Sådan kostede min kærlighed til cannabis mig næsten mit job i Det Hvide Hus

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly

Det var fredag den 5. oktober 2008, og jeg var ved at få et panikanfald. Jeg arbejdede som direktør for skemaplanlægning og fremgang for Barack Obamas præsidentkampagne, og vi var på vej ind i den sidste måned op til valgdagen. Men den krise, jeg stod over for i vores hovedkvarter i Chicago den dag, havde ikke noget at gøre med en dårlig debatoptræden, en rejseplan, der var kørt af sporet, eller en af vores folk, der havde sagt noget dumt til en journalist. Jeg var panikslagen, fordi jeg elsker at ryge cannabis.

Lidt hurtig baggrundsinfo: Det er en standard procedure for nye potentielle regeringer, at ledende medlemmer af den potentielle præsidents personale, der har brug for øjeblikkelig sikkerhedsgodkendelse, allerede begynder at udfylde deres formularer, så de kan tage fat med det samme, hvis deres kandidat bliver valgt. Den fredag var der en fra vores kontor, der fik sin SF86-formular – et spørgeskema, der skal udfyldes af alle, som kommer til at arbejde med national sikkerhed. Fordi spørgeskemaet var notorisk skræmmende, sværmede vi alle sammen rundt om ham med det samme for at se, hvad det gik ud på. Navn, fødselsdato, CPR-information, højde, vægt, hårfarve. Straffeattest, pasinformation. Rimelig standard. Så bladrede vi om på side 93: “Ulovligt narkotikabrug og narkoaktivitet.”

LÆS MERE VICE: Jeg fik min mor til at trippe på svampe, så vi kunne snakke om min fars død

“Har du, i løbet af de sidste syv (7) år taget nogle ulovlige stoffer eller rusmidler? Angiv, hvilken type narkotika eller rusmiddel, der er tale om.” Der var to spalter med navnene på stoffer og rusmidler. Som det andet stof på listen stod der “THC (f.eks. marihuana, pot, hashish, osv.)”

Jeg voksede op i 90’erne i upstate New York og hørte Grateful Dead. Jeg gik på University of Vermont. Hvad tror du selv, mit svar var?

For at gøre det hele værre, ville formularen også have detaljer: “Estimer, hvilken måned og hvilket år det første forbrug fandt sted i”, “årsag til brug, hyppighed og antal brug.” Det var som en meget, meget værre, mareridts-udgave af, når man er hos lægen og bliver spurgt, hvornår man sidst havde menstruation. Jeg ved ikke, hvordan det kom så meget bag på mig – jeg havde aldrig overvejet, at man ville blive testet for stofbrug – men så snart, jeg så de spørgsmål, vidste jeg, at jeg også ville skulle svare på dem. Jeg tænkte vel bare, at jeg havde arbejdet for Barack Obama siden 2005, da han først blev valgt til senator, og før det arbejdede jeg på John Kerrys præsidentkampagne – jeg troede efterhånden, at jeg var en regeringsveteran. Men som (jeg håber) den nuværende regering er ved at lære på den hårde måde, er Det Hvide Hus en ganske unik arbejdsplads.

Den aften tog jeg hjem og skyllede alt det pot, jeg havde gemt væk i min undertøjskuffe, ud i toilettet. Jeg smed min pibe i skraldespanden og smed skraldeposen ud i skakten. Det var ikke meget – jeg røg en smule her og der under valgkampen for at gøre det nemmere at falde i søvn – og jeg tog aldrig skæv på arbejde. Jeg gik dårligt nok udenfor, efter jeg havde røget. Selvom mit forbrug peakede længe efter collegetiden, havde pot været en ven i meget lang tid. Det hjalp mig med at sove, lindrede mine IBS-symptomer, gjorde mig mindre ængstelig og gav mig fred for mine tanker og ro i sindet. Jeg mente – og mener stadig – at cannabis bør være lovligt. Men jeg så mig aldrig nogensinde tilbage. Jeg var bare nødt til at begynde at drikke mere vin.

Kort tid efter man har udfyldt SF86-formularen, bliver man indkaldt af en FBI-agent til en samtale om sine svar. Hun havde min udfyldte formular med, og inden længe – mens jeg febrilsk og brødebetynget fortalte om engang i min studietid, hvor jeg ved en fejltagelse tog på stripklub i Miami – spurgte hun mig, hvor mange gange jeg havde røget pot.

Jeg svarede, at det vidste jeg ikke.

“Mere end 20?”

“Ja,” svarede jeg. “Mere end 20.”

“Mere end 100?” Jeg svedte.

“Ja,” sagde jeg. “Mere end 100.”

“Mere end 500?”

“Bare skriv ‘unknown‘!” Til sidst affandt de sig med, at vi skrev, “Over 500 gange er nok meget rammende.”

Selvom formularen kun kræver, at man går syv år tilbage, beder de en om at gå tilbage til, dengang man var 18 år til samtalen, og jeg blev også bedt om at remse de steder op, jeg havde røget – jeg var nødt til at finde adresserne på de kollegier, jeg havde boet på, der siden var blevet revet ned.

“Det var som en meget, meget værre, mareridts-udgave af, når man er hos lægen og bliver spurgt, hvornår man sidst havde menstruation.”

De sidste dage af valgkampen var hektiske og spændingsfyldte og forløb stort set uden noget nyt fra cannabisfronten. FBI-agenter interviewede mine venner og familiemedlemmer for at høre, om de var bekendt med min ganja-kærlighed. Da jeg informerede alle mine nærmeste om, at de kunne se frem til et opkald fra FBI, sagde de ‘bare rolig,’ de skulle nok fortælle regeringen, at de aldrig havde set mig ryge cannabis – jeg vidste nok ikke engang, hvad en bong var! Så var jeg nødt til at fortælle dem nej, nej, nej – hvis de ikke bekræftede det, jeg havde fortalt om mine rygevaner, ville FBI se mig som en løgner, og en, der let kunne afpresses. De var nødt til at fortælle sandheden.

Vi vandt selvfølgelig valget, og efter en stor fest i Chicago skulle vi forberede os på overgangen. Jeg var i færd med at flytte ind i min nye lejlighed i Washington, da jeg blev ringet op af en advokat fra Det Hvide Hus. “Vi har muligvis et meget stort problem,” sagde hun.

Jeg havde det brændvarmt i ansigtet. Det eneste, hun sagde var, “at omfanget af mit tidligere cannabisbrug var et problem”, og at jeg var blevet indkaldt til et møde, og jeg gik i panik. Jeg faldt sammen på mit køkkengulv, omgivet af flyttekasser fyldt med kopper og tallerkner, der ikke passede sammen, og begyndte at græde. Så blussede mit IBS op, og det eneste, jeg havde at lindre det med, var Imodium. Ville jeg nu blive nødt til at fortælle mine venner og familie, at jeg blev frataget min position som kommende ansat i Det Hvide Hus, fordi jeg godt kunne lide at fyre fede?

Foto af Pete Souza via Wikimedia Commons

Sandheden er, at det var ekstremt tæt på at ske. Hvilket er fair nok, men samtidig rædselsfuldt. Jeg overvejede på intet tidspunkt at lyve gennem hele prøvelsen, men jeg spekulerede flere gange over, hvor grafisk eller eksplicit jeg skulle være, og jeg tror i sidste ende, at det, der reddede mig, var min overdetaljerede og aggressivt ufiltrerede gengivelse af min røgfyldte fortid: Der fandtes sandsynligvis ikke nogen, der kunne afpresse mig, fordi jeg allerede selv havde gravet alt det værste skidt om mig selv frem. Jeg fik lov at fortsætte som præsidentens assistent, og som direktør af skemaplanlægning og fremgang, men blev tilfældigt testet en gang om måneden i gennemsnit i løbet af det første år og med jævne mellemrum derefter.

Jeg havde absolut ingen kontakt med urten i de fem år, jeg arbejdede i Det Hvide Hus, og det gjorde mig så straight edge, at jeg bare besluttede mig for at blive ved med ikke at ryge, efter jeg opsagde min stilling i maj 2014. Hvorfor skulle jeg gå tilbage? Selvom mit natlige glas vin fik mig til at tage lidt på ind imellem, virkede ikke at ryge cannabis som en udemærket politik for en næsten 40-årig kvinde, der var på vej ud på det private arbejdsmarked for første gang i over 10 år. En god politik, endda. Og desuden havde de der FBI-agenter skræmt livet af mig.

Men de efterfølgende måneder var mere stressende, end jeg havde forestillet mig. Jeg sank ned i en tåge efter Det Hvide Hus; jeg var vant til, at der konstant var bud efter mig, og da jeg ikke længere havde noget at lave eller nogen at tjene, blev jeg virkelig deprimeret. Efter et par måneder fik jeg en bogkontrakt og blev tilbudt jobbet som COO for VICE, hvilket betød, at jeg skulle flytte fra D.C. til New York, og kampen for at overskue alle de her ting betød, at min angst var tilbage, og mit IBS i topform. Jeg var nødt til at begynde at tage Xanax og Zoloft. Kunne det virkelig være rigtigt, at jeg skulle undvære et sug før sengetid?

Hvis jeg havde vidst som 18-årig, at potrygning ville komme til at true min karriere næsten 20 år senere, ville jeg så have undladt at gøre det? Det ved jeg ærligt talt ikke. Ifølge en Pew Research meningsmåling fra 2016 støtter 57 procent af amerikanere legaliseringen af cannabis – næsten dobbelt så mange som den procentdel, der støttede det, da Barack Obama offentliggjorde, at han stillede op til præsidentvalget tidligt i 2007. Cannabis har haft så positiv indvirkning på mit psykiske helbred, og det er så lidt en big deal. Republikanernes vedvarende indsats for at undertrykke legaliseringen virker straffende af natur; som en politisk handling, der er tiltænkt at fremmedgøre Generation Y mere fra det politiske system og straffe minoriteter og folk med lavere indkomster. Jeg var ekstremt heldig at få lov til at beholde mit job i Det Hvide Hus, og alle burde få den samme chance, som jeg gjorde.

Alyssa Mastromonaco er præsident Barack Obamas tidligere vicestabschef og var derefter COO for VICE Media. Hendes nye memoirer, Who Thought This Was a Good Idea?, er netop blevet udgivet på forlaget Twelve.