Alle billeder af Sarah Buthmann.
Det er muligt, at vi har fået en regering, der prøver at få flygtninge og migranter til at føle, at de ikke er velkomne i Danmark, men på Københavns Hovedbanegård står hundredvis af mennesker klar til at overbevise dem om det modsatte: At der findes et alternativ til skingre avisannoncer, asylstramninger og vrede, midaldrende mænd på motorvejsbroer.
Det er torsdag eftermiddag på Københavns Hovedbanegård, og hjælpeindsatsen er simpelthen overvældende. Her er tusindvis af vandflasker, flag, farverige balloner, positive budskaber på forskellige sprog malet på hjemmelavede skilte, legetøj, bleer, madpakker, varmt tøj, slik til børnene, lægehjælp og fodtøj, der alt sammen er tiltænkt de flygtninge, der i en lind strøm ankommer med tog fra de tyske grænser i Padborg og Rødby.
Videos by VICE
Og der var travlt i går, for set med danske øjne er torsdag d. 10. september ikke en hvilken som helst dag i den europæiske flygtningekrise. Torsdag morgen besluttede Rigspolitiet – uden at spørge regeringen om lov – at det var på tide at give frit lejde til de tusindvis af flygtninge, der bare gerne ville videre til Sverige og resten af Skandinavien.
Flyttekasser blev anvendt til at skrive skilte.
Ved det traditionelle mødested under uret i ankomsthallen er der etableret en slags base for hjælpeindsatsen, hvorfra tøj, madvarer og lægehjælp distribueres og koordineres. Flygtninge ankommer i ryk med tog fra Nykøbing F og Fredericia. Lige nu er der stille, og der er derfor langt flere frivillige end dem, det egentlig handler om – og så er der en enkelt rødmosset mand, der lugter af hård sprut, som bestemt ikke er begejstret over hverken tilstrømningen af udlændinge eller den hjælp, der venter dem på Hovedbanegården. Mens han gør store armbevægelser og forsøger at inddrage så mange som muligt i sine synspunkter, hvæser han:
“Hvem der bare havde haft en håndgranat lige nu og her. Alle de her satans rotter og bæster fortjener ikke at være her, og heller ikke dem, der hjælper dem.”
Folk ryster opgivende på hovedet og griner stilfærdigt, mens mandens spritmarinerede talestrøm drukner i nye kommandoer til hjælpekorpset. En kvinde stiller sig op på en mælkekasse og råber: “Okay, allesammen, nu er det vigtigt, at vi trækker i samme retning – har alle folk styr på deres opgave?!”
Journalister, fotografer og frivillige stimler sammen om en flygtningefamilie, der bliver sat på toget til Sverige.
Næste tog er på vej ind. På vej ned af rulletrappen til perronen møder jeg Amin, der har stået klar med vådt og tørt til de nyankomne siden klokken 10:30. “Jeg tror egentlig bare, det var vigtigt for mig at vise, at der er folk i det her land, som står for noget andet end de signaler, som regeringen sender ud. Det er jo så pinligt,” sukker han.
I samme øjeblik togsættet ruller ind på banegården, sætter folk i løb for at komme passagererne i møde. Folk løber, albuer sig lidt frem og snakker højlydt i munden på hinanden, mens en håndfuld unge mænd og et par flygtningefamilier stiger ud af toget. Trods de gode hensigter og de flinke skilte med velkomsthilsner kan jeg ikke lade være med at tænke, at de lettere tumultagtige scener kan gøre mere skade end gavn.
Maahir kigger over på perronen, hvor togene til Sverige går.
Maahir tager dog det hele med ophøjet ro. Han har været en måned om at nå fra Syrien til spor 2 på Københavns Hovedbanegård, hvor han står nu og ryger en smøg og betragter menneskemylderet. Danmarks hovedstad bliver dog indtil videre et flygtigt bekendtskab for manden, der er på vej videre for at blive genforenet med sin bror i Malmø. Han smiler og understreger, at han kun har positivt at sige om danskerne, men ligesom de andre flygtninge fra Syrien, som jeg taler med, har han hørt dårligt om den danske asylpolitik. Desuden kender han ikke nogen her.
“Men misforstå mig ikke. Jeg elsker jer, og jeg er kun blevet taget godt imod her. Men nu må jeg videre. Jeg skal til Sverige,” siger han, og akkurat samme besked får jeg fra hans rejsekammerat Repwan, der glæder sig til at gense sin bror i det svenske.
Yasmin som er frivillig. Skiltet, hun bærer, fortæller flygtningene, hvilket sprog hun taler.
Jeg følger med over på spor 4-5 og falder i snak med Yasmin, der sammen med tre andre kvinder med indvandrerbaggrund står klar til at møde flygtningene på deres eget sprog. “De siger alle sammen det samme. At de allerede har familie og venner i Sverige, og at det er det vigtigste. Og så er rigtig mange af dem klar over, at vilkårene for at søge asyl er meget bedre i Sverige.”
I samme øjeblik kommer to syriske mænd med fuld oppakning ned af rulletrappen, og før jeg når at stille mit første spørgsmål, befinder de sig midt i et interview på arabisk med en anden journalist. Den ene mand kigger undskyldende på mig og siger til mig på et udmærket engelsk, at de skal med toget nu, men jeg er velkommen til at tage med.
Her er Øresundstoget netop rullet afsted med Ehab og hans ven Amjad, der glæder sig til snart at være fremme.
Mens toget glider ud fra perronen, breder smilet sig på Ehabs mund. Det er allersidste del af en meget lang rejse, der begyndte i en flygtningelejr i Libanon for over en måned siden, og som har taget ham gennem Tyrkiet, Grækenland, Makedonien, Serbien, Ungarn, Østrig, Tyskland og nu Danmark. Han tager sin iphone 5S op af lommen og sender en sms til sin fætter, der allerede befinder sig i Sverige.
“Det har været ufatteligt hårdt at efterlade alt, men det var nødvendigt. Der var ikke nogen fremtid for mig i Homs.” Ehab studerede engelsk i Syrien, indtil borgerkrigen gjorde det umuligt at fortsætte studierne. Hans ønske er at læse videre på et universitet i Sverige og håber på at blive genforenet med resten af sin familie, der enten er på flugt internt i Syrien eller parkeret i overfyldte flygtningelejre i Libanon.
“Men lige nu er jeg bare lykkelig for at være nået hertil,” siger han. Ved siden af ham står Amjad på 38, ligeledes fra Syrien og ligeledes på vej til at gense familie i Sverige. For hans vedkommende i Göteborg. De to blev venner i Tyrkiet, mens de gentagne gange forsøgte at komme ind i EU via vandvejen.
Amjad – glad og lettet over, at rejsen snart er forbi.
“Tre gange betalte vi menneskesmuglere for at fragte os over Middelhavet, og tre gange blev vi snydt. De lovede os, at det ville være ordentlige både uden for mange mennesker i, men hvad vi så, var overfyldte gummibåde, der var alt for farlige,” siger han. Han har ikke nogen konkrete planer for sin fremtid i Sverige, ud over at han glæder sig til at være i sikkerhed igen efter fire år med konstant frygt for at blive slået ihjel af Assads bomber – en skæbne, der ifølge ham er overgået mange af hans venner og søskende allerede. Han understreger, at han er meget taknemmelig og berørt over den hjælp, han har fået af frivillige i Danmark.
Tilbage på spor 4-5 er der nok af både frivillige og forsyninger til at give mange flere asylansøgere et behageligt mellemstop på Kbh. H, inden turen går videre til andre nordiske lande eller Sandholmlejren i Nordsjællan.
Ali (til højre) sammen med sine to venner.
“Der skulle komme 400 senere i dag,” siger Ali, som skyndte sig ind på Hovedbanegården efter fyraften. Sammen med sine to venner hjælper han med at dele mad og drikkevarer ud, ligesom han bruger sit arabiske modersmål til at hjælpe forvirrede syrere og irakere godt på vej. Han håber på, at morgendagens hjælpeindsats bliver bedre koordineret, så der bliver lagt en dæmper på den hektiske stemning, der har præget perronen i dag.
En lille dreng som er taget med sin mor til Hovedbanegården for at hjælpe.
“Der er så mange, der gerne vil hjælpe, at det til tider har været lidt kaotisk. Men hellere det, end at der slet ikke har været nogen hjælp – hellere det, end at folk gør ligesom regeringen og bare vender den anden kind til, hvad der sker ude i verden.”
Mere fra VICE:
Sådan reagerede Facebook-racisterne på flygtningenes ankomst til Danmark
Øget grænsekontrol vil føre til flere asylansøgere i Danmark
En analyse af hvad jakkemanden råber af flygtningene på motorvejen
