Joel og hans mor.
Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
Mine forældre er begge to sindssygt døde. Min far døde da jeg var 15, og jeg fik fri fra skole i seks uger. Sidste år døde min mor, og der fik jeg fri fra arbejde i to uger. To uger! Med løn! Oven i mine årlige feriedage! Hvis min eneste tilbageværende forælder ikke lige var død under semi-tragiske omstændigheder, ville det have føltes som at vinde i lotto.
Videos by VICE
I stedet brugte jeg fjorten dage på at udveksle håndtryk med bedemænd og udfylde formularer. Du får intet at vide om, hvordan livet er efter dine forældre dør. Absolut ingenting. Og der er uendeligt mange ting, man skal tage stilling til. For eksempel: hvor dyr skal den gave være, som man sender til naboen med det virkelig fjerne blik i øjnene, fordi det var ham, der fandt din mors døde lig? Svaret: jeg aner det ikke. Jeg sendte dem nogle luksus øl. Er det passende? Er det for meget? Jeg aner det ikke, og det er der heller ikke nogen andre, der gør.
Så her er et par ting, jeg har lært efter et år som forældreløs.
DET ER RET MÆRKELIGT AT SE LIGENE AF DE MENNESKER, DER SKABTE DIG
Bedemænd har mange ting at se til. Væsker. Hulrum. At bladre igennem otte sider lange brochurer med kistedekorationer og andre triste blomsterbuketter og lade som om, at det betyder noget som helst. Men jeg har bemærket, at de har svært ved at få dine forældres lig til rent faktisk at ligne dine forældre.
Selvfølgelig ser døde mennesker og levende mennesker vidt forskellige ud. Men hvad er pointen i en lang samtale om, hvordan din far satte sit hår (“Han redte det med en våd kam en gang hvert tiende år?”) eller at give dem en frysepose fyldt med din mors makeup, hvis de alligevel bare går amok og pynter dem, som var de to uheldige ofre for en særligt barsk dansekonkurrence mellem transvestitter?
Alle illustrationer af James Burgess
DU HAR EN MASSE LORT, SOM DU IKKE HAR BRUG FOR
Man tænker aldrig rigtig over, hvor meget bras man egentlig har hjemme hos sin mor, før man sidder på gulvet og roder rundt i det mellem døden og begravelsen. Her er bare et par af de levn, jeg stødte på: en kasse Panini fodboldklistermærker fra 95/96, nogle muslingeskaller fra en ferie, som jeg ikke kan huske, en Dreamcast (en spilkonsol der ikke er blevet anvendt af et levende menneske siden omkring 1999), en kikkert med hagekors på og omkring en million udklip fra lørdagsavisen med opskrifter. Du kommer aldrig til at lave din egen tzatziki. Smid alle de ikke-nazistiske ting i skraldespanden og start forfra.
MAN FÅR BETYDELIGT FÆRRE DRINKS FORÆRET FOR BARE AT FORTÆLLE FOLK MAN ER FORÆLDRELØS, END MAN MÅSKE SKULLE TRO
Jeg har måske fået to drinks ud af, at mine forældre døde. Det er mindre, end hvad jeg får for at gå på Starbucks og hente kaffe til mine kolleger.
FØDSELSDAGE ER ANDERLEDES
Man får langt færre ting.
PÅSKE ER ANDERLEDES
I år måtte jeg købe mine egne chokoladeæg.
JUL ER ANDERLEDES
JEG VAR NØDT TIL AT LAVE MIN EGEN ANDESTEG.
DINE FORÆLDRE GEMTE PÅ NOGLE MØRKE HEMMELIGHEDER
Jeg syntes ret godt om min far indtil den anden dag, hvor jeg 12 år efter hans død fandt ud af, at han slog vores hund ihjel. For at være helt præcis sprang han ikke bare på hende en dag og kværkede hende med sine bare næver – han lagde stille og roligt en pude over hovedet på hende og holdte den nede, fordi han ikke rigtig havde råd til dyrelægen, og hun alligevel var på vej ud. Jeg havde ret gode minder om min far før det her. Nu kan jeg kun forestille mig ham, der hulkende sætter sin knæ på puden, mens Suzie får krampetrækninger under ham. Hvilken sofapude brugte han til at dræbe vores hund? Hvorfor fortalte de mig, at hun var sovet stille ind? Hvem har han ellers slået ihjel?
Så mange spørgsmål. Så mange dystre spørgsmål.
Joels far
DET ER EKSTREMT SVÆRT AT KOMME AF MED NOGENS ASKE
Vi havde glemt, at vi stadig havde far liggende, indtil vi på et tidspunkt stødte på en Tupperware-bøtte fyldt med hans støvede jordiske rester bag i min søsters klædeskab. Så tog de tilbageværende familiemedlemmer ud for at sprede den et sted, der havde en eller anden vag betydning. Hvis du planlægger at gøre det samme, så spørg dine forældre nu, mens de er sunde og raske, hvor de vil spredes. (Alle har noget at sige omkring, hvor asken skal spredes, og ingen har ret. Vi endte næsten med at lave en Doodle for at finde frem til det endelige sted.). Efter det er blevet taget op til familieafstemning og afgjort, at en golfbane uden for Wolverhampton er det eneste sted, der bare er lidt passende, er det ligeså vigtigt at huske ikke at sprede asken en søndag eftermiddag i overskyet, gråt blæsevejr, fordi så får du far på bukserne.
DET TAGER EN UGE AT VÆLGE MUSIKKEN TIL BEGRAVELSEN
Da min mor døde, ejede hun omkring ti CD’er. Lou Begas Mambo No. 5 (single CD’en), Tom Jones’ Reload, en masse lort fra U2 og det selvbetitlede Jiggerypipery album af Jiggerypipery. Hvis du sidder og undrer dig over, hvem Jiggerypipery er, er det en gruppe med en spøjs, ny, moderne fortolkning af sækkepibe, der er så afsindigt dårlige til at spille musik, at du bogstaveligt talt vil miste appetitten, hvis du hører pladen mens du laver mad. Samtidig kan jeg kun antage, at min far hørte Fleetwood Macs Rumours i 1977 og tænkte, “Yes, det var det. Så er den klaret. Ikke mere musik til mig. Jeg er mæt,” fordi det og Eric Clapton: Greatest Hits var de eneste to bånd, han nogensinde havde i bilen eller i huset, hvor han blev fundet liggende ved toilettet, ganske død.
“Han kunne vel lide… Miles… Davis?” Vi spillede Miles Davis.
“Hun… kunne vel virkelig… godt lide “Ass in the Graveyard” af Jiggerypipery?” Vi spillede ikke “Ass in the Graveyard” af Jiggerypipery. Kan du forestille dig, hvad et rum fyldt med sørgende mennesker ville sige til, at du spillede en ualmindeligt bastant sækkepibe solo, mens din mor langsomt blev rullet ind i et rasende inferno? Kan du forestille dig at være til en begravelse og snøfte bag dine solbriller, mens der var nogen, der spillede Jiggery-fucking-pipery? De ville sige grimme ting. De ville sige ting som, “Ved du hvad? Det er nok meget godt, at hun er borte.” De ville sige ting som, “Faktisk kan vi ikke komme til gravøl. Nej, jeg ved godt du lige har brugt 3000 kroner på vol-au-vent kager. Nej. Ja. Nej, jeg kan ikke komme fordi, du lige har spillet en sækkepibe solo for mig.” Og du ville være nødt til nikke forstående. I stedet spillede vi – og det er ikke en gang løgn – musik fra den sydafrikanske apartheid musical Sarafina! Fremmødeforholdet mellem begravelse og gravøl var en god 60:40 – det var vi heldige med.
DU KOMMER TIL AT TAGE PÅ
Hvis det sidste menneske i verden, der fortalte dig at “hakket oksekød ikke er et måltid” døde af leverkræft i juli 2013, så skal du regne med, at manglen på blid irettesættelse vil føre til mindst 2-3 ekstra kilo spæk på kroppen inden for et år.
SMÅ STIK I LEVEREN ER PISSESKRÆMMENDE OG POTENTIELT LIVSTRUENDE
Min mor døde af kræft i leveren og efter mange års regulær afstraffelse i form af cider gik det samme organ i opløsning inden i min far, som en rulle toiletpapir, der bliver tabt i et karbad. Så ja, af åbenlyse årsager er jeg ikke specielt tryg ved leveren. Prøv du bare at få en fordøjelsesagtig smerte midt i torsoen efter begge dine forældres lever har sat ud uden at være overbevist om, at du også er på vej til at lade livet.
DET VISER SIG, AT HUSE KAN GÅ I FORDÆRV
Vi har ikke kunne få det varme vand til at fungere i min mors hus i seks måneder, og ingen aner hvorfor. Og hey, hvor kommer støv fra? Fordi det er overalt. Og der er en ildevarslende aroma, der stiger op fra kælderen, som ingen rigtig vil snakke om. Er det lugten af “død”?
DER ER EN MASSE TING, MAN ALDRIG TROEDE, MAN VILLE SAVNE
Da jeg var barn proppede vi hver sommer bilen med ferieting og drog mod en eller anden trøstesløs kystby, hvor vi tilbragte en uges tid. Og hver gang, hver evig eneste gang, fik min far desperat tyndskid i de tidlige morgentimer før køreturen. Jeg vil aldrig igen se min mor råbe gennem en lukket toiletdør, før min far kommer til syne svedende og væbnet med en dåse luftfrisker. Jeg vil aldrig igen skulle sætte vand over til min mors te, mens hun ryger og vredt laver en kryds og tværs, mens min far roder den store skuffe igennem på jagt efter noget Imodium. Og jeg vil aldrig igen skulle træde ind på et badeværelse, der emmer af nervøse feriediarré dufte og lugter så potent, at mine øjne løber i vand. Det er sært, hvad man ender med at savne.
DU ER NU ET VOKSENT MENNESKE
På trods af, at jeg har et barnagtigt ansigt og et kæmpe, fedladent barns krop, er jeg teknisk set voksen. Jeg ejer et hus. Jeg er hele Golby-slægtens eneste sande, overlevende arving. Jeg har været til to (2) hele møder med min bank.
“Vent, lad mig lige forstå dig ret,” siger bankrådgiveren. “Begge dine forældre er døde?”
“Ja.”
“Begge?”
“Ja.”
“Døde de begge to samtidig, eller- ?”
“Nej.”
“Det er bare – og jeg håber ikke det gør noget, at jeg siger det – du er virkelig ung.”
Det er jeg klar over, champ. Giv mig en opsparingskonto og luk røven.
“Fordi, altså, du er 27.”
“Det ved jeg.”
“Og du er yngre end mig.”
“Ja.”
“Og jeg bor stadig hos mine forældre.”
“Hmm.”
DER ER NOGET VIRKELIG MÆRKELIGT VED AT SOVE I DIT BARNDOMSHJEM, NÅR DU ER HELT ALENE
Ingen familie, ingen kæledyr, og på grund af det førnævnte problem med varmtvandsbeholderen, ikke en gang dens beroligende raslen. Og når jeg siger “virkelig mærkeligt” mener jeg “fucking skrækindjagende”. Gem en af dine fars golfkøller. Du vil få brug for at have den liggende under sengen.
Læs mere fra VICE:
Vi kårer den absolut værste uofficielle Harry Potter t-shirt
Hoverboard-banditten har begået den mest geniale forbrydelse i menneskehedens historie
Vi talte med fire personer om hvordan det føles at slå et andet menneske ihjel
