Jeg tog hele vejen fra Danmark til Thailand for at besøge "The Beach", og shit, hvor blev jeg skuffet

Det her er Sarahs egen beretning:

Det var det her, jeg havde ventet på – stranden, som instruktøren Danny Boyle gjorde verdensberømt i The Beach, var 20 minutter i en speedbåd fra mig, og lige siden jeg så filmen som lille pige, havde jeg glædet mig til at opleve den med mine egne øjne.

Jeg havde ikke undersøgt så meget, jeg vidste bare, at jeg skulle derhen og se, om jeg kunne finde meningen med livet, så jeg betalte 1000 baht – cirka 200 danske kroner – og stod klar klokken 8 om morgenen i mine nyindkøbte, fake Havaianas-klipklappere.

Ved mødestedet fik jeg besked om, at jeg var en del af "gruppe 23", og beskeden kom med et rødt plastik-armbånd, som jeg skulle have på under hele turen. Det begyndte at gå op for mig at jeg var en af mange, rigtig mange, der skulle samme sted hen.

De fleste af bådens kvindelige passagerer var iført farverige saronger, som indikerede, at vi var åbne for fremmede kulturer, og vi var allesammen smurt ind i velduftende, billig Nivea-solcreme, der vistnok lægger sig som et lag oven på korallerne, når man bader, så de ikke kan ånde og dør.

Vores guide, Somporn, var en lille og høflig mand med hurtige bevægelser, der blev ved med at sige, at vi skulle følge efter ham. På speedbåden (som selvfølgelig hed same-same) blev vi beordret til at tage redningsveste på, og så sad vi der, side om side, i neon-orange veste, på vej ud i den store verden, til intet mindre end den strand, hvor Leonardo Dicaprio for 15 år siden havde svømmet med selvlysende plankton og været lykkelig og fri. Og nu var det så vores tur til at finde meningen med livet og være lykkelige på stranden.

Jeg kunne mærke hjertet, der hoppede et ekstra slag, da jeg så "klippen" - jeg kunne kende den fra filmen, men desværre for mig – og alle andre – havde ingen af os oplevelsen for os selv.

Da vi fik møvet speedbåden ind mellem de 10.000 andre speedbåde, og der pænt blev sat en stige i vandet, så man kunne undgå at blive mere våd end højst nødvendigt, råbte Somporn "40 minutes, you come back to boat", hvorefter han fløjtede i en lille fløjte og skreg "go"…

Vi væltede ind over hinanden for at komme først ned på sandet og hev selfie sticks, mobiler, og store, klodsede kameraer frem. Jeg endte selv i en akavet og besynderlig cirkel af mennesker, hvor jeg nærmest var ude i kampsportslignende bevægelser for at tage billeder uden mennesker på. Det lykkedes ikke.

40 minutter senere lød Somporns fløjte igen, jeg pakkede febrilsk mine ting sammen og løb zigzag gennem det sololieglinsende menneskehav med kurs mod same-same. Få minutter efter fløj vi afsted over vandoverfladen på vej tilbage til fastlandet. Undervejs i kaosset mistede jeg mine klipklappere, men de er forhåbentlig gået i arv til en anden The Beach-pilgrim.