Denne artikel blev oprindeligt udgivet af Thump
Så barn drømte vi alle om at blive til noget sejt: cowboy, ballerina, gældsat superstjerne eller lignende. I den henseende har Dave – hvis efternavn vi ikke kan bringe af juridiske årsager – måske ramt lidt ved siden af. Engang DJ’ede han på de største europæiske klubber og var fast inventar på Ibiza. Han var klubbernes darling og fik endda udgivet et par plader. Så tog han til Australien for at turnere, forelskede sig i stedet og blev hængende. Det var en beslutning, som igangsatte et langt fald fra toppen: Dave gik fra at spille på klubber til at spille på barer, så til galleriåbninger, så til fødselsdagsfester. I dag spiller han på bordeller.
Videos by VICE
Han ser tænksom ud, da jeg iagttager ham en fredag aften, mens han bladrer sine plader igennem. Han forbereder sig til sit ugentlige job på et af Melbournes lovlige bordeller. Selvom jeg ikke var fuldstændig ubekendt med, hvordan den slags steder fungerer, så faldt der en nagende usikker over mig. Jeg anede ikke, om turen på et bordel med Dave ville ende som en festlig oplevelse eller en uhyggelig rejse ind i afkrogene af byens seksuelle underverden.
Selvom idéen om en DJ på et bordel kan synes temmelig langt ude, så er det et bevis på, hvor indlejret DJ-kulturen er blevet i alle afskygninger af hverdagen fra skøjtebanen til supermarkedet. DJ’ing er ikke længere en kunstform – det er en måde at fylde det offentlige rum med tvivlsomme 90’er hits på. Derudover ser det også bare imponerende ud at have en DJ et sted, uanset hvor malplaceret det virker. Mange af bordellerne i Melbourne bruger DJ’s for at kunne foregive at være en blanding af natklub og bordel.
Efter han flyttede til Melbourne og raslede ned af DJ-ranglisten, spillede Dave ofte for uinteresserede folk med en fyraftensøl i hånden på byens barer. “Det er to sider af det at være DJ,” fortæller han. “På den ene side er det et nemt job, fordi man bliver betalt for at spille baggrundsmusik. På den anden side er man også en slags jukebox. Det manglende engagement fra folk begynder til sidst at gå en på nerverne.” Han beskrev DJ-jobs på barer som værende “kunstnerisk ødelæggende,” og tilføjede, at man “for det meste lægger man en dæmper på stemningen, hvis man tvinger folk til at tale højere på grund af musikken.”
Efterhånden som mismodet og faldet fra verdens DJ-tinder ophobede sig, besluttede Dave at tage kontrol over sin nedtur. “Jeg havde været oppe at røre ved det største i DJ-verdenen, men jeg landede med et brag i noget, som jeg følte mig for god til,” fortæller han. “Så jeg tog et skridt tilbage og tænkte situationen igennem.” Dave indså, at han måtte ned og ramme bunden, før det blev bedre. Som en impulshandling tilbød han sin DJ-service til en række lokale bordeller. Det endte med at være præcis det karriereskift, han havde ledt efter.
Han sendte dem en CD med et mix af sit arbejde. “Mixet var mit bud på en fortolkning af, hvordan et bordeldiskotek kunne lyde,” fortæller han. Målet var at ramme noget dybere end det oplagte Playboy Mansion pladdermusik. Til hans held var bordelbestyrerne glade for idéen, hvorefter Dave fik to ugentlige jobs på bordeller i centrum af byen. Og med ét havde han byttet barjobbene ud med pladevenderi sexindustrien.
Mod hans forventning udviklede tjansen sig til noget andet og mere, end han havde troet. Dave finpudsede sit talent og tilpassede sig det nye miljø. “I starten var det lidt svært at komme igennem med min musikalske vision. Personalet ville gerne have alle klichéerne som for eksempel pornomusikken fra 1970’erne og R&B.” Med tiden lykkedes det ham at tilpasse sine sets til noget mere rammende, som både passede til klientellet og stemningen. “Begær, forførelse, fortrydelse og tab – det var nogle af nøgleordene, som jeg styrede efter,” fortæller han. “Jeg fik udviklet en god sans for den her nicheprægede stemning, og nu nyder jeg virkelig mine sets.” Den stemning, han forsøger at skabe, indebærer en del materiale med meget vokal, og derudover klarer ballader sig altid godt.
Men hvordan foregår et DJ set på et bordel rent faktisk? Det kom bag på mig, hvor forskelligartede kunderne var. Det var ikke kun fulde drengerøve, sørgelige utro mænd eller middelaldrende fraskilte, der var samlet i baren. Da jeg besøgte bordellet, var der en forsamling af handicappede mænd i byen. Dave fortalte mig, at “det er meget normalt at plejerne kommer ind med dem, de passer.” Selvom det nok ikke er en del af jobbeskrivelsen, så er der mange plejere, som føler sympati for den de passer, og derfor tager de dem derhen, så de kan få en “ellers uopnåelig oplevelse,” som Dave formulerede det. “De fleste af pigerne gør det med glæde.”
Stemningen på bordellet var på grænsen til det indadvendte. I modsætning til en stripklub, hvor pigerne hele tiden kæmper om kundernes opmærksomhed og penge, så føltes bordellet mere lyssky og var ikke på samme måde en social arena. Selvom nogle af etablissementerne i Melbourne er lovlige, så får købesexens stigma gæsterne til at passe sig selv. Dave er selv gemt væk i halvmørket, og de fleste af mændene på stedet er ikke engang klar over hans tilstedeværelse. Hvis Dave ønskede at ramme bunden, så var det her meget godt ramt.
Da jeg havde vænnet mig til duften af sex og usikkerhed, spredte der sig til gengæld en opløftende stemning i lokalet. Dave skabte en lyd, som sammenbandt kunderne, de ansatte og hele branchen. Det kan diskuteres, om det lød sådan i andres ører end mine, men der skete et eller andet, og på et underbevidst plan føltes det som om, at hans fortælling fyldte lokalerne.
Som enhver dygtig DJ havde han læst rummet helt perfekt. Han spillede en del materiale fra 60’erne og 70’erne, og hans sangvalg fastholdt min opmærksomhed, mens han skiftede mellem alt fra Hall & Oats og Mr. Fingers til Eric Clapton og D’Angelo. Han spillede endda “How Soon is Now” af The Smiths.
Den virkelige kunst ved DJ’ing handler om at læse, oversætte og transformere en situation. Daves tur mod bunden gav ham ironisk nok de ideelle rammer for hans kreative udfoldelse.
Mere fra VICE:
Jeg tilbragte Valentinsdag på et bordel
