Måske har du hørt om Marcel de Sade. Måske har du hørt om den falske marquis, som medierne døbte ham i begyndelsen af 60’erne, da han blev dømt for bedrageri. Måske aner du ikke, hvem jeg taler om, men jeg synes, du bør læse videre alligevel, for denne 83-årige mand ved mere om at feste end de fleste.
Hans historie er vild og beskrevet gentagne gange i medierne gennem årene, og for nylig udkom så hans egen version af den, skrevet af veninden Pernille Frydensbjerg. I “Marquis Marcel de Sade – Glimtet bag masken” beskrives det, hvordan han skiftede navn fra Jørgen Vase Schmidt i 1958 til Marcel de Sade, og hvordan han senere købte sin adelstitel af en kardinal fra Vatikanet og dermed blev til Hans excellence Marcel de Sade, Marquis af Keriolét. En titel, der ifølge ham selv skulle bruges, når han solgte dyre smykker i udlandet, men som ikke var tiltænkt at skulle bruges i Danmark. Bogen kommer også ind på den bedragerisag, som i 1963 endte med at sende Marcel de Sade i fængsel i tre og et halvt år. Marcel de Sade indrømmer at have taget af kassen fra sin daværende arbejdsplads, men han har hele tiden fastholdt, at det var for at hjælpe en nær vens søster, som var alvorligt syg – og at han havde tænkt sig at betale det hele tilbage.
Videos by VICE
Men den historie er som sagt velkendt. Bogen fortæller også historien om, hvordan Marcel de Sade og Marquis Marcel de Sade blev to forskellige versioner af samme person. At man kunne møde Marcel, en kærlig familiefar, eller man kunne møde Marquisen, en flamboyant celebrity, men at de to personer også langsomt smeltede sammen til én:
“Som et eventyr er han, denne mand, der, når han ikke var familiefar, erhvervsmand eller arbejdede i sygeplejen, færdedes blandt fyrster, grever, baroner og kunstnere. Han røg sorte slanke cigaretter af lange cigaretrør og børstede tænker med ørkenens kaktusser.”
Og det er den mand – Københavns legendariske jetsetter – jeg er kommet for at interviewe. Jeg møder Marcel en onsdag eftermiddag til Nescafé af tyndt kaffestel i hans lejlighed på Frederiksberg – en lejlighed med flere møbler, malerier, gardiner og ja… ting, end jeg nogensinde før har set på cirka 100 kvadratmeter i København. Men han er også flyttet fra 600 kvadratmeter (også på Frederiksberg), fra en lejlighed, der lagde parketgulve til baller og legendariske midnatsmiddage.
“Dengang havde man ikke de her apparater, man kunne stadig gå med nakken tilbage,” siger Marcel de Sade.
Hvis det var mig, der var så optaget af mit private, så jeg ikke kunne være nærværende i et selskab, så ville jeg sende afbud. Det er almindelig høflighed.
Vi taler om, hvad der gjorde, at festerne dengang – dem i privaten og dem på natklubberne – var så gode. “Man talte sammen,” siger Marcel, “i dag taler folk ikke sammen. Kommer man ind i en togkupé, så er ni ud af ti optaget af at se ned i deres apparat. Tidligere sad folk og sludrede med hinanden, folk interesserede sig for hinandens gøren og laden.”
Apparaterne – mobiltelefonerne – har Marcel et anstrengt forhold til. Han vender tilbage til dem igen og igen i løbet af vores snak, for de irriterer ham, deres indvirkning på vores samvær frustrerer ham.
“De sidste store selskaber, jeg holdt, inden jeg flyttede herover, der satte jeg en fod ude i entreen med et skilt, hvor der stod, ‘Alle telefoner bedes venligst deponeret her, husk at sætte navn på’, og når så nogen med febrilske fagter sagde, ‘det mener han vel ikke’, så blev der sagt, ‘det gør han i allerhøjeste grad, og ellers – døren er der!’, og så var de jo nødt til at aflevere deres telefoner, det var jo alligevel for spændende til at gå glip af,” siger Marcel og griner.
Han smiler også ved tanken om de store fester, og når han fortæller, er det med armene i bevægelse. Hænderne snurrer elegant rundt i håndleddene og understrejer pointerne. “Der kom en masse dansere, skuespillere, malere, forfattere… Dem, jeg mødte i byen, som indlod sig på en samtale,” fortæller han om gæsterne, som han i begyndelsen sendte vogne ud for at hente, en skik, der dog blev for dyr i længden. Hans og gæsternes favoritfester, eller selskaber, som Marcel kalder dem, var midnatsselskaberne. Her begyndte festen først kort før midnat og varede hele natten.
“Når det var så sent et tidspunkt, var der næsten ingen grænser for, hvad der kunne accepteres. Jeg havde en aftale med mine venner om, at de skulle købe det sidste nye musik, som var værd at samle på, og de sørgede altid for, at musikken spillede. Der var altid dans.”
Marcel mindes et bal i wienervalsens tegn, hvor alle kvinderne kom i wienerkjoler, og en fest, hvor en veninde opsatte en hel kabaret, der blev opført i den enorme lejligheds musiksalon. “På det tidspunkt havde jeg en noget sikrere økonomi, så jeg kunne tillade mig at bestille 50 flasker champagne. Det handlede om at sørge for, at der hele tiden blev åbnet nye flasker og skænket ud – at folk fik det morsomt,” siger han, og jeg ser noget, der ligner scener fra The Great Gatsby, for mit indre blik.
“Hvordan det ville være at holde de her fester i dag…” funderer Marcel, “det ved jeg ikke. Jeg ved, at jeg ville blive fuldstændig stjernegal, hvis nogen satte sig til at rode med deres apparat, ‘jeg har babysitter, så jeg skal lige høre…’ jamen, hvad har du babysitteren for?!”
Synes du, vi har for lidt respekt for værten?
“Altså, jeg vil sige, hvis det var mig, der var så optaget af mit private, så jeg ikke kunne være nærværende i et selskab, så ville jeg sende afbud. Det er almindelig høflighed.”
I 1980’erne var Marcel fast gæst på den legendariske natklub Madame Arthur. Et sted, Marcel kalder samlingsstedet for alle de utraditionelle mennesker i København.
“Det kunne lokke mennesker til at være mere afslappede omkring sig selv. De kom godt nok stadig iklædt strudsefjer og glitter og glimmer, men de var sig selv. Og det kunne de tillade sig at være.”
Madame Arthur lagde scene til dragshows og kabareter, og det var stedet for dem, der udfordrede tidens seksuelle og kønsmæssige normer. Derfor blev Madame Arthur også hårdt ramt af AIDS-epidemien i 80’erne, hvilket også er beskrevet i dokumentaren Da døden kom forbi Madame Arthur.
“Der opstod en slags omhu for hinanden. Når man hørte om nogen, der pludselig stod uden tag over hovedet, eller hvis forældre havde reageret meget voldsomt, så var det også et sted, hvor man kunne læsse af og fortælle sin historie. Der var ikke nogen, der kunne blive chokeret af noget som helst, vi var vant til det hele. Derinde kunne du gøre, hvad du ville, ingen ville løfte et øjenbryn.”
At være festlig og en god vært er ikke noget, Marcel har fra fremmede. Han fortæller, at hans forældre var meget udadvendte, og det går også længere tilbage.
“Når min bedstemor var i teatret, så inviterede hun hele bagperronen med op til en lille fest bagefter. Og så blev nogle af dem jo venner af familien, og det udvidede sig hele tiden, så fra barns ben har jeg været vant til selskaber med 30-40 mennesker som en helt naturlig ting,” siger han.”
I de år, hvor han holdt mange fester, havde Marcel aftaler med forretninger i nærheden af herskabslejligheden på Frederiksberg. En forretning på Værnedamsvej havde endda hans fade og sovsekander stående klar, fortæller han, så hvis han ringede om morgenen, kunne de levere maden i hans eget stel om aftenen. “Dengang kunne alting lade sig gøre ved en helt almindelig telefonopringning,” siger Marcel. Og sådan blev middagsselskaber og baller med op mod 100 gæster arrangeret. “Og der blev sendt skrivelser rundt til naboerne; vi holder fest i nat, I er så velkommen til at deltage, vi kommer til at larme lidt, undskyld på forhånd – og så en flaske foran deres dør med den lille besked,” fortæller Marcel.
Jeg spørger Marcel, hvordan man er en god vært, om han har et godt tip. “I mit tilfælde har det først og fremmest været champagne ad libitum,” svarer han, “og de her midnatsmiddage. De varede til den lyse morgen – jeg har endt med at servere morgenkaffe for gæsterne også. Natten går jo hurtigt.”
Tippet til den gode gæst er at være “så respektfuld at efterlade sit apparat,” lyder det.
Og om han savner at feste?
“Nej, jeg savner egentlig ikke festerne,” siger han, “for næsten alle dem, der deltog i dem, de er væk. Jeg har to gode venner tilbage, som jeg har haft i 40 år, og det er de to eneste, hvis telefonnumre stadig står i min telefonbog.” Og når Marcel siger telefonbog, så er det sådan en af papir, han mener. Hans døtre har forsøgt at forære ham flere mobiltelefoner. “Dem har jeg lagt inde i chatollet – ‘men hvad hvis der sker noget?’ siger mine døtre. Jamen, hvad så? Så sker det.”
