Jeg har været sexarbejder i omkring syv år. I den periode har jeg hovedsageligt arbejdet som dominatrix, og min tilgang har altid været den samme. Jeg har altid tænkt, jeg vil altid være mig, og jeg vil altid elske det.
Jeg har altid været stolt over min evne til at lære nye tricks som at fæstne strømpebånd til nylonstrømper og lægge en perfekt cat-eye makeup på taxaturen fra skole til et møde med en klient. I rollen som femme kunne jeg gøre alle de ting, som jeg bedst kunne lide ved at være pro-BDSM, som for eksempel at uddele voldsomme spankings til de mænd, der virkelig havde fortjent det. Jeg var mere end glad for at tale i min Laura Palmer stemme – at fnise og indrømme ting over for folk, der var mine diametrale politiske modsætninger – men jeg nægtede at tabe mig eller barbere ben. Med det regelsæt var livet som dominatrix ekstremt lukrativt og sjovt i virkelig lang tid, men jeg blev for nyligt færdig med min universitetsuddannelse og fyldte 31. I sexarbejder-verdenen betyder det, at jeg er blevet pensionist. Derfor takkede jeg ja, da en ven inviterede mig med ind og arbejde på en “massageklinik” i Midtown på Manhattan (dvs. et sted, hvor mænd betaler for at få handjobs fra flotte damer) og tænkte, hvad fanden – det prøver jeg da gerne kræfter med!
Videos by VICE
Jeg troede, at erhvervet som handjob-administrator ville minde om at udleve kinky fantasier, men fra dag 1 stod det klart, at jeg tog grueligt fejl. Hvis du har gået rundt i Midtown, har du sikkert set lejlighederne over værtshusene og bistroerne og tænkt, hvem helvede bor dog der? Jamen, det er der ingen, der gør. Langt de fleste lejligheder i Midtown er handjob-klinikker.
Hver massageklinik har sin egen unikke stil. Det sted, jeg arbejdede – lad os kalde det Pyjamasfestland – var præmissen, at vi var en flok meget pigede piger, der tøsehyggede i en lejlighed og så Buffy the Vampire Slayer, mens vi ordnede hinandens hår. Hvis du havde lyst til at komme forbi og hænge ud med os, skulle du bare medbringe et lille økonomisk bidrag, der gjorde det muligt for os at blive ved med bare at ligge og se godt ud hele dagen. Vi kunne godt finde på at snave med hinanden, hvis vi kedede os, men vi ville allerhelst bare have pik. Hvis du kom forbi med din pik – og dine penge – ville vi hellere end gerne lege med dine nosser, grine af dine dårlige jokes, og forkæle dine muskler, hud og dårligt vedligeholdte lymfesystem.
Hver aftale fungerede på samme måde. Jeg bød klienten velkommen i døren iført makeup og undertøj. Jeg satte Portishead på, simulerede noget entusiasme omkring hans job og fritidsinteresser, ignorerede alle de stødende ting, han sagde til mig, rørte hans penis, og lod som om, at jeg elskede det, når han suttede aggressivt på mine brystvorter. (Selvom aftalerne i høj grad var fysiske, var der en eller anden forventning om, at jeg aldrig fik sved på panden.) Efter at have teaset og rørt ham, indtil han fik en orgasme, gav jeg ham et fuldt body scrub med varmt vand, pebermyntesæbe og skrubbehandske. Jeg smilede dydigt til ham, mens han tog tøj på, sagde, at jeg håbede, vi ville ses igen, og lod som om, at jeg ikke så det bundt sedler, han efterlod ved siden af iPhone-højttaleren.
Inden længe begyndte jeg at betragte mit job som en genvej til voksne mænds middagslure. Efter en af mine klienter kom i min hånd, kiggede han på mig og sagde, “Jeg mødte min nyfødte nevø den anden dag. Da jeg kiggede ham ind i øjnene, mens hans mor holdt ham, så han så ren ud – så glad og uskyldig og levende, uden noget ansvar – og så tænkte jeg, den baby har det hele.”
Efter at have givet spillere og skrubbemassage i seks timer ad gangen flere gange om ugen i et par måneder, havde jeg ret stor tiltro til mine handjob-evner. Jeg tjente gode penge og havde et godt forhold til mine kolleger. Det var helt sikkert ikke så kreativt eller tilfredsstillende som at være dominatrix, men det var heller ikke så tidskrævende – det var ligesom at være gået fra at arbejde som freelancer til at arbejde for et bureau.
Billede af forfatteren taget af Ellen Stagg
Det gik op for mig efter et par uger, at ledelsen overvågede kundernes diskussioner på internetfora. Efter omkring fire måneder begyndte klienterne at skrive ting om, at jeg var for “alternativ” til klinikken, hvilket betød, at de syntes, jeg var for formet, havde for mange tatoveringer eller var for åbenlyst lebbet til at kunne elske pik, på trods af mine suveræne handjob-evner. Jeg forstår godt, at jeg ikke er alles ideelle partner, men jeg ved fra erfaring, at jeg har alt det, der skal til for at få en klient til at more sig.
Pyjamasfestland fyrede mig på grund af de sure kommentarer på nettet. Det synes jeg var ret latterligt, og på baggrund af de hundredvis af kunder, som jeg har tilfredsstillet gennem årene, kan jeg konstatere, at selvhøjtidelige handjob-klienter muligvis har den mest firkantede forestilling om kvindelig skønhed af dem alle.
Tidligt i mine 20’ere, da jeg først begyndte at arbejde som ‘pro-domme‘, var jeg åben over for at være føjelig, og jeg var fucking god til det. Jeg kan stadig se mig selv som 24-årig – en baby med et bedre stofskifte, længere hår og færre 70’er sci-fi-tatoveringer, der cyklede hjem med 20.000 kroner gemt i min sko i et sus af adrenalin og magt.
Jeg troede, at jeg ville være den pige for evigt, men nu indser jeg, at jeg var naiv. For første gang nogensinde overvejer jeg at forlade branchen. Det gør mig trist, men det er gået op for mig, at opfattelsen af mig selv som en sexet superhelt var lige så meget en fantasi som den fantasi, mænd havde om mig. Det glamourøse ved sexarbejde påvirker sexarbejdere i lige så høj grad, som det påvirker kunderne. Da jeg var 24, havde jeg det fint med at lade som om, at jeg var en anden, end den jeg var – jeg lod hele tiden, som om at jeg var en anden. Min tid som professionel pikspiller lærte mig, at jeg ikke længere er god til at lade som om.
Mere om sexarbejde fra VICE:
Livet som mandlig transkønnet sexarbejder
Vi spurgte selvstændige sexarbejdere, hvordan de udvælger deres kunder
