Livet efter man bliver fejlagtigt stemplet som satanisk pædofil

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA.

Hvis man sammenfattede en objektiv liste over de absolut værste ting, man kan være ude for som menneske, ville det at blive fejlagtigt anklaget for at have seksuelt misbrugt små børn og derefter tiltalt og spærret inde for det i over 10 år nok stå forholdsvist højt rangeret.

Videos by VICE

Efter 1980’ernes og 90’ernes mediehysteri gennemsyrede landet med en frygt for sataniske sexforbrydere, er det præcis det personlige helvede, en håndfuld amerikanere befinder sig i i dag. Rygter og furore i medierne efterfulgt af uberegnelige og ofte umulige anklager fra små børn, der metodisk blev lokket frem af falske eksperter, resulterede i fængslingen af børnepassere og andre over hele USA. Fra McMartin-familiens dagsinstitution i Los Angeles—den længste kriminelle retssag i amerikansk historie på det tidspunkt, hvor næsten alle anklagerne frafaldt i sidste ende—til familien Amiraults dagplejecenter i Malden, Massachusetts, hvor anklagerne påstod, at omkring 40 børn var blevet “bundet fast til træer, seksuelt penetreret med knive og tortureret af en ‘ond klovn’ i et ‘hemmeligt rum,’” var det en mørk tid.

Denne sexpanik var ofte motiveret af homofobi. Se bare på retsforfølgelsen af Bernard Baran, en ung børnepasser, der lige var ankommet til sit nye nabolag i det vestlige Massachusetts, da en homofobisk familie anklagede ham for at have voldtaget deres barn. (Han sad inde i 21 år, før han til sidst blev løsladt og senere frifundet.) Eller Kelly Michaels, der blev idømt 47 år for 115 anklagepunkter for forbrydelser mod 20 børn i en dagsinstitution i Maplewood, New Jersey. Ifølge Michaels selv vidste hun, at hun ville få problemer, da politiet kom ind i den lejlighed, hun delte med en anden kvinde, og opdagede, at der kun var en seng.

Diskrimination mod homoseksuelle var også drivkraften bag den latterlige retssag mod Elizabeth Ramirez, Kristie Mayhugh, Cassandra Rivera og Anna Vasquez; fire lesbiske og latinamerikanske kvinder, der næsten stadig var teenagere. To af dem havde selv små børn. De blev arresteret i 1994 og anklaget for satanisk børnemisbrug i San Antonio, Texas; en udpræget homofobisk by, selv for en by i det sydlige Texas i 1990’erne. Og præcis som i de tidligere retsforfølgelser af homoseksuelle for satanisk børnemisbrug siger kritikere, at de etablerede LGBT-støttenetværker lod dem i stikken. Som Mike Ware, den nuværende advokat for ‘San Antonio Four’ fortæller mig: “For at være helt ærlig, var de fleste af [LGBT-]grupperne selv så marginaliserede dengang, i hvert fald i San Antonio-området, at de var modvillige til at blande sig i enhver form for angivelig sexforbrydelse.”

Anklagerne var Elizabeth Ramirez’ to niecer, der var syv og ni år gamle. Deres beretninger, som så mange andre børns i de her sager, var komplet usammenhængende og uforståelige. Pigerne var angiveligt kommet med lignende anklager mod en anden person to år forinden, mens de opholdte sig hos deres mor, og deres far lagde sag an for at få forældremyndigheden. Derudover hævdede Elizabeth Ramirez, at hun flere år forinden havde afvist seksuelle tilnærmelser fra børnenes far. (Dette benægter han.) Baggrundshistorien blev ikke godtaget som legitimt bevismateriale i retssagen, og en af de to anklagere har siden tilbagekaldt sine oprindelige udtalelser.

De fire tiltaltes sidste skub ind i fængslet kom fra pseudovidenskab. Et vidneudsagn fra en medicinsk ekspert, Dr. Nancy Kellogg, lød på, at der kunne ses klare tegn på traumer på billeder af de to små pigers jomfruhinder—en påstand, der siden er blevet aflivet af nyere retsmedicinsk forskning, (hvilket førte til, at Dr. Kellogg tilbagekaldte sit oprindelige udsagn). Da en ny “junk science”-lov blev vedtaget i Texas i september 2013, blev indsatte tilbudt muligheden for at gøre indsigelse mod skrøbelige eller fejlagtige ekspertudsagn. Et par uger senere blev de tre kvinder løsladt (Anna Vasquez var allerede blevet prøveløsladt).

I onsdags mødtes jeg med San Antonio Four, mens de var på Tribeca Film Festival i New York for at se premieren på Southwest of Salem, en ny dokumentarfilm om deres lange kamp. Til et arrangement i bogbutikken Bluestockings på Lower East Side, der var sponsoreret af National Center for Reason and Justice (en organisation, som advokerer for folk, der er ofrer for sex-panik-motiverede anklager), udtalte de fire kvinder sig til et tætpakket, stående publikum, der grinte og græd med dem.

De fortalte om liv, der ikke bare var blevet ødelagt, men også totalt afsporet. Ramirez og Rivera var blevet adskilt fra deres små børn. Kristie Mayhugh, der tidligere havde læst en prestigefyldt dyrelægeuddannelse på Texas A&M, arbejder nu på en bilfabrik – “et lidt andet fag”, som hun tørt formulerer det.

Gennem hele prøvelsen har de fire aldrig vendt hinanden ryggen. “Jeg havde det så dårligt over at have ansvaret for det, der skete—jeg er ekstremt taknemmelig over at have venner, der ikke bærer nag til mig,” fortæller Ramirez publikum, hulkende. Anklagemyndigheden stillede hende for retten alene, adskilt fra de andre tre, i et forsøg på at tildele hende rollen som bagmand i en heksejagt af en retssag, der var gennemsyret af homofobi. “Anklageren skildrede mig, som om jeg ofrede den her pige,” siger hun. “Han beskrev mig som sådan en type, der hele tiden rodede sig ud i alt muligt ballade, en satanist, der misbrugte de her børn, som var mit eget kød og blod!”

Trods de grufulde uretfærdigheder, som de fire kvinder er blevet udsat for, er de stadig i stand til at se tilbage på nogle øjeblikke med en pikant humor. De brød ud i et stort grin sammen med hele publikum på Bluestockings, da de huskede tilbage på, hvordan deres forsvarsadvokat havde forsøgt, uden succes, at neutralisere homofobien i retssalen ved at insistere på, at de – især Vasquez og Mayhugh, der ikke ligefrem har den mest tøsepigede udstråling – svøbte sig ind i garnerede kjoler og masser af makeup til deres retssag. “Og du kan se, hvor latterlige vi ser ud i filmen,” bemærker Mayhugh med et udtryksløst smil. “Kan du huske den frisure, jeg gav dig?” tilføjer Rivera.

Nu er anklagerne mod dem frafaldet, men de er ikke blevet formelt frifundet. Ware, der også er generaldirektør for Innocence Project of Texas, udtalte, at staten Texas har et økonomisk incitament til ikke at frifinde dem, eftersom hver af de frifundne kvinder så ville være berettiget til at få udbetalt 530.000 kroner for hvert år, de har siddet inde. Og den juridiske standard, der skal leves op til, er høj—fordi det i det her tilfælde er de tiltaltes uskyld, der skal bevises, og ikke deres skyld. Som Ware sagde til forsamlingen på Bluestockings, “Det er meget svært at bevise, at noget aldrig har fundet sted.”

Før panelet gik på, lykkedes det mig spørge hurtigt ind til deres personlige oplevelser bagved de mange dokumenter og overskrifter. Hvis vi tager popkulturens mange skildringer for gode varer, bliver tiltalte pædofile konsekvent mishandlet i fængsler. Troede de andre fanger på, at de var uskyldige? “Ja, det gjorde de faktisk,” fortæller Vasquez mig. “Profilen passede ikke på mig, sagde de.” På samme måde har Kristie Mayhugh heller ikke bitre minder om sine tidligere medfanger. “Man opbygger et forhold til dem, man sidder inde med – næsten ligesom en familie,” siger hun.

Jeg spurgte også Vasquez, om der havde været nogle repressalier for, at hun havde nægtet at tilmelde sig et behandlingskursus for sexforbrydere, mens hun sad i fængsel – en trodsig udmelding om hendes påståede uskyldighed. “Det havde store konsekvenser for mig. De fratog mig mine privilegier. Jeg måtte ikke længere få kontaktbesøg og kunne kun se min mor gennem en glasrude,” siger hun. “Og da jeg blev prøveløsladt, blev jeg registreret som sexforbryder, og de ville have, jeg skulle gå til terapi for sexforbrydere, men gennem en række tests lykkedes det mig at bevise, at jeg ikke passede ind i den kategori. Jeg fik mit navn fjernet fra registret, cirka halvandet år efter jeg blev løsladt.”

Hvis du sidder og spekulerer over om, der mon var nogle konsekvenser for anklageren, Philip Kazen, der satte en bølge i gang af homofobisk sex-hysteri for profit, er svaret nej. Tværtimod blev Kazen udnævnt til dommer efter sine mange domfældelser, og nu er han pensioneret og vil aldrig mærke repressalier for at have foranlediget saboteringen af disse fire kvinders liv. Og som Mike Ware mindede mig om; “anklagemyndigheden i Bexar County har endnu ikke erkendt, at mine klienter er uskyldige.” (Anklageren Nico LaHood udtalte i februar: “Jeg har nogle seriøse forbehold i forhold til den her sag, og jeg tror ikke, at det vil tjene retfærdigheden at gå videre med de her sager.”)

Men Ramirez er forbløffet over, at de ikke allerede er blevet fuldstændigt frifundet.

“Det er det samme, der skete i begyndelsen – hvordan kan jeg være anklaget for en forbrydelse, der aldrig har fundet sted?” siger hun. “Hvordan kan man ikke frifinde os? Der er gået 20 år siden 1994, og vi har ikke ændret os. Vores historie har ikke ændret sig.”

Læsere kan kontakte Bexar County Criminal District Attorney Nico LaHood på +1 (210)335-2311 for høfligt men fast at kræve, at kvinderne officielt bliver frifundet.

Mere fra VICE:

Trækasser og sex-kontrakter: En kort historisk gennemgang af svenske kidnapninger

Jeg trippede på LSD i et topsikret fængsel

Næsten 300.000 mennesker har skrevet under for at få benådet ham fra ‘Making a Murderer’