Denne artikel er oprindeligt publiceret i VICE Spanien.
“Som regel er det fugtigt, når jeg får det,” fortæller Jon mig. “Det er det bedste.”
Videos by VICE
Han gør et par streger klar på et slidt CD-cover, der tydeligvis har set rigelige mængder speed i sin tid.
“Jeg stoppede med at kunne lide coke for et stykke tid siden. Det er ikke det, folk er ude efter længere. De vil have noget, der er mere spændende. Speed er blevet virkelig populært igen,” fortsætter han, mens han fylder en masse små blå og gule poser med amfetamin.
“Hver pose vejer præcis ét gram – aldrig mere, aldrig mindre. Det er også inklusiv posens egen vægt. Man er nødt til at veje det i posen, ellers bliver vægten helt fyldt med pulverrester.”
Jon er speed-dealer og bor i en lille landsby tæt på Bilbao. “Speed har altid været populært her. Før jeg røg i fængsel kan jeg huske, at der på alle barer altid var mindst en fyr, der solgte det. I dag holder jeg kun til på én bestemt bar. Folk har tillid til mig, fordi de ved, at mit speed er af langt bedre kvalitet end det andet lort, folk sælger. De er fuldstændig ligeglade med, at det er fugtigt.”
Efter han er færdig med at pakke sit produkt i poser, fortæller han mig, at han er på vej ned på sin ‘stambar’, og spørger om jeg vil med. Jeg er nysgerrig på at finde ud af, hvad en normal aften består i, når man sælger speed, så jeg takker ja med det samme.
Da vi når frem til stedet, stikker bartenderen ham en øl, før han overhovedet når at sætte sig. En høj, midaldrende mand kommer hen til ham næsten med det samme.
“Ham her er den bedste. Han plejede at købe af mig, men nu har han en familie. Han er ikke interesseret i at købe gear mere. Fuck det, jeg giver ham det bare,” siger Jon.
Fik du læst: En gymnasie-dealer forklarer, hvordan man sælger stoffer til studerende
Manden tager imod den lille ‘søvnløsheds-pose’ – som det åbenbart hedder -, mens han siger: “Der er fest i aften. Når jeg beslutter mig for at gå i byen, så går jeg virkelig i byen.” Så spørger han Jon, om det er fugtigt eller ej. “Hvorfor fanden spørger du mig om sådan noget?” svarer Jon. “Du ved præcis, hvad jeg har.”
Han forsvinder ud på toilettet, men er ikke væk længe. Da han kommer ud igen går han direkte op til baren og begynder at råbe, “der er ingen, der gør det som ham her! Giv mig noget rullepapir min ven, jeg skal lige tørre det her. Det bliver vådere og vådere for hver gang. Hvis det ikke var fordi, du lugtede så dårligt, ville jeg tro, at du vaskede dig i det.”
“Stop med at brokke dig. Du ved præcis hvad du får, når du kommer til mig,” vrisser Jon tilbage.
I løbet af den næste time kommer syv forskellige mennesker hen til Jon for at købe. En af dem giver mig elevatorblikket og spørger, hvem jeg er. Jon forsikrer ham om, at jeg er god nok – ikke en ‘stikker’ eller hvad de nu engang kalder mig.
Alle kunderne har en ting til fælles: de følger det samme ritual. De snakker med Jon, går direkte ud på toilettet og vender tilbage med tårer i kun et af øjnene. Det er vel sådan man kan se, hvilket næsebor de har sniffet i.
Der går ikke mere end tre timer, før han har solgt alt det, han havde med. “Jeg har gået og gemt mig i tre år, fordi strisserne tog mig med halvandet kilo speed. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der var nogen, der røvrendte mig. En stikker, du ved. De her gutter nu til dags, de har ingen respekt. De ved, at de kan lave nemme penge, så de er pisseligeglade med hvem, der kom før dem. Det, de sælger, er lort.
Da jeg spørger ind til hans tid i fængslet, ændrer hans tonefald sig. “Det vil jeg ikke snakke om, det var fucked up,” siger han og tager en tår af sin øl. “Siden dengang har jeg skulle gå rundt med øjne i nakken. Hvis de fanger mig, er jeg på røven. Det ville betyde en lang fængselsdom, for det ville være anden gang, jeg blev taget. Jeg har ikke engang lyst til at tænke på det. Derfor sælger jeg kun en lille smule ad gangen. Jeg gør det heller aldrig om aftenen. Det er der, de fanger dig.”
“Apropos, så er klokken næsten 18. Jeg må hellere hjem efter mere. Der kommer snart flere mennesker.”
Vi kører tilbage til hans hus i udkanten af byen i hans lig af en bil. Han åbner fryseren og tager en kæmpe pose speed frem. 200 gram er åbenbart nok til en hel måned.
Han fylder omkring 20 små poser og tager sig tid til nænsomt at veje dem alle sammen. “Den her vejer 0,1 gram for meget, så jeg tager lidt fra. Den her er også en smule for tung, men jeg lader den være, så de tror jeg er gavmild.”
Han pakker alle poserne sammen og vedlægger et par magneter. Da vi når udenfor, sætter han posen fast bag ved bilens venstre baghjul. “Så falder den ikke ud, og hvis de stopper os, siger vi bare, at det ikke er vores. De kan ikke bevise en skid. De kan ikke sige noget til os.”
Jon er meget på vagt. Han hører ikke musik i bilen, og han har altid minimum ét øje på bakspejlet. Vi kører rundt i kvarteret længere end nødvendigt bare for at sikre os, at vi ikke bliver skygget.
Fik du læst: Syntetisk hash er livsfarligt og svært at lovgive mod
Jeg er ikke ligefrem overrasket, da han nægter at fortælle mig, hvor han køber sit speed. “Lad mig bare sige, at jeg henter det ind nord for Guipúzcoa, fra en lille landsby med en masse både. Men jeg giver dig ingen navne eller steder. Det ville være slut med mig, hvis jeg gjorde. De er de sygeste stikkere. Der bliver stor ballade en dag,” siger han, mens han vifter anklagende med fingeren.
Vi er endeligt tilbage på baren. Folk kommer og går, hilser på hinanden og giver Jon hånden med betalingen klar mellem fingrene. Jon beder altid om en cigaret og efterlader “gaven” inden i pakken. Det er ret åbenlyst, at dem Jon sælger til ikke er narkomaner. De fleste af dem ser faktisk ret respektable ud.
“Det ville ikke være svært for mig at lave nogle seriøse penge, men jeg gider ikke risikoen. Jeg kan sagtens klare mig bare med den lille mængde, jeg sælger hver måned. Det er bedre at have en håndfuld loyale købere end at prøve at udvide forretningen og skulle sælge til alle mulige fremmede til en eller anden kaotisk fest. Det har jeg ikke nogen interesse i,” forklarer han.
Mens vi sniksnakker lidt videre om kvaliteten af det gear, der bliver solgt nu til dags, kommer en velklædt, gråhåret mand hen til os og beder om et par gram. Han har kun en stor seddel, så han køber en omgang og en pakke cigaretter til os og giver Jon byttepengene. Efter han er gået på toilettet siger Jon, “han er en nar, ham der.”
“Han går klædt sådan der, så folk tror, at han er pålidelig. Han ved udemærket godt, at der ikke er nogen, der løber om hjørner med mig. Ingen penge, intet produkt. Sådan er det bare.”
Vores gråhårede ven vender hurtigt tilbage, efter det går op for ham, at han ikke har noget at sniffe med. Han henvender sig til Jon og spørger, om han hurtigt kan låne en pengeseddel.
“Fucking glem det, med stort F,” svarer Jon.
Han forsvinder ud på toilettet igen, men står foran os igen næsten med det samme. Han ser Jon i øjnene og siger: “Giv mig et af de der rullepapirer, kammerat. Det er fucking fugtigt, det lort.”
Læs mere om stoffer og stofbrug:
Min bryllupsnat blev afbrudt af et coke-orgie i min lejlighed
