Manden med tatoveringerne, det uglede hår og næsepiercingen banker på døren. Den bliver åbnet på klem, og en kvindehånd smyger sig ud gennem sprækken. Han lægger sin hånd i hendes. Han kæler den. Jeg mærker, hvordan det vender sig inde i mig. Hvad er det, jeg er på vej ind til? Hun trækker hånden til sig igen og lukker døren. Sådan kan man stå i noget tid, lader de mig forstå. Jeg er glad for, at jeg står her med nogen, der har prøvet det før, for det virker helt surrealistisk, det jeg oplever. Den store tunge blå dør åbner sig igen, og denne gang giver kvindehånden manden et marmoræg, inden hun lukker døren. Han varmer ægget mellem sine håndflader, før han skubber det ind under døren. Næste gang døren åbner, trækker hånden ham med ind. Processen gentager sig med kvinden med det sorte hår og den tykke eyeliner. Og så bliver det pludselig min tur. Med hjertet siddende helt oppe i halsen banker jeg på. Der sker ingenting. Jeg banker igen, døren bliver åbnet på klem, og hånden smyger sig ud. I sprækken kan jeg se, at hånden tilhører en kvinde iført en gammel kjole, sorte læber, fletninger og et tykt hvidt bind for øjnene. Hun kan intet se, så hun står bare og mærker på folk. Hendes hånd begynder at kærtegne min hånd. Hvis det her er en smagsprøve på, hvad der kommer til at ske de næste 24 timer, er jeg slet ikke sikker på, at jeg har lyst til at gå ind. Men da hun trækker mig ind gennem døren, vinder min nysgerrighed alligevel over mit ubehag.Hvis det her er en smagsprøve på, hvad der kommer til at ske de næste 24 timer, er jeg slet ikke sikker på, at jeg har lyst til at gå ind.
En skål med sand bliver stillet frem, og vi drysser det hver især ud på gulvet med en lille ske, og så skal vi lave mønstre. Jeg har svært ved at tage det seriøst, og alligevel føler jeg et pres på de mønstre, jeg laver i sandet. Er de nu kunst-agtige nok? En af de andre studerende lugter som om, at han ikke har været i bad i flere dage. og det er muligvis rigtigt, for senere finder jeg ud af, at han har været herinde i seks dage. Han har givet sig selv navnet Drømmefangeren, og han er simpelthen så opslugt af den kunstige verden, at han bliver ved med at forlænge sit ophold. Måske fungerer han bare bedre herinde? Sådan er der i hvert fald nogen der har det, viser det sig senere.En af de andre studerende lugter som om, at han ikke har været i bad i flere dage. Og det er muligvis rigtigt, for senere finder jeg ud af, at han har været herinde i seks dage.
Min mave knurrer, da vi er færdige med at spise. En lærer tager mig i hænderne og fører mig ned i kælderen. Eller det vil sige, hun tager mig ikke rigtigt i hænderne, hun lader mine hænder følge hendes hænder, som om vi holder i hånd med fem centimeters luft imellem. Jeg får besked på at lukke øjnene, og så bliver jeg ført ned af nogle trapper og ind i et andet rum. Jeg åbner øjnene, rummet er helt rødt. Rødt gulvtæppe, røde gardiner på væggene, rødt lys. En smuk dame står i rødt med en mikrofon, det er hende, der er grundlæggeren af Sisters Academy. I virkeligheden hedder hun Gry Worre Hallberg, men herinde hedder hun Søsteren. Med en nærmest hypnotisk stemmeføring siger hun, at vi skal lukke øjnene. Et øjeblik efter går 30 mennesker rundt i en trancelignende tilstand. På en måde føles det rart at have lukkede øjne. Jeg slapper bedre af, når jeg ikke bliver betragtet. Det er som om, at jeg ikke har mulighed for at fejle, hvis ingen ser mig. Vi lægger os ned, og så skal vi til at finde vores "poetiske navn". Det poetiske navn finder man ved at grave ind i sig selv, men det lykkes mig ikke – måske fordi jeg stadig har paraderne oppe.Jeg tænker over, hvor mange herinde der mon er på et eller andet bevidsthedsudvidende stof? En del, formoder jeg.
Inden timen slutter af, tager en fransk pige ordet. Det er første gang, hun siger noget. Hun er den eneste, der ikke har deltaget aktivt, og hun siger, at hun ikke har gjort det, fordi hun – ligesom mig – ikke bryder sig om, at folk hun ikke kender, skal røre ved hende. Jeg beundrer hendes mod og ville ønske, at jeg havde gjort det samme. Hvorfor er jeg bare sådan et får, der følger med? Det skræmmer mig.Da jeg skal børste tænder, ser jeg, at en af de andre studerende har en Colgate med sig, og jeg føler mig som en kæmpe idiot. Jeg har stresset rundt over at finde ting uden mærker, men der er åbenbart ingen konsekvenser ved at tage en Colgate med. Ligesom en pige har jeans på, selvom man ikke må. Der er faste regler, men der sker intet, hvis man bryder dem. Faktisk forventer de næsten, at man bryder reglerne her.Natten er modbydelig, jeg vågner i hvert fald fem gange. Selvom det føles, som om jeg kun har sovet et par timer (uden at jeg aner det) er det rart at komme ud af sovesalen, der giver mig børnehjems-associationer med de gamle knirkende køjesenge af jern. Jeg tænker på, om det virkelig havde været nødvendigt at sove her? Kunne man ikke bare komme tidligt og gå sent?Jeg bryder mig virkelig ikke om at være så tæt med en fremmed, at mærke kropsvarme fra en person, jeg ikke kender.
Da døgnet er ved at være ovre, og mødet med virkeligheden begynder at nærme sig, begynder flere af mine medstuderende at panikke lidt. De vil ikke hjem. De kommer til at savne de andre herinde, siger de. De ved næsten ikke, hvordan de kan leve videre i den normale verden. Det virker sindssygt, at folk har fået sådan et stærkt tilhørsforhold på 24 timer. Måske er jeg bare en basic bitch, men jeg glæder mig til at komme ud i virkeligheden. Jeg savner kød, min telefon, min kæreste. Jeg savner dagslys, faktisk bare lys i det hele taget, og jeg savner smil og latter. Det er nogle meget seriøse, næsten deprimerede ansigter, jeg mødte herinde.Da jeg kommer ind i den store, mørke hall, begynder jeg at sende dem de samme syrede øjne, jeg selv blev mødt med dagen før.