Den dansk-tyske grænse strækker sig over 68 kilometer fra Kruså i øst til Rudbøll i vest. På begge sider af grænsen ligger de små landsbyer som perler på en snor. Hernede er der langt til nærmeste ramen-bar, til gengæld kan du købe tre rammer Slots-pilsner for 130 kroner i Fleggaard. Folkene, der bor i det her område, har et ben plantet i hver lejr: Der er tyske dönere, danske sandstrande, bratwurst og Bundesliga-hår den ene dag og sønderjysk kaffebord den næste. Vi var interesserede i at se, hvordan grænselandet tager sig ud fra begge sider, så vi sendte vores fotograf Casper Aguila Christoffersen afsted for at dokumentere hverdagen helt nede i det sydligste Danmark og det nordligste Tyskland.