“De fleste ville været gået fra forstanden… Men det gjorde vi ikke”.
Ordene kommer fra Narayna, den tredjeældste af de seks brødre, der er foreviget i den nye dokumentar The Wolfpack. Han ser tilbage på en isoleret barndom tilbragt i en nedslidt lejlighedsblok i New Yorks Lower East Side-bydel. Selvom millionbyens menneskemylder var lige uden for vinduet, havde drengene minimal kontakt med andre end hinanden og de overbeskyttende forældre.
Videos by VICE
“Nogle gange fik vi lov at komme ud en enkelt gang om året, andre år flere gange… og så var der et enkelt år, hvor vi slet ikke kom udenfor døren.”
Det var ikke, fordi faderen ønskede for sine børn, at de skulle leve et liv afskåret fra omverdenen, men han så ganske enkelt ikke anden udvej for familien. Som tilhænger af Hare Krishna var han kommet fra Peru til New York for at starte et nyt liv med sin amerikanske hippiekæreste fra Midtvesten, men snart efter ankomsten til USA, gik de barske realiteter op for ham. Han var – i hans egen optik – kommet til en syndens hule, hvor sex, stoffer og vold flød i gaderne og gennemsyrede samfundet. Og da den stærkt idealistiske far af “filosofiske årsager” ikke ønskede at tage arbejde, havde den hastigt voksende familie ikke andre muligheder end at gå for lud og koldt vand i en socialt belastet boligblok.
Her påtog forældreparret sig det fulde ansvar for børnenes skoling og dannelse, mens faren med tiltagende paranoia over truslen fra det omgivende samfund herskede enevældigt i hjemmet. Han havde som den eneste nøglen til hoveddøren, og selv ikke hans hustru bevægede sig udenfor, uden at der var en særlig grund til det.
Eddie.
Alt det kunne lyde som en tragisk fortælling om, hvordan en fars vanvid kan få katastrofale følger for en familie, men heldigvis er virkeligheden en anden – faktisk virker de seks drenge (deres storesøster optræder næsten ikke i dokumentaren) som en flok rimelig cool fyre, som langt fra er traumatiserede af deres afsondrede opvækst. Måske fordi faren og især moderen trods alt har gjort noget rigtigt, men utvivlsomt også fordi de har haft glæde af hinandens selskab.
Og så er der lige en detalje, der har haft helt afgørende betydning for drengens opvækst. Faderens enorme filmsamling på +5000 titler, der har været deres altoverskyggende interesse, og som de har dannet hele deres verdensbillede ud fra. I dokumentaren ser man, hvordan brødrene, der alle har fået traditionelle indiske fornavne og faderens efternavn Angulo, udlever deres yndlingscener fra film med hjemmelavede kostumer – Tarantino er blandt favoritterne, og drengenes tøjstil er klart inspireret af æstetikken fra Reservoir Dogs.
I filmen får man at vide, at jeres far ønskede sig at flytte til Skandinavien med familien. Det lykkedes ikke, men nu er I her så. Hvilke følelser får det op i jer?
Eddie: Jeg er i King Diamond’s hjemland, og det er sådan set det mest cool for mig ved at være i Danmark.
Mukunda: Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er skæbnens ironi, at vi nu er her. Det er jo et eller andet sted vores fars fortjeneste, men slet ikke sådan, som han havde forestillet sig det.
Hvad husker I som det fedeste ved langt om længe at forlade lejligheden?
Mukunda: Første gang vi alle gik i biografen sammen. Vi så The Fighter, og det var fucking episk, mand.
Eddie: For mig var det sejeste at gå til en koncert med Huey Lewis and the News. Jeg sang så højt, at havde mistet min stemme næste dag.
Hvad har I egentlig gang i for tiden?
Mukunda: Jeg arbejder i et filmselskab, og jeg er ved at starte mit eget selskab, som skal hedde Wolfpack Pictures. Vi laver kortfilm og har blandt andet arbejdet med VICE. På sigt er planen, at vi skal lave spillefilm.
Eddie: Jeg laver musik sammen med Glenn, vores bror. Vi har et band, hvor vi spiller old school rock.
Tak for snakken og held og lykke med det hele.
Mere fra VICE:
