Lana Prins skyder sensuelle portrætter af sine nøgenbadende veninder

Denne artikel er oprindeligt publiceret på i-D.

Var der nogen, der sagde #freethenipple? Det gjorde Lana Prins, før det trendede. Den 22-årige fotograf fra Rotterdam har været besat af den kvindelige form, siden hun var 15, og hun skildrer den fra sine smukkeste sider. Hendes erotiske, men romantiske billeder er inspireret af hendes veninder, hendes søster og også hende selv. “Fordi,” siger hun, “det er okay at være stolt af sin krop og seksualitet i en verden, der er domineret af mandlig opmærksomhed.”

Videos by VICE

Lanas værker er blevet publiceret i en række uafhængige hollandske magasiner (se den shibari-inspirerede billedserie, hun for nyligt skød for den erotiske journal Self Control), og lige nu udstiller hun på The Hoxton Hotel i Amsterdam.

VICE: Du tager ofte billeder af dine veninder. Hvad kom først, fotografering eller dine smukke veninder?
Lana Prins: Mine dejlige veninder! Jeg var heldig at være omgivet af så smukke kvinder, da jeg begyndte at tage billeder som 15-årig, og det er jeg stadig. Jeg har altid været vild med at eksperimentere med skildringen af dem og at udfordre grænser.

Dine værker er karakteriseret af kvinder, romance og eksotiske beliggenheder. Hvilken historie prøver du at fortælle?
Jeg bestræber mig på at romantisere verden omkring mig. Mit arbejde er bare en brøkdel af de spændende historier, der foregår inde i mit hoved. Jeg vil gerne give seeren mulighed for at opleve de her historier ved at dokumentere nogle dele af dem. Den nysgerrighed, jeg udviklede for den kvindelige krop som en lille pige er blevet til en besættelse. Sensualiteten i mit arbejde er ikke bare en realisering af min fantasi, men også af den sensualitet, som alle kvinder har. Da jeg opdagede fotografering, begyndte jeg også at opdage min egen seksualitet. Det kan man tydeligt se i mit arbejde. Jeg vil skildre den følelse af frihed, jeg får, når jeg udtrykker mig. Jeg har aldrig rigtig følt, at der var noget, der holdt mig tilbage, og jeg vil gerne opfordre andre mennesker til at have det på samme måde.

Hvad ville du sige, hvis der var nogen, der anklagede dig for at objektificere den kvindelige form?
Hvis der er nogen, der tror, at jeg tager billeder for at seksualisere mine motivpersoner og ikke andet, så siger det meget mere om den person, end det gør om mit arbejde. Et billede af en nøgen kvinde behøver ikke at være en objektificering af kvindekroppen. Mit arbejde handler om min lidenskab for den kvindelige form, seksualitet og sanselighed, og ikke om at tilfredsstille nogen. Kvinder har ret til at være stolte af deres kroppe, og det håber jeg, mine modeller er enige i.

Hvorfor tager du kun billeder af kvinder, og tror du, at du altid vil holde dig til det?
En kvinde kan ses som et symbol på uskyldighed, men også som sexsymbol. De to ideer kan jeg godt lide at lege med gennem mit arbejde. Jeg afbilder begge sider i et varierende omfang i hvert billede for at skabe en konstant spænding. Den eksperimenteren synes jeg er ekstremt interessant. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde ville kunne se eller fotografere mænd på samme måde.

Hvordan udvælger du dine modeller?
Jeg er heldig at kende de smukkeste kvinder i verden: mine veninder og min søster. Jeg vil helst arbejde med folk, jeg kender, fordi der er en mere intim forbindelse. Det resulterer også i billeder, der er mere oprigtige. Det bliver rigtige fotografier, fordi jeg ved, at mine modeller føler sig trygge med mig.

Du bruger også dig selv som model. Er der forskel på et selvportræt og en selfie?
Mine selvportrætter er et udtryk for en bestemt følelse. Det lyder nok lidt mærkeligt, men at gøre mig selv til subjekt på et billede giver mig følelsen af at have et intimt øjeblik med mig selv. Jeg kan godt lide at tage mig god tid til det. En selfie ville ikke sige så meget om min personlighed eller mit følelsesliv.

@lana_prins

Få meget mere fra i-D! Like os på Facebook, følg os på Twitter og Instagram.

Mere fra VICE:

Ryan McGinleys mest ekstreme nøgenbilleder

Svans, betonlebbe og røvpuler: kunstner fremhæver LGBT-broderskab gennem homofobiske skældsord

Når man bliver fængslet for at twerke