Amnesty International, Transpolitisk Forum, LGBT Danmark og en række andre organisationer og privatpersoner har de seneste år råbt højt for at gøre opmærksom på den behandling, transkønnede får i det danske sundhedsvæsen. Den har været beskyldt for at være for langsommelig, for besværlig, for umyndiggørende, for menneskerettighedskrænkende og for gammeldags. Men forleden udsendte Sundhedsstyrelsen en ny vejledning, der fastsætter, hvordan behandlingen af transkønnede skal foregå i fremtiden. Sammen med retningslinjerne kom der er en pressemeddelelse, hvor Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm udtalte: “Transpersoner oplever ofte at blive stigmatiseret i samfundet, og desværre har de også oplevet stigmatisering i sundhedsvæsenet. Det skal vi have lavet om på. Den nye vejledning slår fast med syvtommersøm, at sundhedsvæsenet skal sikre høj kvalitet og lige adgang, med respekt og inddragelse.”
Det lyder jo umiddelbart skønt. Og lad os derfor starte med at se på de forbedringer, som der er i den nye vejledning. Den største positive ændring, som den nye vejledning kommer til at medføre, er, at der ikke længere er et krav om, at transpersoner skal igennem en psykiatrisk udredning for at få behandling. Den del glæder Ro Robotham, som er talsperson i Transpolitisk Forum, der varetager transpersoners interesser. “Jeg er selv psykolog, så jeg har været meget optaget af kravet om psykiatrisk udredning. Det bliver ikke en fast del af forløbet længere. Psykiatrisk udredning vil kun ske i specifikke sager på baggrund af en individuel vurdering,” siger hen.
Videos by VICE
Ro Robotham er dog bekymret over, at der fortsat er et krav om, at der skal indgå en psykiater i det team, der står for behandlingen af transpersoner. “Det negative er, at der stadig er krav om, at der skal indgå en psykiater i det multidisciplinære team. Der er mange behandlingsområder, hvor det ikke er et krav, at psykiatere er en del af teamet. Inden for de fleste områder i sundhedssystemet kan der nogle gange være brug for, at man får en psykiater ind over. Men der henviser man bare til en psykiater, hvis der er behov for det. Sådan burde det også være på det her område.”
Helle Jacobsen, der er programleder for køn ved fra Amnesty, er først og fremmest positivt stemt over for den nye vejledning. “Vi har jo haft et ekstremt konservativt system de sidste år, så som udgangspunkt er det positivt, at der er sket en opblødning. Og vi anderkender, at der er kommet forbedringer,” siger hun. En af ændringerne, som både Ro Robotham og Helle Jacobsen understreger, er, at der i den nye vejledning åbnes op for, at privatpraktiserende gynækologer og privathospitaler kan udrede og behandle transkønnede. Sådan var det også før 2014, hvor man besluttede at centralisere alt behandling hos Sexologisk Klinik i København. Mange transkønnede har derfor ønsket sig tilbage til tiden før 2014, hvor adgangen til behandling var både lettere og hurtigere.
Selvom der nu er åbnet op for, at private igen kan tilbyde behandling, så har Sundhedsstyrelsen samtidig fastsat nogle krav til, hvor mange patienter behandlingsstederne skal kunne have i forløb om året, samt at de skal have de her tværfaglige teams, hvor der blandet andet skal indgå en psykiater. Krav, som det nok er de færreste privatpraktiserende gynækologer, der kan leve op til. “Det er positivt, at der åbnes op for, at privathospitaler og privatklinikker igen kan foretage hormonbehandling og nogle former for kirurgi. Spørgsmålet er, om der er nogen, der har tænkt sig at tage det op. For det lyder rigtig fint på papiret, men i praksis forestiller jeg mig, at det bliver svært for gynækologer og privatklinikker at komme ind på det her område, så længe der er de her krav,” siger Helle Jacobsen.
Endelig mener Ro Robotham og Helle Jacobsen også begge, at det er en stor forbedring, at den nedre grænse for, hvornår unge transpersoner kan påbegynde såkaldt stophormonbehandling, er blevet fjernet. Tidligere skulle man være 12 år.
På den negative side er Ro Robotham skuffet over, at der stadig ikke er kommet en behandlingsgaranti. Altså en øvre grænse for, hvor lang tid transpersoner kan risikere at vente på en operation. Det er der på de fleste andre områder i sundhedsvæsnet. “I de nye retningslinjer står der, at kønskorrigerende kirurgi skal ske inden for “rimelige” tidsfrister. Vi snakker om mennesker, som på grund af deres situation ofte har det rigtig dårligt psykisk. Jeg har for eksempel en bekendt, som netop har fået rykket sin operation fem måneder for anden gang,” siger Ro Robotham. “Jeg forestiller mig, at det sker, fordi der kommer noget mere akut. Men det er en misforståelse, at operationer på transkønnede ikke er akutte. Vi ved jo, at der er mange transpersoner, der begår selvmord eller er selvskadende, fordi det er så svært at stå i en venteposition, hvor man har det så dårligt med sin krop. Så det er ikke noget, man skal tage let. Så det er meget skuffende, at der ikke er kommet en behandlingsgaranti på det kirurgiske område.”
Helle Jacobsen havde gerne set, at Sundhedsstyrelsen havde lavet endnu større ændringer end dem, der trods alt er blevet lavet. “Helt overordnet kan man sige, at der burde være sket det, at hormonbehandlingen blev nedklassificeret, så det ikke længere var et højtspecialiseret område. Så ville det her multidisciplinære ikke være nødvendigt, og så kunne privatpraktiserende tilbyde behandling på en helt anden skala,” siger hun.
I Sundhedsstyrelsens pressemeddelelse siger direktør Søren Brostrøm, at det ikke har været den letteste vejledning at lave. Amnesty og Transpolitisk Forum er blandt dem, der har været inde og give deres besyv med. Og det takker Søren Brostrøm for. “Jeg vil gerne kvittere for den gode dialog, vi har haft med både fagfolk og interesseorganisationer, hvor vi sammen har flyttet os og fundet løsninger, for eksempel i forhold til de ord, vi bruger,” som han udtaler i pressemeddelsen. Men Ro Robotham har ikke en særlig udtalt oplevelse af at være blevet hørt. “Vi har haft en helt vildt lang liste med ting, som vi synes, der skulle ændres. Det har været så galt, at det har været svært at vælge, hvad vi skulle fokusere på i vores kritik. Da vi skrev vores høringssvar, havde vi 13 kernepunkter, som vi ønskede skulle ændres. De fleste er ikke blevet taget i betragtning af Sundhedsstyrelsen i den nye vejledning.”
Samme oplevelse har Helle Jacobsen, og hun mener, at havde det ikke været for nogle meget lydhøre politikere, så var det aldrig lykkedes at få så mange positive ændringer igennem: “Udover de transkønnede, som har den største del af æren for, at der overhovedet er blevet ændret noget, så vil jeg også pege på sundhedsministeren og sundhedsordførerne. Hvis ikke det var for dem, så var der ikke blevet startet en proces med at lave en ny vejledning. De har virkelig spillet en vigtig rolle, og blandt andet stoppede fungerende sundhedsminister Karen Ellemann første udkast fra Sundhedsstyrelsen, fordi det ikke var progressivt nok. Det er politikerne, der har lyttet mest. De har til gengæld lyttet meget.”
