stærke farver fra Family Guy. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste. Over hele verden er der voksne med fuldtidsjob, flexlån og faste kærester, der i al hemmelighed og med glæde sluger tegneseriens voldtægtsjokes og sjov med tarmluft. Skammen lyser ud af deres ansigter, som de langsomt bliver for trætte og apatiske til at løsrive sig fra serien. Brian og Stevie synger, se! Nøj, hvor skægt – vi kan da ikke gå i seng nu!
Videos by VICE
Da vi var børn, løb vi ind fra legepladsen, slugte en portion spaghetti bolo og sad med store øjne foran The Simpsons. Nu slæber vi vores trætte lemmer hjem i toget efter arbejde og er heldige, hvis der er varmet rester i mikroovnen inden klokken 21. Vi overvejer et kort sekund at åbne det der brev fra SKAT, der er kommet, ringer til vores mødre, svarer på nogle e-mails, tænder for varmen og falder direkte i armene på Peter Griffin og co. “Giggidy, giggidy, goo.”
Men hvorfor er Family Guy populært? Jeg har set virkelig mange afsnit nu, og jeg er ret sikker på, at begrundelsen ikke er “fordi det er sjovt”. Jeg har aldrig rigtig grint, mens jeg har set det. Når jeg en gang imellem alligevel udstøder en lyd, så er det som regel sådan et skuffet medlidenheds-grynt. Som om mit grin betvivler sit eget eksistensgrundlag, mens det forlader min mund. Jeg tror, at det er den samme lyd, jeg kommer til at lave, hvis jeg nogensinde skal skifte en ble: “Der er en masse pis og lort, og der er da egentligt meget sjovt, fordi der så sker noget i min tilværelse… men når alt kommer til alt, er det jo blot en engangsskål fyldt med ekskrementer.”
Læs også: Nu er det snart slut med at snyde dig til Netflix’ amerikanske indhold
Jeg tror, at seriens seværdighed hænger sammen med tre ting:
1. Tempo
2. Genkendelse
3. Stærke farver
For det første – tempo. Når man sammenligner Family Guy med den gennemsnitlige sitcom anno 2016, begynder man at se, hvori dens appel består. Især britiske komedier har længe siddet fast i en rille med unødigt lange pauser og akavede blikke. Humoren er altid baseret på venner, mødre eller fædre, som siger det forkerte på det forkerte tidspunkt. De her lange ubehagelige pauser i langtrukne afsnit på en halv time giver masser af tid til at overveje, præcis hvor usjovt det egentlig er. Når Family Guy laver dårlige jokes, så er der i det mindste mange af dem. Family Guy indeholder i gennemsnit 5,2 jokes i minuttet. Med sådan en hyppighed er der ikke nogen af dem, der bliver hængende længe nok til, at man opdager, hvor usjove de er. Og når det ikke virker, så går de bare i den anden retning og trækker en joke ud så længe, at du føler dig nødsaget til at grine, bare for at få det til at holde op. Tag for eksempel Peters slåskamp med en kylling, eller hver eneste gang nogen falder. Det svarer til at tage nogen som gidsel, indtil de går med til at hænge ud med dig.
For det andet – genkendelse. Der er utallige referencer til kendte personer i Family Guy. Som for eksempel Julia Roberts og Sting og Ben Stiller og Daft Punk og Bill Clinton og Barbra Streisand og alle Star Wars karaktererne og Jennifer Love Hewitt og Hitler og Spiderman og Bill Cosby og romerne og Sean Connery og indere og Kermit og Jesus og måger og Lindsay Lohan. Og fordi du ved noget om alle de mennesker og karakterer, så er det bare vildt sjovt at se dem i en animeret serie.
For det tredje er der mange stærke farver i Family Guy.
Family Guy er det perfekte eksempel på forestillingen om, at ingen har ret til at blive forargede. Følger man den logik, er der vel heller ikke nogen, der er forpligtede til at forarge.
Men den humor, der driver serien er virkelig stødende. Da mine roomies og jeg indså, at vi havde et problem, begyndte vi at føre regnskab. Vi talte, hvor mange afsnit vi skulle se i træk, før der var et afsnit, som ikke indeholdt en voldelig handling mod en kvinde. Vi nåede til 14 afsnit uden at Meg, Lois eller en anden kvindelig karakter blev slået ned eller slået ihjel.
Der er ingen minoritetskarakterer i Family Guy, hvis ophav ikke konstant bliver refereret negativt. Uanset om det er antisemitiske referencer til Mort Goldmans lange fingre, Loretta Brown som sassy black woman (lagt stemme til af den hvide Alex Brookstein) eller hver eneste gang en person fra Nordamerikas oprindelige befolkning med ludomani dukker op, så er der ikke noget emne, der er helligt – og det er de stolte af. Der findes rigtig meget “stødende” tv derude, men Family Guys uendelige trang til at lave dumme jokes om sårbare og underrepræsenterede grupper går meget længere end at “skubbe til grænserne” og ligner mere en underlig forkærlighed fra manuskriptforfatternes side. En trang til at være for meget, også efter mikrofonen er slukket. Eleven bagerst i klassen, som fandt ud af, at alle vendte sig om, når han råbte af læreren. Men vi skriver 2016. Der er masser af porno på nettet. Der er dokumentarer i tv om mænd med kæmpe testikler. Det er ikke længere nok at være provokerende for at imponere. Family Guy er det perfekte eksempel på forestillingen om, at ingen har ret til at blive forargede. Følger man den logik, er der vel heller ikke nogen, der er forpligtede til at forarge.
Jeg siger ikke, at vi kun må se neorealistiske, italienske film fra nu af, men måske er det på tide for mig at slappe af til noget, der indeholder lidt færre jokes om, hvor dårlige asiatiske kvinder er til at køre bil eller musicalnumre om AIDS-diagnoser. Vi er nået til en skillevej i vores forhold, og jeg ser mig ikke tilbage. Family Guy – det er på tide, at vi går hver til sit.
Mere fra VICE:
Vi fik Klaus Riskær til at uddybe, hvad han skal bruge sin hashmark til
Jeg borede hul i mit kranie for at udvide min bevidsthed
‘South Park’ var en serie til internettet før internettet overhovedet var en ting
