Alle billeder af Owen Scarbiena
Kate Moss er ligeså britisk som dronning Elizabeth, dobbeltdækkerbusser og mænd med grimme tænder iført fodboldtrøjer. Hun er blevet så stort et symbol på Storbritannien, at de souvenirbutikker, som på en eller anden måde overlever på at sælge nøgleringe og glimmerbesatte Big Ben-figurer i plastik, er begyndt at trykke hendes ansigt på billige hvide T-shirts og sælge dem til turisterne, der besøger London.
Hendes historie er fortalt mange gange. Som 14-årig blev hun opdaget af Sarah Doukas – grundlæggeren af Storm Model Management – i JFK lufthavnen i New York City. Et år senere havde hun været på forsiden af et britisk magasin – en kæmpe bedrift for enhver model. Hun blev verdenskendt i starten 1990’erne og blev kendt som årtiets “anti-supermodel”. Hun har været på forsiden af mere end 300 blade og været ansigt for de fleste af de store modehuses kampagner. Men alt det ved du sikkert godt.
Videos by VICE
Gennem årene er der dukket mange gamle billedserier op, men for nylig blev Moss’ første professionelle billeder opdaget i en skuffe og delt med verden. Jeg talte med fotografen Owen Scarbiena – som uden at vide det rundede en milepæl i sin fotografiske karriere – om oplevelsen af fotoshootet.
VICE: Hej Owen. Hvordan kom det her fotoshoot med Kate Moss i stand?
Owen Scarbiena: Jeg havde taget en del billeder til modebranchen og den slags, og jeg havde lavet nogle ting for Premier, Select og Storm (modelbureaer, red.), så jeg kendte Sarah og Caroline på bureauerne – og jeg ledte altid efter nye piger. På det tidspunkt arbejdede jeg på et nyt projekt: Piger i hvide designerbluser og sportstrusser, som pigerne havde på i skolen for mange år siden. Jeg fik et opkald fra Sarah Doukas fra Storm, som sagde, at hun elskede mit arbejde – som var meget rent, minimalistisk – og at hun havde den her pige, Kate, som jeg ville elske, og som passede lige ind i det, jeg lavede, fordi hun var meget naturlig.
Hvordan foregik fotoshootet den dag?
Kate var ikke trænet i at stå som en model, hvilket jeg elskede. Vi lavede nogle testbilleder af hende i den hvide bluse og sportstrusserne, og hun var helt perfekt. Hun var en lille smule akavet men meget naturlig. Jeg sagde noget i stil med, “Klokken er ti minutter i fire, og du venter på bussen,” og fortalte hende en historie, som hun udspillede, imens jeg bare klikkede løs. Jeg havde lært noget om ‘natural movement’ på skolen, hvor man skulle bevæge sig som et træ, så det gjorde vi. Det var sådan, vi fik billederne. Hun poserede ikke, hun fulgte bare historien.
Hun var meget åben, venlig og selvsikker. Hun var let at arbejde med, så vi havde det sjovt. Det var nemt at forme hende. Nogle gange arbejder man med en pige, som er ny og derfor ret nervøs – det var hun slet ikke. Det var som om, vi havde kendt hinanden længe. Min datter var der også, og de kom også godt ud af det med hinanden, så det var lidt ligesom at arbejde med en gammel ven.
Hvordan fandt du de her hidtil usete billeder? Havde du bare glemt dem i en skuffe et sted?
Vi tog billeder af en hel masse modeller dengang – nogle af dem blev berømte, men billederne blev ikke trykt nogen steder, så de blev bare lagt på hylden, og så glemte jeg, at de eksisterede. Jeg har en veninde, som fortalte mig om en af sine veninder, som havde et galleri, og som ledte efter billeder af smukke mennesker. Så sagde hun, “Har du ikke nogle billeder af Kate Moss?” De lå i min skuffe med negativer, så jeg rodede den igennem og fandt dem. Jeg havde ikke engang nogle prøvefremkaldelser, så jeg fik alle billederne forstørret. Jeg så dem og tænkte, “Wow, er det Kate? Det er fantastisk!” – for jeg havde kun set dem i det her lille format fra negativerne og aldrig i fuld størrelse. Min veninde og hendes veninde elskede dem og ville gerne udstille dem i galleriet, så det var sådan, det startede.
Havde du nogen anelse om, at hun ville blive så ikonisk, som hun gjorde, da I lavede billedserien?
Overhovedet ikke. Der er de klassiske modeller – som Cindy Crawford for eksempel – og så er der de andre, som er alternative, spøjse og fantastiske. Sådan var Kate. Jeg troede ikke, hun ville klare den, fordi hun ikke passede ind i den klassiske kategori. Hun er ikke 1.85, men hun havde sin egen særegne skønhed.
Lavede I flere billeder sammen senere hen?
Nej, desværre. Det her var første og eneste gang. Kort tid efter tog jeg til Milano, og mens jeg var væk, blev hun kæmpestor i branchen, og så så jeg hende aldrig siden. Jo, jeg stødte på hende i Notting Hill, men det var det.
Er der noget særligt ved billederne, som får dig til at tænkte tilbage på dengang?
Det var i en periode i mit liv, hvor jeg syntes, at jeg blev bombarderet af en masse rodede billeder. Jeg kunne godt lide renere linjer, og hun var bare så frisk og naturlig og personificeringen af det, jeg godt kunne lide. Så når jeg ser tilbage på det, så tænker jeg bare, “Jeg elsker det.” Jeg lavede selv hår, make-up og styling på alle billederne. Ikke at jeg var specielt dygtig til nogle af tingene – jeg var tilfreds, hvis det lykkedes mig at få lipglossen på plads. Jeg kaldte det guerilla-hårstyling – hvis man har det mest nødvendige, så kan det ikke gå galt. Jeg havde ikke nogen hårspray, så jeg brugte bare lidt vand og olivenolie i hendes hår og på huden. Hårstylister plejede at være min værste frygt, fordi de bare kommer ind og laver præcis det modsatte af, hvad man vil have.
Det jeg husker tydeligst ved Kate var, at jeg tænkte, at hun ville kunne arbejde med hvem som helst. Hun var bare så nem.
Mere fra VICE:
Denne 60-årige model ser bedre ud end du gør i tyverne
