​Sådan føles det at fortælle sine venner og familie om sin fetich

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

At springe ud er for mange mennesker en proces, der afslører deres sande identitet - om de så er homoseksuelle, transseksuelle eller stemmer på Alternativet i Lolland kommune. Det er ikke altid nemt, og der findes ikke en fast måde at gøre det på, men det kan være meget befriende at springe ud.

Men er at "springe ud" noget, man bør gøre med sin seksuelle fetich? Hvordan beslutter man sig for, hvem man skal fortælle om det, og hvem man skal holde det hemmeligt for? Og hvad skal man fortælle folk? Hvordan formulerer man det bedst: "Mor, Far… jeg tænder på at få stød under sex."

Det snakkede vi om med folk, der er sprunget ud med deres feticher. Nogle af dem er offentligt ude af skabet (og arbejder i fetichporno-branchen), mens andre kun har fortalt det til deres nærmeste.

Mine kinks tæller blandt andet bondage, impact play og electrical play. Et par hurtige definitioner: impact play er når en person bliver slået af en anden person for seksuel tilfredsstillelse; electrical play (der også er kendt som erotisk elektrostimulation) er ligesom impact play, men med elektrisk legetøj, der giver dine kropsdele elektriske stød.

Jeg opdagede først mine feticher for omkring 20 år siden, mens jeg var midt i en skilsmisse. Jeg chattede aktivt med folk på internetfora og tog til mit første dungeon party - et sted hvor folk med diverse kinky interesser kan samles og udtrykke sig. Det var ret vildt. Jeg så ting, der chokerede og frastødte mig, men også ting, der tændte mig. Jeg lærte mange mennesker at kende og fandt ud af, at de var almindelige mennesker, der bare havde en usædvanlig hobby.

Efter det var jeg som et barn i en slikbutik. Jeg havde lyst til at fortælle alle om det. Jeg havde et arbejde i den private forsikringssektor og fortalte endda min chef, som jeg også var venner med, om det. Det viste sig, at hun også havde nogle kinky præferencer. Så efter det begyndte hun at give mig gavekort til en lokal kink-butik ved særlige lejligheder.

Jeg sprang også ud for min søster. Jeg tænkte, at hun ville forstå det, eftersom hun havde haft flere sexpartnere i uni-tiden og virkede åben. "Der var nogen, der viklede mig ind i plastikfilm, prikkede huller og brugte is på mig," fortalte jeg hende. Hun sagde, at mit kink var "farligt". Vi talte aldrig om det igen. Hun har stadig ikke noget ønske om at høre om min livsstil. Jeg ville ikke have fortalt hende det, hvis jeg havde vidst, at hun ville blive rystet.

Nu er jeg mere bevidst om, hvem jeg springer ud for. Jeg springer ikke ud for nogen, med mindre de har givet mig et eller andet hint. Jeg synes også mine venner og familie har ret til ikke at kende den her side af mig. Det generer mig heller ikke, at der er mange, der ikke synes det er okay at have åbne diskussioner om sine feticher – for mig hører det soveværelset til; det er ikke en livsstil, som jeg udlever 24/7.

Jeg har fået fortalt, at jeg var besat af at hive bleen af nabodrengen, da jeg stadig kun var omkring et år gammel. Freud skrev om små børn, der bliver fanget i "den anale fase", og det var nok det, der skete med mig. Da jeg var lidt ældre darede jeg nabodrengen til at tage sit tøj af, læne sig forover og sprede ballerne, så jeg kunne se, hvad der var mellem dem. Jeg er ikke sikker på, at det var en dare, så meget som det var min egen rene og skære nysgerrighed. Og da jeg så et røvhul for første gang den dag, kunne jeg lige så godt have hørt et kor af engle, der sang. Han vendte sig om og opdagede, at jeg havde erektion.

Jeg er en homoseksuel mand, der er besat af numser… men jeg er ikke interesseret i at knalde dem. Jeg kan godt lide slikning, spanking og fisting. Jeg kan lide at prikke til dem med elektrochok-dippedutter og stoppe dem med frugter og grøntsager og åbne dem med gastroenterologiske værktøjer. Jeg kan lide at leje med rim-stole og stomiposer - og jeg er ikke bange for lidt svineri - men standardmåden at lege på gør ikke rigtig noget for mig. Det holdt jeg hemmeligt i et stykke tid, eftersom homoseksuelle mænd tilsyneladende er så besatte af konformitet og enten/eller-diskursen nu til dags. Langt størstedelen bruger udtryk på Grindr og andre apps som "TOTAL TOP!" eller "100 PERCENT BOTTOM!" som om homoseksuelle mænd ikke har fundet på en eneste seksuel aktivitet, der ikke involverer at indsætte en penis i et anus.

Jeg er vært for et podcast, der hedder RISK!, hvor folk fortæller sande historier, som de aldrig troede, de ville turde at dele med offentligheden. Cirka halvandet år inde i udsendelsens historie var der nogen, der udfordrede mig til at tage en weekend på Dark Odyssey, en kink-lejr i Maryland. Det gjorde jeg så, og det var en transcenderende oplevelse for mig. Jeg kom hjem og optog en 90-minutter lang sand historie, der hed "Kevin Goes to Kink Camp" til podcasten. Det var mere "ude", end jeg nogensinde havde været omkring nogen del af mit sexliv før - ikke kun over for de fremmede, der lyttede til min podcast, men også over for mine venner.

Mine forældre ved ikke noget om min fetich. De kan ikke finde ud af at downloade podcasts, så de bliver ikke udsat for RISK! For det meste tror jeg bare, at de er stolte over, at jeg endelig laver noget, der er succesfuldt og betydningsfuldt, også selvom de ikke har lyst til at høre om alle de maleriske detaljer.

Hundredvis af mennesker har kontaktet mig og sagt, at RISK!-podcasten har reddet deres liv. Vi får emails næsten hver dag, hvor der står ting som, "jeg var på randen af selvmord… men så hørte jeg den historie, og det gik op for mig, at jeg alligevel ikke var en freak," eller "jeg havde aldrig troet, at jeg havde noget til fælles med folk, der har den-og-den kinky fetich, men det ændrede sig efter den følelsesmæssige rejse, du tog mig med på."

Jeg begyndte på pony play som ni-årig. Jeg bandt mig selv hver nat med en ståltråds-bidsel i munden. Jeg havde altid en masse ståltråd liggende under min seng. Min hobby med amatørradio var bare et påfund for at dække over ståltråden.

Som voksen sprang jeg for første gang ud for en tæt kollega på arbejdet. Vi var på forretningsrejse sammen og var lidt berusede. Jeg var lykkelig, da jeg fandt ud af, at han havde lignende interesser, men jeg løb en kæmpe risiko, der lige så godt kunne have givet massivt bagslag. Jeg er glad for, at det endte godt, men jeg tror ikke, at jeg gør det igen. Det kunne have ødelagt min karriere.

Det var ikke med vilje, at min bror fandt ud af det. Han så nogle billeder af pony play på min computer. Jeg forklarede, hvad det var, men min bror tog det ikke så pænt. Han sagde, at jeg var velkommen til at gøre, hvad jeg havde lyst til, men at han aldrig ville se det igen. Resten af min familie kender til det, men har ikke lyst til at høre om det.

Den første fetich, jeg opdagede, var strømpebukser. Jeg må have været omkring fire, da min mor slæbte mig med til sit jazzercise-hold. Jeg skulle sidde i en minibus med alle hendes venner i deres gymnastikdragter og strømpebukser. Da jeg var 12, fortalte nogen mig en vandrehistorie, om en masse heppekorspiger, der havde fanget og holdt en fyr fra deres skole nede, mens de kneppede ham i røven med et kosteskaft. Den historie tændte mig virkelig. Jeg var ikke begyndt at onanere endnu, men jeg kan huske, at jeg fornemmede noget, som jeg vidste var liderlighed. Senere udviklede jeg fetich for kvinder i strømpebukser, nylonstrømper og spandex; kvinder, der stimulerer mænd, mens de volder skade på dem; og ting som sissification (en form for erotisk ydmygelse, hvor en mand feminiseres og kastreres) og bimboficering (ligesom sissification, men mere slutty).

Da jeg var 23, så en af mine venner min browser-historik, og lige pludselig var min hemmelighed ikke længere så hemmelig. Vennen synes, at det var hylende morsomt, men jeg var pinligt berørt og meget defensiv på det tidspunkt. "Jeg kan også godt lide normal porno," sagde jeg, selvom jeg for det meste spillede den af til fetichporno. Jeg var bange for, at han ville fortælle andre om det, at det ville blive en joke, og at pigerne ville miste interessen for mig. Jeg ville ikke have, at kvinder skulle tænke, han vil kun have, at jeg skal knalde ham med en strap-on. Jeg var bange for, at folk ikke ville forstå det.

Jeg sprang ikke helt "ud", før jeg gik igennem et ret voldsomt brud med en pige, hvorefter jeg bare tænkte, fuck det. Hvad er pointen i at udgive sig for at være en anden, end den man er? Jeg startede et fetichporno-firma og filmede mig selv, mens jeg blev losset i løgene, fik spillet den af, og blev kneppet i røven af kvinder i strømpebukser. Jeg lagde dem overalt på nettet og tjente en hel del penge på det.

Efter forretningen var begyndt at køre rundt, fortalte jeg min bror og svigerinde om det. De var overraskende cool omkring det. Min bror var egentlig mest interesseret i, om det var lovligt, og om jeg passede på mig selv. Vi blev begge to enige om ikke at dele det med mine forældre.

Kort tid efter kom mine forældre på besøg og stillede en masse spørgsmål som, "hvad arbejder du med?" og "hvordan tjener du penge?" Jeg svarede med vilje upræcist og fortalte dem, at jeg solgte software - noget, som jeg havde levet af i et stykke tid før porno - men de lagde to og to sammen. Jeg kan ikke huske, om de googlede mig, eller om der var nogen, der sendte dem et link, men de fandt ud af det. Den første scene, de så, var af mig, der bliver knaldet af en transkvinde. De gik helt amok. I dag er vi okay, men de har bedt mig om aldrig at bringe det på banen igen.

Jeg mener ikke, at det er et aktivt valg at tænde på noget, men hvem man vælger at dele det med er helt klart et valg. Man behøver ikke at fortælle det til alle. Man kan sagtens vælge kun at få tilfredsstillet de kinky lyster bag lukkede døre.

Mere om udspring og feticher fra VICE:

Fire unge danskere fortæller om, hvordan det føles at springe ud

Derfor er handjobs den værste form for sexarbejde, jeg kender til

Når "prosit" er bedre end sex: Livet som nyse-fetichist