Alle billeder er taget af Albert Elm
Siden Albert Elm som dreng lånte et kamera af sin fætter og begyndte at tage billeder til familiesammenkomster, har han brugt mediet til at tøjle sin rastløshed og rodløshed. Da Albert var 13, flyttede hans familie, og eftersom han ikke var god til at få nye bekendtskaber, blev kameraet hans bedste ven. I gymnasiet indså han, at der ikke var noget, der gav ham den samme glæde som at fotografere, og han droppede derfor ud. Siden da har han gået på Fatamorgana, assisteret for Magnum-fotograf Jacob Aue Sobol og studeret Fine Art Photography på Glasgow School of Art.
Mange af Alberts billeder er taget på hans rejser over hele verden, og måske er det netop derfor, at de gennemsyres af en vis rastløshed. Han har rejst gennem Sibirien og Kina med den transsibiriske jernbane, portrætteret sociale klasser og ekstrem rigdom og succes i Dubai og taget alt for mange billeder af skyskrabere i New York. Fælles for billederne er det farverige, nysgerrige og intuitive udtryk, der balancerer på grænsen til det naive. Det er netop den nysgerrighed, der har været drivkraften bag projektet “What Sort of Life is This?”, hvis titel ret præcist beskriver den måde, Albert Elm tager billeder på: han sætter sig selv i uvante situationer for på den måde at kunne dele sin umiddelbare undren med beskueren og give os lyst til at vende tilbage til billederne igen og igen.
Videos by VICE
Vi tog en snak med Albert om hans stil og proces.
VICE: Først og fremmest – hvorfor tager du billeder?
Albert Elm: Jeg tror, der er mange årsager til, at jeg føler mig godt til rette i fotografi. Jeg har altid været en meget rastløs og rodløs person. Det er som om, at det giver mening med et kamera. Det er både en måde at sætte farten ned på, når man synes, livet passerer for hurtigt forbi, men også et værktøj til at gå ud og mærke livet på. Og lære det bedre at kende.
Hvorfor tager du størstedelen af dine billeder på rejser?
Jeg tror, det er en naturlig del af min udvikling. Jeg startede som teenager med at fotografere bekendte og vante omgivelser af ren nysgerrighed. Det minder ret meget om det, jeg laver i dag. Min nysgerrighed fører mig bare længere væk nu. Det handler også om, at jeg synes, det er magisk at opleve noget for første gang. Jeg kan meget godt lide den naive og uforstående tilgang til tingene. Det kan være svært at opretholde den samme undren i sit eget nabolag.
Hvad er historien bag billedet med manden under plastik på isen?
Jeg var i universitets-/research-byen Akademgorodok lidt syd for Novosibirsk. Det er Ruslands tredjestørste by og den største i Sibirien. En dag besluttede jeg mig for at gå ned til floden. Der var ikke så mange mennesker i byen i det hele taget, måske var de i skole, men der var ret mange, der fiskede på isen. Nogle steder var der også skåret små “pools” i isen, så man kunne bade.
Og hvad med den deforme hånd?
Da vi (Jacob Aue Sobol og Albert red.) rejste øst på fra Novosibirsk, kørte vi med den transsibiriske jernbane i et par nætter. Hver aften stod vi et lille rum, hvor man går fra vogn til vogn, og røg cigaretter, og eftersom man ikke må ryge i kupeerne, møder man alle rygerne i sin vogn dér. Vi mødte nogle meget snaksaglige ældre herre og delte historier. Manden med hånden her var blevet slået ned og havde ligget bevidstløs i kulden så længe, at han måtte have amputeret sine fingre.
Hvor meget forbereder du dig, før du rejser til et nyt område?
Jeg forsøger som regel at forberede mig lidt, når jeg tager et nyt sted hen. Ser nogle dokumentarfilm, kigger lidt på nogle kort, læser en guidebog på flyveren. Mest for ikke at miste fokus i min egen begejstring. Første gang jeg var i New York, tog jeg alt for mange billeder af skyskrabere. I Indien var jeg optaget af palmer og på Island bjerge. Men det er aldrig spændende, når man kommer hjem og begynder at arbejde materialet igennem. Jeg sætter ikke dogmer op for mig selv. Jeg lader bare min nysgerrighed føre mig rundt. Jeg gør mig selvfølgelig nogle tanker om, hvad jeg synes er relevant i forhold til det sted, jeg er, men oftest bliver jeg også mere klar over, hvad jeg synes, der er relevant, når jeg har lært byens eller folkets rutiner og tendenser lidt bedre at kende.
Hvordan er din proces, når du udvælger billeder?
Jeg vælger billeder meget intuitivt. Over mange forskellige omgange i forskellige faser. Min arbejdsproces bliver mere og mere delt op. Jeg fotograferer i en periode, og så bruger jeg meget tid på at gennemgå materialet efterfølgende. Jeg stopper op, hvis jeg ser et billede med stærk komposition og så videre, men det skal også sige noget om “at være til”. Det duer ikke, hvis det bare er rart at se på. Det skal også fremprovokere en eller anden form for nysgerrighed og undren. Det leder jeg efter i mit materiale. Det er lige så vigtig en process som at tage billederne.
Du er meget anonym på de sociale medier. Hvordan har du det med selv at være foran kameraet?
Jeg kan helt klart bedst lide at være bag kameraet. Det handler vel om, at jeg godt kan lide at observere og betragte verden. Det er et specielt paradoks. Altid at være en del af sin omverden og på samme tid være distanceret fra den. Jeg har ikke noget imod at blive fotograferet, eller at folk bruger billeder af mig. Men at lægge billeder af mig selv op på nettet konstant for opmærksomhed, siger mig ikke noget.
Se flere af Albert Elms billeder på hans hjemmeside. Han er også på Instagram.
Carl-Emil Storm Gabrielsen er redaktør på Dry Magazine. Følg dem på Facebook.
