Mød kvinderne i den antikapitalistiske bevægelse, der kæmper for retten til at være fede, nøgne og vilde med pizza

Alle billeder af Marie Hald

På Helene Thyrsteds sweatshirt står der ‘Pizza my heart’ i tegnefilmsagtige bogstaver. “Ligesom piece of my heart,” forklarer hun. Hun har også en bluse med donuts, fortæller hun. Og en med is.

“Jeg har brugt mange år på ikke at associere mig med mad. Ikke snakke om mad og ikke spise offentligt. Jeg tænkte, at folk ville syntes, det var ulækkert. Jeg fandt en befrielse i at kunne stå ved det,” siger Helene Thyrsted.

“Alle kroppe er gode kroppe”, #effyourbeautystandards og #fatgirlscan. Hvis du har en konto på bare ét socialt medie, er der en god chance for, at du er stødt på den kropspositive bevægelse. For med instagram, facebook og mainstream-medier, der følger trop, er den blevet mere synlig end nogensinde.

Herhjemme er foreningen FedFront det nyeste knopskud. “Et fedtaktivistisk initiativ med et ønske om at dokumentere og bekæmpe kropshadet og skabe et netværk for tykke mennesker.” kalder de sig på deres hjemmeside.

Bevægelsen har været dækket bredt i danske medier op til deres første intromøde for tykke mennesker. Jeg ville gerne med, men intromødet var ikke for pressen og desuden kun for “tykke-tykke”. Min egen tykhed er af den slag, der er er dømt acceptabel af samfundet. Plus size-tyk. Timeglasfigur-tyk. Kan-ikke-købe-bukser-nogen-steder-men-bliver-ikke-råbt-af-på-gaden-tyk. Derfor inviterer jeg Helene Thyrsted på kaffe. Hun var nemlig med.

Det hele skulle være med slukket lys og under dynen, og jeg tænkte, jeg kommer jo ikke til at have et normalt liv i denne her krop.

“Jeg tror der sidder mange mennesker i alle aldre og med alle former for baggrunde som ikke ved, at de faktisk er okay i den krop, de er i,” siger Helene Thyrsted, da vi mødes dagen efter FedFronts intromøde. Hun besluttede sig for at deltage i mødet, da hun manglede et fysisk fællesskab med andre tykke mennesker. Sociale medier er en ting. At mødes er noget andet, siger hun.

“Jeg har ikke mange tykke venner, for man baserer jo ikke sine venskaber på vægt. Tykke mennesker har jo ikke nødvendigvis de samme interesser, for vi er jo bare mennesker. Men vi har alligevel denne her ting til fælles,” siger hun.

Helene Thyrsted ser sig selv som “et menneske, der er kropspositivt”. Og når hun taler om sin kamp om at få et godt og afslappet forhold til mad, forstår jeg godt, hvad hun mener.

Jeg kan huske, hvordan jeg selv aldrig spiste i skolen, da jeg gik i 6.-7. klasse. Jeg spiste hjemme ved 7-tiden om morgenen, og så ventede jeg med at spise igen, til jeg kom hjem engang efter 15. Jeg var overbevist om, at hvis mine klassekammerater så mig spise, ville de væmmes lige så meget ved min krop, som jeg selv gjorde.

Helene Thyrsted beskriver mødet med kropspositivitet som en ny verden, der åbnede sig. En dag for nogle år siden sad hun derhjemme og havde det dårligt. Med sig selv og sin krop. Og med sex. For som hun siger: “Det hele skulle være med slukket lys og under dynen, og jeg tænkte, jeg kommer jo ikke til at have et normalt liv i denne her krop. Og jeg kan ikke komme ud af den, så der var ikke nogen udvej.

Så hun spurgte google: “Er der overhovedet nogen, der gider knalde en, der er tyk?” Og i stedet for det rungende ‘NEJ’, hun havde regnet med, opdagede hun en verden af aktivister, der fortalte, at tykke kroppe var lige så værdifulde som alle andre. Og jo mere hun læste og så på kvinder, der lignede hende, jo bedre fik hun det.

“Når det bliver så synligt i ens hverdag, er der noget der skifter, og stille og roligt bevæger man sig i den rigtige retning.”

Det er komikeren Sofie Hagen og sygeplejersken og aktivisten Andrea Storgaard Brok, der har stiftet FedFront. Jeg kender dem begge fra mit tidligere arbejde med kropsaccept, og jeg skriver til dem, for at høre mere om, hvad de vil, og hvad det egentlig betyder, at FedFront er en bevægelse.

“Vi har brugt mange ord til at beskrive os – bevægelse, front, organisation – jeg har sågar brugt ordet ‘hær’”, skriver Sofie til mig. “Det centrale er, at vi forsøger at organisere folk, at skabe grupperinger og fællesskab. Derfor er målet heller ikke, at FedFront er to eller tre personer men rettere et netværk. Vi tror på, at forandringer er noget, der sker, når man arbejder sammen, derfor skal FedFront være et kollektivt projekt.”

“Vores budskab er egentlig simpelt: Fedthadet skal stoppe. Der er teenagere der bliver mobbet så voldsomt på grund af deres kroppe, at de tager deres eget liv. Fedthadet avler selvhad. Så vi vil sprede det budskab: Der er ikke noget forkert ved at være tyk. Punktum,” skriver hun.

Sofie Hagen er komiker, kropsaktivist og medstifter af FedFront.

En anden, der deltog til intromødet sammen med Helene Thyrsted, er Sofie Schultz Andersen. Hun er 21 år og bor i Nordsjælland, og hun faldt egentlig over begivenheden ved et tilfælde. Hun kunne godt lide den lidt provokerende tone, som FedFront havde, forklarer hun. At de var “fedtglorificerende”. For: “Andre mennesker siger alligevel, at vi glorificerer fedt bare ved at eksistere.”

Når hun taler om FedFront og om intromødet, siger hun – ligesom Helene Thyrsted – konsekvent “vi”. Jeg spørger hende, om hun føler, at hun er en del af FedFront.

“Ja, det gør jeg. Det gjorde jeg det øjeblik jeg satte mig ned inde til mødet,” siger hun.

“Jeg har aldrig været sammen med så mange mennesker, der så ud som jeg gør, på samme sted. Og fordi vi alle sammen ved, hvorfor hinanden er der, så har vi det til fælles. Så opstår der en stemning af, at vi har hinandens ryg.”

Sofie Schultz Andersen var glad for, at mødet var for tykke-tykke. Da jeg selv overvejede at deltage i mødet, var det som privatperson, ikke journalist. Men jeg tror, det var godt, at jeg ikke gjorde det. Fyre løber ikke op til mig, når jeg er i byen, og siger, at jeg ikke burde være her, som Sofie Schultz Andersen sommetider skal høre, når hun er ude med sine venner. Eller spørger, om jeg har diabetes, som en mand gjorde mod Helene Thyrsted, da hun kom gående ned ad gaden i Aarhus.

Indenfor den kropspositive bevægelse er der opstået et nyt normsæt for, hvordan kroppe skal se ud, godt hjulpet på vej af medier og modebranchen, der langt hen ad vejen kun portrætterer en bestemt type tyk person. Ashley Graham-tyk. Modellen – der også kalder sig kropsaktivist – er 1.75 centimeter og en størrelse cirka 42. Og selvom hun af modeverdenen dermed betegnes som ‘plus size’, er hun, takket være de seneste års fokus på kropsdiversitet, blevet en hyppig figur på magasinforsiderne og modeugernes catwalks. FedFront henvender sig til dem, der ikke passer ned i det nye, kurvede kropsideal.

Birgit Petterson har beskæftiget sig med kropsaccept professionelt de sidste mange år. Hun er forsker ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet og har beskæftiget sig med den tykke krop siden 80’erne. I 1997 skrev hun bogen Frygten for fedtet, hvor hun blandt andet kritiserede ernæringsvejledninger og fedmeforskning for at være for kommerciel og afhængig af erhvervsinteresser.

Men forskeren ser generelt en positiv udvikling disse år.

“Der er masser af forskning, der viser, at tykke mennesker bliver diskrimineret. Heldigvis synes jeg, der er flere og flere, der tager det op, og man skriver mere ordentligt om det i pressen,” siger hun.

“Man kan ikke bare sige, at det er den enkelte, der er skyld i, at de er svært overvægtige, og derfor kan man ikke bebrejde mennesker det.”

Sofie Schultz Andersen vil gerne ud på skoler og uddannelsessteder og fortælle andre om de tilråb og den latterliggørelse, hun og andre tykke regelmæssigt bliver udsat for.

FedFront råber til kamp mod fatshaming. Eller fedthad som de kalder det på dansk. Fedthad er, når mennesker latterliggør eller udskammer tykke mennesker. Eller bare mennesker, der har meget fedt på kroppen. Ifølge Birgit Petterson stammer fedthadet fra dengang, man begyndte at lave befolkningsundersøgelser efter 2. Verdenskrig, og hvor forsikringsselskaber også begyndte at efterspørge tal på, hvordan folk havde det.

“I første omgang så man en sammenhæng mellem tidlig død og overvægt, men meget blev fejltolket, og man moderede den forståelse senere. Der er mange i slankeindustrien, der tjener penge på, at folk skal blive tyndere,” siger hun.

Det er dog langt fra alle, der er begejstrede for FedFront og deres initiativ. I kommentarsporene på Facebook bliver der joket på de tykkes bekostning. Andre deler deres bekymring for de tykkes helbred. Før intromødet var der en, der kommenterede og spurgte, hvem der mon “tog kage med”.

Helene Thyrsted, der var med til mødet, griner. “Jeg håbede virkelig, der var nogen, der tog kage med.”

En af dem, der har kritiseret FedFront, ikke i kommentarsporene men i den her kronik i Politiken, er Nicolai Svejgaard. Han er medlem af partiet Venstre og har efter eget udsagn “en betydelig livvidde”. Alligevel føler han ikke, at FedFront henvender sig til ham.

“For mig at se er det et projekt, der retfærdiggør sig selv med kropspositivitet, men i virkeligheden handler om anti-kapitalisme og feminisme. Det er identitetspolitik, der handler om at forskellige grupper skal have særlige rettigheder,” siger han, da jeg ringer til ham for at få uddybet kritikken.

Det korte af det lange er, at vedligeholdelsen af kropsnormer og idealer er en milliardindustri – altså big business. Der er penge i at få folk til at føle sig forkerte. – Sofie Hagen, medstifter af FedFront

Nicolai Svejgaard synes, det er positivt at arbejde henimod et samfund, der i højere grad accepterer, at folk ser forskellige ud, forklarer han. Men han mener ikke, at nogen grupper skal have særlige rettigheder – og han mener, at en større repræsentation af tykke mennesker i for eksempel medierne er “en særrettighed”.

“Selvfølgelig anerkender jeg da, at tykke mennesker bliver latterliggjort og lagt for had, men det er der mange, der gør, og det er aldrig berettiget. Derfor mener jeg ikke, det hjemler en særlig beskyttelse at være overvægtig. Jeg er enig i, at samfundet er fikseret på et uinteressant kropsideal – jeg mener bare ikke, de [FedFront, red.] har fat i den rigtige løsning,” siger han.

Hvad er så løsningen?

“At man har frihed til at tage ansvar for sig selv, behandler hinanden ordentligt og ikke prøver at konstruere sig ud af problemer ved at oprette særrettigheder.”

Jeg indvender, at det jo faktisk er sådan, samfundet er indrettet nu, og at jeg ikke kan se, hvordan det skal føre til nogen ændring. Nicolai Svejgaard er ikke enig. Han synes, der sker store ændringer lige nu.

“Litteraturfestivallen KBH Læser handler om vækst, og på forsiden har de en meget velnæret og barmfager kvinde. Det er der ingen, der har tvunget dem til. Den forside hænger som plakater i hele København,” argumenterer han.

“Det er en utrolig pæn forside,” siger han. “Men jeg synes, at sådan nogle ting skal ske organisk.”

Jeg kan ikke lade være med at smile lidt. Det er nemlig Helene Thyrsted, der er på plakaten, og jeg kender fotografen, der har taget billedet. Faktisk hjalp jeg hende med at finde frem til Helene. Så ingen tvang. Er det så ‘organisk’? Det er i hvert fald ikke tilfældigt, tænker jeg.

Helene Thyrsted som hun så ud på forsiden af KBH Læser-plakaterne, der har hængt rundt omkring i København.

Hos FedFront tager de ikke kritikken særlig tungt.

“Jeg kan umuligt tage noget som helst seriøst, som kommer fra den borgerlige fløjs politikere,” siger Sofie Hagen.

Efter hendes mening, er antikapitalisme nemlig et vigtigt aspekt i kropskampen, og ligesom Birgit Petterson peger hun på de kommercielle interesser i udskamningen af tykke.

“Når vi taler om kropskamp, kan vi ikke undgå at tale om idealer, kropsnormer og hvordan disse reproduceres i medier og industrier. Det korte af det lange er, at vedligeholdelsen af kropsnormer og idealer er en milliardindustri – altså big business. Der er penge i at få folk til at føle sig forkerte. Det er der, fordi man kan tilbyde folk diverse produkter der kan ‘fikse’ dem, så de føler sig lidt mindre forkerte. Hvis ingen af os syntes, vi skulle se ud eller agere på én særlig måde, så ville der ikke være nogen efterspørgsel af de produkter der ‘fikser’ os,” siger Sofie Hagen.

“Det er helt centralt i kampen, at den enkelte tykke person ikke skal være ansvarlig for det had vedkommende udsættes for – det er nogle sociale strukturer og kulturelle konstruktioner som gør, at fedtfobien trives. Vi mener, at det personlige er politisk, og derfor er der ingen kropskamp uden politik.”

FedFront skriver på deres hjemmeside, at de vil råbe politikere og medier op. Men det vigtigste er at nå deres hovedmålgruppe – de tykke.

“Folk skal i første omgang møde hinanden, se at de ikke er alene og danne fællesskaber. Det er vores højeste prioritet, derefter kan vi begynde at fokusere på medier og industrier,” skriver Sofie Hagen.

Helene Thyrsted opfatter sig selv som en del af FedFront nu. Og hun vil gerne stable noget på benene i Aarhus. Udvide sit netværk. Indtil videre har hun oprettet en Aarhus-gruppe for FedFront på Facebook med 15 medlemmer i skrivende stund, og de arbejder på at holde første møde i marts.

“Det handler om at give sig selv tilladelse til at eksistere i det rum, man er i og forhåbentlig opbygge mod til at kunne stirre igen, når folk stirrer på gaden,” siger hun.

Sofie Schultz Andersen vil gerne holde oplæg på skoler og uddannelsesinstitutioner. Fortælle andre, hvad hun har oplevet. Fortælle, hvordan folk råber ad hende og kommenterer på hendes krop.

“Jeg tror ikke, folk ved, hvor meget tykke mennesker bliver antastet på gaden og råbt af. Derfor vil jeg rigtig gerne vise folk, hvad det er, der sker,” siger hun.

Begge håber de, at Danmark om et år ved, hvad og hvem FedFront er.

“Jeg håber, at vi er der, hvor folk ligesom indser, at vi ikke går væk. Vi bliver ikke trætte. Uanset om folk de gider diskussionen eller ej, om folk gider se på os eller ej, så handler det for mig om at insistere på at være synlig,” siger Helene Thyrsted.