Man kan udvide sin bevidsthed på mange måder. De involverer for det meste indtagelsen af et eller andet psykoaktivt stof, at lægge sig i en hvid tank fyldt med vand, eller at sidde ædru foran et blinkende lys, mens man hører trancemusik. Men så vidt jeg ved, er der kun en, der kræver, at du borer et hul i panden.
Trepanation er en procedure, hvor et lille hul bores i kraniet og overlades til at vokse sammen af sig selv. Proceduren kan angiveligt føre til en forlænget positiv effekt på det trepanerede individs humør, og generelle velbefindende. Der er ikke meget videnskabeligt belæg for, at der er nogle konkrete fordele ved trepanation, men det er blevet gjort i titusindvis af år, så der må være et eller andet, der får folk til at blive ved med mekanisk at indsætte metalstykker i deres kranier.
Videos by VICE
Amanda Feilding er direktør for Beckley Foundation, en sammenslutning der har forsket i bevidsthed i over et årti. Deres forskning beskæftiger sig med hele det bevidsthedsudvidende spektrum, fra cannabis til LSD og buddhistisk meditation, og Beckley er også en af de førende organisationer, når det kommer til den videnskabelige fysiologi bag trepanation. Tidligt i 1970’erne trepanerede Amanda sig selv, da hun ikke kunne finde en læge, der ville gøre det for hende, og hun er siden blevet noget af en ekspert på området.
Jeg besøgte Amanda i hendes hjem i udkanten af Oxford, for at snakke om trepanation, og hvordan hun udførte operationen på sig selv.
Amanda i 2012.
VICE: Hej Amanda, kan du give mig en opsummering af trepanationens historie?
Amanda Feilding: Trepanation er den ældste kirugiske operation i verdenen, den kan spores tilbage til mindst 10.000 f.Kr., og er blevet udført af vidt forskellige civilisationer uafhængigt af hinanden på næsten alle kontinenter i verden. Fra Sydamerika til stenalderens Europa. Skikken har en rig og mangfoldig historie. Shiva, hinduernes gud for den udvidede bevidsthed, var trepaneret. Tibetanske monke gjorde det, og operationen bliver også foretaget i Afrika i dag.
Hvad mener du med “i dag”?
Det 20. århundrede. Jeg kendte en fra Nigeria i 60’erne, der fortalte mig, at de “seje” drenge i landsbyen tog ud sammen med shamanen, når de fyldte 13, for at blive trepaneret.
Var der et legitimt medicinsk formål med det?
Bestemt. De her civilisationer kunne ikke opstille fysiologiske hypoteser omkring trepanation, så de gav det deres egen esoteriske forklaring. Det er blevet beskrevet som at “lukke lyset ind” eller “lukke dæmonerne ud”. Det er blevet anvendt med succes til at behandle kroniske hovedpiner, epilepsi og migræne, og var overraskende udbredt inden 1. Verdenskrig, hvor lægerne begyndte at lave det hvide snit. Så begyndte det pludselig at blive anset som primitivt. I min fars leksikon fra 1912 står der, at trepanation blev brugt mere og mere i behandlingen af psykiske lidelser. Det bliver faktisk stadig brugt i moderne hjerneoperationer, men hullet bliver som oftest fyldt ud.
Havde det nogen religiøs betydning?
For nogle var trepanation en rituel skik, hvor shamaner, konger og præster blev trepaneret. Jeg ville sige, at det var fordi de her højerestående sekter, især de sydamerikanske, tog psykoaktive stoffer. Trepanationens bevidsthedsudvidende effekter gav dem en mindre distance at drosle ned fra, efter stofferne stoppede med at virke.
Okay. Du er selv trepaneret – hvad fik dig til det?
I 60’erne arbejdede jeg meget med komparativ religionshistorie og mysticisme, og jeg havde hørt om en hollandsk forsker, der havde trepaneret sig selv og havde en teori om de dybereliggende fysiologiske forandringer, det medførte. Jeg kendte ham ikke, før han var trepaneret, hvilket betød, at jeg heller ikke vidste, hvilke ændringer det havde medført. Selvom jeg var interesseret i trepanation, var jeg ikke udpræget interesseret i at få foretaget proceduren på mig selv.
Men jeg havde en anden ven, der gjorde det, og jeg bemærkede en klar forandring hos ham, der var meget subtil. Han var mildere på en måde, og udviste lidt mindre af den neurotiske opførsel, som vi alle sammen har. Jeg kendte ham ualmindeligt godt, og bemærkede en klar forskel. Senere havde jeg en anden ven, der gjorde det. Han havde kroniske hovedpiner, der betød, at han mistede en dag eller to om ugen, men siden har han ikke haft de hovedpiner i over 30 år. Jeg begyndte at lede efter en læge, der ville trepanere mig, blandt andet den royale families læge, der var meget interesseret. Han havde faktisk et hul i hovedet fra et uheld som barn. Efter at have søgt i fire år uden succes, besluttede jeg mig for at gøre det selv.
Et trepaneret kranie, der er fundet i Peru. (Billede via)
Hvad slags forberedelser lavede du?
Jeg var selvfølgelig meget forsigtig, og forberedte mig meget grundigt. Jeg brugte en elektrisk boremaskine med en flad bund og en fodpedal, og testede boret på min hånd, for at se om det ville beskadige huden. Det hele var meget velforberedt, men mere end noget andet havde jeg forberedt mig psykologisk.
Ja, det strider vel lidt imod alle instinkter at bore et hul i sit eget hoved.
Nu er jeg jo kunstner, så jeg tænkte, at jeg ville lave en film om det. Det hjalp at lave filmen, fordi det føltes som om, at jeg adskilte mig lidt fra situationen, og tog et skridt tilbage.
Så du havde den fysiske bedøvelse, og den mentale “bedøvelse” af at behandle det som et kunstværk.
Ja, det var effektivt. Efter jeg havde udført proceduren, viklede jeg mit hoved ind i et tørklæde, spiste en steak for at erstatte jernet fra blodtabet, og tog til en fest. Det har ikke nogen negative virkninger – man bliver ikke inhabil på nogen måde. Det er bare en operation, der tager en halv times tid. Men jeg anbefaler på ingen måde selv-trepanering; det burde altid blive udført af medicinske professionelle, der ved hvad de laver.
Hvordan havde du det efter proceduren?
Dengang beskrev jeg det som at mærke tidevandet flyde ind: der var en følelse af at stige op, langsomt og forsigtigt, på rare, meget subtile måder. En ting, som jeg mærkede meget tydeligt var forandringerne i mit drømmemønster: mine drømme blev meget mindre urolige. Det bemærkede jeg lige med det samme. Kan alt det beskrives som en placebo? Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, og det er jeg meget bevidst omkring. Men uanset hvad mærkede jeg en forandring – også hos de mennesker, som jeg kendte godt, der også blev trepaneret. Der var en fundamental ændring i os alle sammen.
Hvad er så hovedårsagen til trepanation?
Når en baby bliver født, er toppen af dens kranie meget blødt og fleksibelt. Først lukker fontanellen [den bløde, øverste del af kraniet] sig, derefter kranieknoglerne, hvilket hæmmer hjertets fulde pulsering. Man kunne sige det sådan, at hjertet forhindres i at komme til sit fulde udtryk i hjernen. Det tab af “pulstryk” fører til en forandring i forholdet mellem de to væsker, der findes i hjernen: blod og rygmarvsvæske. Blodet forsyner hjernecellerne med det, de har brug for, som for eksempel glukose og ilt. Rygmarvsvæsken fjerner forskellige giftige molekyler.
Trepanation virker ved, at hjertets fulde pulstryk genoprettes. Så udvider hårkarene sig en smule, og lidt af rygmarvsvæsken udledes. Når kredsløbet bliver for tungtflydende, (når der ikke pumpes nok rygmarvsvæske ind i hjernen, red.) kan stillestående væskemængder hobe sig op, hvilket kan føre til demens og Alzheimers.
Trepanationsudstyr fra 1600-tallet, som Amanda har fået i gave.
Okay. Efter du startede Beckley Foundation begyndte du at forske i effekterne af, og de mulige fordele ved trepanation. Hvilke forhold undersøgte du?
I den research jeg lavede med den russiske forsker Professor Moskalenko, observerede vi patienter, der blev trepaneret i forbindelse med andre operationer, og hvad der skete, når knoglen blev fjernet og ikke erstattet. Det førte faktisk til mere blod i hjernen, og hos dem, der fik hullet udfyldt, gik blodniveauet ned igen. Det er ret tydeligt, at kredsløbet i hjernen øges, når hullet laves, og falder, når det lukkes. Men der er stadig behov for mere forskning, med sunde testpersoner.
Den anden research, vi lavede, var med folk, der havde Alzheimers i forskellige stadier. Vi fandt frem til, at deres rygmarvsvæske havde nedsat mobilitet i forhold til andre, der havde et “sundt” hjernekredsløb. Det var ikke et mangel på blod i hjernen, der var et problem hos de her patienter, det var manglen på udvaskning af giftstoffer af rygmarvsvæsken. Den research bidrog til udviklingen af et apparat, der kan måle den slags ting, og endda agere som et tidligt advarselssignal for hjernesygdomme.
Om trepanation forebygger de her sygdomme, og om det har andre effekter, er noget, jeg ville elske at forske videre i på et tidspunkt. Det er stadig en hypotese, der for øjeblikket ikke kan bevises, fordi jeg endnu ikke mener, vi har de rette instrumenter til at undersøge det fuldt ud. Men det lader til, at det er det, trepanation er blevet brugt til historisk, selv om dem, der udførte proceduren, ikke har haft forståelse for de bagvedliggende videnskabelige årsager dengang. Den forskning, vi lavede omkring trepanation, hvor vi kun brugte omkring 15 mennesker, er ikke helt nok til at drage konkrete videnskabelige konklusioner. Vi har brug for at forske med flere mennesker.
Ville du forske i det her selvom du ikke selv var trepaneret?
Ja, det tror jeg. Men min personlige erfaring med at blive trepaneret – som jeg selvfølgelig ikke har 100 procent tiltro til – efterlod mig med følelsen af, at det er noget, der er værd at forske i.
Hvordan går det med den forskning?
Det er svært. Selvom det ikke er ulovligt at trepanere, er det heller ikke helt lovligt. Det er et uløseligt dilemma. Man kan ikke få forskningen godkendt, fordi der ikke er nok belæg for det, men man kan ikke få belæg uden forskning. Jeg synes, det er mærkeligt, at folk kan få skiftet køn, men ikke blive trepaneret – en simpel operation. Vi burde forske mere i den her simple operation, der potentielt kunne udvide bevidstheden.
En plakat fra Amandas politiske kampagne, 1979 til 1983. (“Det var ikke min intention at blive valgt, det var mere et kunstprojekt. Jeg ville have det medicinske samfund til at indse, at det er et interessant område, der er værd at blive forsket i.”)
Tror du det bliver lovligt i fremtiden?
Helt klart. Især i lande, der har et tættere forhold til ideen om bevidsthed, som Brasilien eller Indien.
Igennem de sidste 40 år er jeg blevet vandt til at kæmpe imod de fordomme, der omgiver trepanation, og jeg har aldrig rigtigt forstået tabuen omkring det. Jeg har det sådan, at samfundet gør sig selv en bjørnetjeneste ved at tabuisere det, og det bedste, vi kan gøre, er at få så meget viden om at ændre og udvide bevidstheden som muligt, og finde ud af, hvordan vi kan tage det i brug for at hjælpe menneskeheden. I traditionelle samfund, der er meget mere bevidsthedsorienterede, anerkendes den shamanske proces: processen, hvor man ændrer sin bevidsthed, om det så er ved at faste, danse eller ved at indtage psykedeliske stoffer. De anerkender, at det er en meget vigtig del af at skabe bånd i samfundet, og af at træffe beslutninger.
Tak Amanda.
Mere fra VICE:
Jeg stoppede med at ryge ved at tage svampe
Ting du skal vide, hvis du overvejer at få lavet en ny penis
