En overlevende fra Bataclan fortæller om livet efter angrebene

Denne artikel blev oprindeligt udgivet på VICE France

For et år siden trængte to terrorister ind på Charlie Hebdos kontorer i det 11. arrondissement i Paris og dræbt 12 mennesker. To dage senere angreb en anden mand supermarkedet Hyper Cacher, Porte de Vincennes og dræbte tre kunder og en ekspedient. Den 13. November ramte terror igen den franske hovedstad. Denne gang mistede 130 mennesker livet, mens 352 blev såret.

21-årige Julia*, der studerer i Paris, var på Bataclan den aften, hvor 90 fans af bandet Eagles of Death Metal mistede livet. Efter at have gemt sig i en halv time blandt ligene og næsten være blevet skudt i hånden, formåede hun at flygte fra spillestedet sammen med en af sine venner. Vi mødtes med Julia i sidste måned for at snakke med hende om, hvordan hun reagerede den aften, og hvordan hendes liv har været siden den dag. Det følgende er hendes fortælling i en redigeret udgave.

I det store hele har det ikke rigtigt ændret den måde, jeg opfører mig på eller mit daglige liv – men måske er det for tidligt at sige. Siden den dag har alting virket lidt absurd, som om jeg var med i en film eller midt i en drøm. Alt hvad jeg gør – når jeg laver mad eller shopper – virker nu underligt og næsten upassende. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan fortsætte med at gøre alle de her hverdagsting, når så mange døde. Jeg føler mig næsten skyldig. Ikke desto mindre er jeg ikke i chok på trods af de ting, jeg så den aften – jeg kan ikke forklare hvorfor.

Efter at have overlevet det føler jeg også, at jeg kan klare hvad som helst. I omkring en halv time var jeg sikker på, at jeg skulle dø – det var så tydeligt, at det kun tog mig et halvt sekund at acceptere den triste tanke. Som følge af det, er jeg ikke rigtigt bange for noget i dag. Selvfølgeligt får jeg et kæmpe chok, når jeg hører et brag eller sådan noget, men jeg er ikke sikker på, at det skyldes frygt. Jeg tror mere, at det er en automatisk reaktion. Min hjerne og min krop er stadig i alarmberedskab. De blev styret af mit overlevelsesinstinkt i de 30 minutter, og det har de været lige siden. Rent faktisk føler jeg mig meget mere i live nu. For eksempel føler jeg, at mine sanser – og især mit hørelse og mit syn – er blevet skærpet.

Jeg kan mærke, at jeg er mindre forsigtig uden at tænke over det – for eksempel går jeg ind imellem over gaden uden at se, om der kommer en bil først. På den måde har mit forhold til døden udviklet sig. Folk er bange for det ukendte, men efter at have haft den psykologiske oplevelse, har jeg ingen grund til at være bange for døden.

Mens angrebet stod på, var jeg overrasket over, hvordan min krop reagerede. Da alle kastede sig ned på gulvet efter at have hørt de første skud, tænkte jeg på, hvor mærkeligt det var, at mit hjerte ikke begyndte at banke, eller at min krop ikke begyndte at ryste. Jeg var helt rolig, og jeg prøvede slet ikke at flygte eller finde en løsning – jeg lod mig bare styre af begivenhederne, og det afholdt mig fra at analysere alt for meget og derfor blive bange. Det hjalp sikkert også, at min ven Florian* var tæt på.

Til gengæld blev jeg stresset, da Florian og jeg udnyttede muligheden for at flygte, da en masse andre rejste sig og begyndte at løbe. Vi gjorde noget ved situationen – vi var ikke længere ofre. Lige i det øjeblik var jeg ikke sikker på, om det det var klogt at løbe væk, fordi terroristerne allerede havde skudt nogle af de mennesker, som havde forsøgt at flygte. Det var ekstremt svært at tage den beslutning.

Pludselig blev der affyret skud i vores retning, så vi var nødt til at kaste os ned på gulvet igen. Jeg tænkte igen på, om jeg skulle give op og bare være passiv, eller om jeg skulle forsøge at flygte igen. Det var svært at tage et valg. Florian tænkte på samme måde.

Det tog mig et par dage, før jeg kunne huske de 30 sekunder, hvor vi flygtede. Min hjerne havde på en måde slettet det øjeblik, og selv nu er det kun nogle få brudstykker, der komme frem, når jeg prøver at tænkte tilbage på det.

Jeg begyndte først at forstå, hvor alvorlig situationen var, da jeg så de sårede mennesker på fortovet udenfor koncertstedet. Det påvirkede mig mere end ligene, jeg havde set indenfor. Lidt senere tog vi hen til en lejlighed tæt på sammen med nogle af de overlevende. Stemningen var helt uvirkelig. Der var ingen, der kunne begribe, hvad vi lige havde oplevet. Vi lyttede til radioen, og alle græd, når de hørte et vidne fortælle, hvad han havde set. Det var først da jeg så videoerne, og hørte nogle andre fortælle om det, at jeg forstod det fulde omfang af, hvor frygteligt det var.

I weekenden, der fulgte efter, lavede jeg ikke andet end at læse og se alting, der havde noget med angrebene at gøre. Jeg så alle videoerne og så alle de mest grusomme billeder, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg var nødt til at overbevise mig selv om, at det hele rent faktisk var sket. Jeg kan huske, at jeg så nogle optagelser, som en journalist havde taget ud af vinduet tæt på Bataclan, hvor jeg hørte skrigene og skuddene og følte mig totalt distanceret fra det.

Videoen som Julia så efter agrebene.

Sådan gjorde jeg indtil cirka en uge efter angrebene. Jeg havde ikke behov for at deltage i den store mindehøjtidelighed, fordi jeg selv havde oplevet det, det der skulle mindes. Jeg blev en lille smule rørt over "Je suis en terrasse" ["Jeg er på terrassen" – en reference til udeserveringen på mange franske caféer] bevægelsen, men alligevel kan jeg ikke lade være med at fornemme en lille smule hykleri i det.

Jeg så Florian om søndagen – to dage efter angrebene. Vi tog hen i det 11. Arrondissement for at finde ud af, hvordan vi kunne få de ting tilbage, som vi havde efterladt på Bataclan. Det føltes ekstremt absurd i forhold til, hvad der var sket.

Efter noget tid fik vi adgang til spillestedet. Da jeg blev bedt om at vise min garderobebillet for at få mine ting, blev jeg meget bevidst om, hvor vigtige de fysiske ting, som mindede mig om angrebet, var blevet for mig. Jeg ville gerne beholde den, også selvom der var blodpletter på. Jeg har også beholdt min indgangsbillet, og jeg ville ikke bytte den for noget i verden. Det er det samme med det tøj, jeg havde på den aften. Der var også blodpletter på, så min mor vaskede det. Hvis jeg havde tænkt over det, så ville jeg have beholdt det i uvasket i en beholder, så jeg kunne tage det frem en gang imellem. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg har lyst til det – måske er jeg bange for, at jeg med tiden kommer til at glemme noget af det. Jeg ved, at nogle af de andre overlevende har gjort det samme. Jeg stillede mine sko – som også var smurt ind i blod – i et hjørne af min lejlighed, og har ikke rørt ved dem siden. Det er virkelig ulækkert, det er klart, men jeg har brug for at beholde dem.

Den søndag sagde Florian, at han var "glad for at være i live". Jeg har det ikke rigtig på den måde. Jeg er selvfølgelig glad for, at mit hjerte stadig slår, men jeg har ikke sagt det til mig selv på den måde. Han sagde også, at han føler sig utryg ved at tage metroen eller være lukket inde i et lille lokale. For mig er det lidt mere kompliceret. Jeg var på biblioteket på universitetet en dag, og jeg kan huske, at jeg så rundt på folk omkring mig og tænkte, 'De fatter det overhovedet ikke.' De havde ingen grund til at være bange. Det slog mig, at folk var ligeså intetanende som dem, der var på Bataclan. Den tanke gjorde mig virkelig urolig.

Siden den 13. november er jeg meget mere ubeslutsom og oplever flere humørsvingninger, end jeg gjorde før. Jeg planlægger noget, og pludselig ombestemmer jeg mig. Sådan gjorde jeg overhovedet ikke før. Jeg har også mistet mit engagement for nogle bestemte interesser og aktiviteter. Selvom jeg er begyndt på en uddannelse, som kommer til at vare lang tid, så spørger jeg mig selv hvorfor. Hvilket formål tjener det, når alting kan forsvinde på et sekund?

Jeg gik til psykolog i noget tid. Jeg fik talt om det og grædt en del, og det har også hjulpet. Jeg har talt ret detaljeret med min familie om, hvad der skete, men jeg kan ikke fortælle dem, hvordan jeg har det, for jeg ikke ville have, at de skal bekymre sig. Nogle af tingene vil jeg også gerne have for mig selv.

Jeg bliver nogle gange utilpas af at snakke med folk om, hvad jeg oplevede den aften. Jeg kan ikke lide, når folk i min familie spørger til det, for de ved ikke nødvendigvis, hvordan de skal komme ordentligt ind på emnet - men det ved jeg heller ikke, hvordan de skulle kunne. Selv hvis jeg fortalte dem hele historien, tror jeg ikke, de kan begribe, hvad jeg var udsat for. Paradoksalt nok så kunne jeg ikke tale om andet i ugerne, der fulgte efter. Derfor ville jeg gerne være sammen med Florian hele tiden. Vi var egentlig ikke særligt tætte venner inden, men vi er blevet det siden den 13. november. Han var den eneste, der forstod mig.

Det har skabt lidt afstand mellem mig og mine venner, at de ikke oplevede det sammen med mig. Nogle af dem sagde, at alting er godt nu, fordi jeg overlevede. Da de fik at vide, at jeg var i live, tænkte de ikke på, hvor mange mennesker der var døde. Det er svært at acceptere, når jeg tænker på mig selv som en del af en gruppe, som blev skabt den aften. Os –ofrene og de overlevende fra Bataclan. Jeg føler mig tæt forbundet til de mennesker, som kunne være døde ligesom mig – også selvom jeg ikke kender dem og formentlig aldrig kommer til at se dem igen. Jeg mistede ikke nogen, jeg kendte den aften, men det er svært at forstå, at selvom vi overlevede, så var der 90 andre, der mistede livet. Følelsen af at have svigtet dem er helt forfærdelig. Lige siden har jeg følt, at jeg ikke må tage noget for givet, for det hele hænger kun i en tynd tråd.

* Navnene i artiklen er blevet ændret