Emilio D’Alessandro (til venstre) sammen med Stanley Kubrick. Foto med tilladelse fra SkyHorse/Arcade Publishing
Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE US
Sytten år efter sin død er Stanley Kubrick stadig en af Hollywoods mest hædrede instruktører. Hans karriere inkluderede nogle af det 20. århundredes største film, og hans indflydelse kan stadig ses i værker af alle fra David Fincher til Nicolas Winding Refn. Manden bag kameraet er dog stadig et mysterium. Han blev betragtet som en eneboer af mange og boede næsten hele sin karriere fjernt fra Hollywood, mens han filmede i eller omkring Storbritannien på grund af sin livslange frygt for at flyve.
Videos by VICE
En af de personer, som tilhørte Kubricks inderste cirkel, var Emilio D’Alessandro. Han var tidligere Formel 1-kører og havde tilbragt den sidste halvdel af 1960’erne som chauffør i London, da han blev spottet i en avis af en af Kubricks ansatte i 1970, hvilket førte til et møde og et jobtilbud.
D’Alessandro arbejdede med Kubrick fra da og til instruktørens død i 1999 og fungerede som hans personlige chauffør, assistent og livslange højre hånd på alle hans film fra A Clockwork Orange til Eyes Wide Shut. Deres forhold skiftede gradvist fra udelukkende professionelt til et mere personligt. “Jeg kaldte ham altid Mr. Kubrick,” husker D’Alessandro, “og en dag sagde han, ‘Emilio, stop det der og bare kald mig Stanley.’”
D’Alessandros nye bogStanley Kubrick and Me: Thirty Years at His Side om deres delte medgang modgang udkommer i næste uge. Gennem detaljerede anekdoter og fortællinger fra livet på og uden for filmsettet, giver D’Alessandro et unikt portræt af manden i instruktørstolen. VICE talte med D’Alessandro om instruktørens berygtede perfektionisme, hvordan de lærte at arbejde sammen, og den dag Kubrick døde.
Emilio og Jack Nicholson på optagelserne til ‘Ondskabens Hotel’.
VICE: Hvorfor skrive den her bog nu?
Emilio D’Alessandro: Jeg var aldrig helt klar til at fortælle den her historie. For mig døde Stanley ikke. Han var min ven, og jeg troede aldrig rigtigt på, at han ville dø. Hver eneste gang, han var syg, havde han det helt fint dagen efter. Det tog mig virkelig lang tid overhovedet at acceptere.
Var det en del af din sorgproces at fortælle hans historie?
Stanley mente, at hvad end der ville blive skrevet om ham, ville være nogle andres historie. Han stolede ikke på så mange mennesker, han kunne ikke lide andre folks måde at arbejde på, og han kunne heller ikke lide at diskutere. Han var en fredelig mand. Det er derfor, jeg blev hos ham i så lang tid. Han var ligesom min far, men bedre. Min far var i min familie i 17 år, men jeg var med Stanley i 30 år.
Var han bevidst om at få sine filmsets til at føles sådan? Som en familie?
Ja, han stolede på de mennesker. Han kom til mine børns konfirmationer og havde endda sin egen familie med. Når du først arbejdede for ham, vidste han, at han ville have dig tilbage igen. For eksempel spurgte han folk mellem et halvt og et helt år, før en film skulle starte, hvad de skulle lave omkring startdatoen for optagelserne. Han ville forsøge at trække starten på optagelserne ud, indtil alle var til rådighed, og han forsøgte altid at få holdet til at være gennemgående.
Hvorfor er folk så fascinerede af Kubrick, tror du?
Folk, som aldrig havde mødt ham før, var altid enormt bange, inden de skulle møde ham. Han var omgærdet af mystik. Han fik mig til at sige, at jeg lavede arbejde for ham, aldrig at jeg arbejdede sammen med ham. Når folk spurgte, var jeg nødt til at lyve. Fordi jeg arbejdede for ham så længe, var jeg altid vidne til, at folk gik ind bange, men kom ud med et smil på læben. Folk kendte ham bare ikke. Der var så meget snak om, at han ikke havde lyst til at møde folk, men det passer slet ikke.
Var du stor fan af hans film, inden du arbejdede med ham på A Clockwork Orange?
Jeg var slet ikke interesseret i film, jeg var kun interesseret i at køre racerløb. Efter jeg havde arbejdet for hans firma i to måneder, vidste jeg stadig ikke, hvem Stanley Kubrick var. Da vi endelig blev introduceret for hinanden, så jeg den her person, som lignede Fidel Castro, og jeg vidste ikke, hvem han var. Jeg tænkte, “Åh Gud, here we go.” Jeg havde troet, at han duftede af parfume, eller var lidt finere. Da han kom over til mig og introducerede sig som Stanley Kubrick, besvimede jeg næsten.
Kubrick var kendt for at være perfektionist. Var der nogle af hans vaner eller krav, som du har overtaget?
Desværre, ja. Jeg kan kun bruge skjorter med dobbelte lommer – i den ene er der altid en kuglepen. Jeg går dog ikke længere med præcis 500 pund i den anden, for det er for besværligt.
Du har skrevet, at du aldrig så de færdige film før langt senere. Hvorfor undgik du at se de film, du arbejdede på?
For det første, fordi de var alt for lange. De ville tage mig over to timer, og jeg tænkte, hvorfor bruge al den her tid med at sidde i en stol og se film, når jeg kunne lave noget andet i stedet. Han sagde, “Hvorfor vil du ikke se dem?” Og jeg ville svare, “Stanley, hvis jeg ser dine film, hvem gør så mit arbejde? En dag skal jeg nok se dine film.” Og nu har jeg heldigvis set dem allesammen.
Har du en favorit?
Jeg elsker Barry Lyndon, fordi de ikke bander i den. Den er virkelig dejlig og malerisk.
Emilio på optagelserne til ‘Eyes Wide Shut’
Kubrick var kendt for at have mange regler, som man skulle overholde, når man arbejdede for ham, men havde du nogle regler, som han skulle overholde?
Ja – ingen skydevåben. Jeg voksede op under to forskellige krige, og der var så mange unge soldater, der døde. Det var børn, som ikke vidste, hvad de gik ind til – at blive skudt. Så jeg kan ikke lide våben. Han elskede dem, men jeg sagde altid, at han ikke måtte lade dem ligge nogle steder. Put dem ind i et skab og lås det. Jeg skulle engang aflevere nogle våben, som skulle repareres, og jeg sagde “hvis du giver mig de skydevåben, så skal de låses inde i en kasse, kun sådan vil jeg tage imod dem.” Jeg havde altid 5-6 nøgler på mig hele tiden, bortset fra den. Det var nogle gange meget besværligt, at vi på visse områder var så forskellige.
Hørte du ham tale om filmprojekter, som aldrig blev realiseret?
Hver eneste gang vi arbejdede på en film, og vi skulle på location, lavede han noter eller arbejdede på et andet projekt. På et tidspunkt var det A.I. eller Napoleon, som han virkelig, virkelig, virkelig gerne ville lave. Han arbejdede altid på andre ting, mens han filmede.
Det, han elskede ligeså højt som at lave film, var researchen. Han havde kassevis af research, så hvis han en dag skulle lave for eksempel Napoleonfilmen, så ville han være klar. Jeg passede på dem for ham i tilfælde af, at producerne rent faktisk ville rykke på det. På den måde ville jeg være klar til at vise det frem. Han stoppede aldrig med at researche, aldrig.
Kan du huske, hvor du var, da du fik at vide, at han var død? Var du sammen med ham?
Jeg fortæller det kort, for det gør stadigvæk meget ondt. Ja, jeg var sammen med ham. Jeg efterlod en seddel til ham på hans skrivebord aftenen før, som jeg plejede. Jeg skrev, “Alt er ordnet på dit kontor, din fax er tom, og folk har fået deres beskeder. Bare bliv og hvil dig, for du er meget træt. Du kan komme ned i eftermiddag – jeg er her i morgen tidlig som sædvanlig.” Så fik jeg et opkald ved middagstid om, at Stanley var død natten over. Jeg skreg simpelthen de værste bandeord, og jeg bander ellers aldrig. Jeg var nødt til at køre hen til huset, før jeg kunne tro på det. Selv da jeg kom derhen, og hans kone tog mig i hånden for at fortælle mig det, var jeg ikke sikker på, at det var virkeligt. Da jeg kørte hjem den aften, troede jeg stadig ikke på det. Nogle gange er jeg stadig usikker på, om det er virkeligt.
Har det hjulpet at skrive bogen?
Bogen har hjulpet mig til at forstå. Jeg har sørget i årevis, men det har hjulpet at skrive bogen nu. Jeg taler med ham igen.
Mere fra VICE:
En illustreret hyldest til Prince
