Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE Tyskland
Jeg mødte Sarah til en fest, hvor hun fortalte mig, at hun arbejder som konservator for Gunther von Hagens. Navnet Gunther von Hagens lyder lidt ligesom en tysk læge, som flår og forarbejder menneskekroppe. Det er egentlig ikke så mærkeligt – for det er præcis det, han gør.
Videos by VICE
Von Hagens opfandt plastination – en teknik som konserverer kroppe eller kropsdele. Von Hagens er også hjernen bag Bodyworlds, den kontroversielle udstilling, som fremviser flåede, plastinerede kroppe – inklusiv gravide kvinder, deforme fostre og folk, der har sex. I 2002 udførte han en offentlig obduktion i et teater i London – som den første i 170 år. De bedrifter har været med til at give ham tilnavnet ‘Dr. Death’.
Von Hagens ejer også Plastinarium – et facilitetscenter til plastination, som ligger i den tyske by Guben tæt på den polske grænse. Det er der, Sarah arbejder. Von Hagens er i dag 71 år og lider af Parkinsons, så han har næsten trukket sig helt tilbage fra arbejdet. Der ankommer dog stadig donerede kroppe til centeret hver eneste dag, og de bliver stadig konserveret i videnskabens navn.
Von Hagens udviklede plastinationsteknikken i 1977 på universitetet i Heidelberg. Teknikken foregår ved at udskifte kroppens væske med plastik. Fra et forskningsmæssigt perspektiv er hans plastikmodeller reelt undervisningsmateriale, men at forarbejde en krop, så den holder sin egen hud eller ridder på en død hest, ligner ikke ligefrem en introduktionstime i anatomi. Betyder det, at Von Hagens ikke respekterer døden og menneskekroppens integritet? Ifølge retten i Berlin er svaret ja. I 2014 blev hans igangværende Bodyworlds-udstilling forbudt, fordi den forbrød sig mod byens begravelseslovgivning. Det menneskelige museum åbnede alligevel, men udstillingens fremtid er stadig uklar. I december afsagde retten dom imod den, men mens retssagen fortsætter, forbliver udstillingen åben.
Da det muligvis kunne blive min eneste chance, besluttede jeg at besøge Plastinarium. På vej til Guben fik jeg en uro i maven. Byen ligger to timer i tog fra Berlin, og jeg steg af på en togstation i ingenmandsland. “Hvis du vil se noget, så tag til Polen,” siger taxachaufføren til mig. Jeg spørger, om han har besøgt plastinariet, og han ryster på hovedet.
Da jeg kommer ind i Plastinarium, som ligger i en gammel hattefabrik, er mit første møde med døden en bevinget giraf i et palmetræ. Den er i godt selskab. I menageriet er der en anden giraf, som er skåret i stykker og kraniet fra en tredje giraf, som er blevet sprængt i tre stykker. Jeg må tage nogle dybe indåndinger, mens jeg venter på Sarah i lobbyen. Der lugter mærkeligt.
Da Sarah dukker op, går vi forbi plastinerede kroppe, gennemsigtige anatomiudskæringer og individuelle kropsdele og organer. Vi kommer frem til et stærkt oplyst rum med glasvægge, hvor de store obduktionsborde afventer det anatomiske læringsmateriale, som bliver forarbejdet der. Kroppene, som har ligget til grund for Von Hagens’ arbejde, er blevet doneret til centret siden 1982.
Kroppene skal først tilbringe et år i et kar med formaldehyd, inden Sarah og hendes kollegaer til sidst arbejder på dem med tang og skalpel. Kemikaliet standser kroppens nedbrydningsproces men bevarer vævet. Processen tager i alt cirka 1500 arbejdstimer fra start til slut – fra acetonebad til imprægnering med plastik. Når processen er fuldendt, består kroppene af 70 procent plastik. Jeg talte med Sarah om at arbejde med de døde.
VICE: Sarah, hvordan blev du konservator?
Sarah: Jeg mødte en kunstner, som gerne ville være dyrekonservator, og det lød virkelig fascinerende. Jeg anede ikke, at man kunne arbejde med det. Det var det helt rigtige for mig – både teknisk og kunstnerisk. Jeg ringede til alle konservatorerne i Berlin, indtil jeg fandt en praktikplads, hvor jeg var under oplæring i et år.
Er det svært at få en fod inden for i branchen, når der ikke er så mange praktikpladser?
I Tyskland er der kun én skole, der uddanner dyrekonservatorer, og den ligger i Bochum. Der er flere i Norge. Jeg assisterede en kunstner deroppe. Da jeg fandt ud af, at der lå et konservatorlaboratorium tæt på Berlin, ansøgte jeg med det samme, og blev tilbudt et job.
Hvordan gik du fra at konservere dyr til at konservere mennesker?
Under min oplæring arbejdede jeg på en slange. Jeg har slet ikke noget problem med at skulle arbejde med mennesker. Jeg hælder ikke rigtig til noget bestemt.
Hvad er det mest ubehagelige ved jobbet?
At tilbringe hele dagen i lugten af formaldehyd. Mintekstrakt hjælper dog lidt på det.
Hvad arbejder du på lige nu?
Lige nu arbejder jeg på et par fødder – jeg fjerner det fede væv med en skalpel. På den måde kan jeg fritlægge strukturerne, altså musklerne, nerverne og karrene.
Er du med til at bestemme, hvordan de ser ud til sidst?
Vi følger en plan, når vi arbejder. Den fortæller os præcis, hvordan en model skal se ud. De her er uddannelsesmateriale til skoler i Egypten, Iran og Irak.
Ved I noget om de mennesker, som donerer deres kroppe til jeres center?
Jeg kan se på deres hud, hvor gamle de var, da de døde. Indeni kan man ikke se, hvor gamle de var, for det kommer altid an på, hvor atletiske de var. Nogle gange opdager vi spor efter sygdomme eller en kræftsvulst. Jeg kender ikke deres navne og sådan noget. Det er helt anonymt.
Hvordan har du det med døden, når du er så tæt på den hver eneste dag?
Jeg ved, at jeg skal dø en dag. For mig er det helt normalt. Jeg lever mit liv med en afslappet nihilisme.
Ser kroppene nogensinde helt abstrakte ud for dig?
På en måde er det her ligesom en operation. Man arbejder hele tiden på en lille, særskilt del. Jeg er ret koncentreret på anatomien, så jeg glemmer, at det engang var en person.
Hvad fascinerer dig ved at arbejde med menneskekroppen?
Menneskets sind kan slet ikke begribe kroppens kompleksitet. Det opdager man, når man ser de besøgendes reaktioner. For et par uger siden var der en, der sagde til mig, at de hellere ville fyldes op med skumfiduser end at forestille sig, at det var sådan her, de ser ud indeni. Det er ret overvældende at indse, at det man ser rent faktisk er ægte, og at det kun er kød og nogle organer, der holder en kørende. Jeg synes det er spændende, hvordan kroppen bare fungerer automatisk i så mange år i træk. Jeg ser det helt tæt på, men jeg begriber det heller ikke rigtigt.
Hvordan påvirker arbejdet dit liv i det hele taget?
Det har gjort mig mere bevidst om min krop, og jeg har foretaget nogle ændringer i mit liv på grund af det. For eksempel forstår jeg ikke, hvordan mine kolleger kan gå forbi en udstilling af en rygers lunger på vej ud for at tage en rygepause.
Scroll ned, hvis du kan tåle at se flere billeder.
Mere fra VICE:
Vi besøgte verdens eneste fabrik, der laver kunstige babyer
Vi talte med Japans bedste BDSM-Mangakunstner
En tatovør forklarer, hvorfor hun fik sine øjenæbler tatoveret
