Hver eneste dag krydser tusinder af kinesiske besøgende grænsen til Mong La i det nordøstlige Myanmar. Og det er ikke så underligt endda: Her kan du få hvad som helst. Fra bikuber fyldt med larver, der vrider sig, til spiritus serveret fra kar med døde kobraer, eller et krokodille-kadaver dyppet i vin. Og det var bare på den første restaurant, jeg besøgte efter at være kommet til byen.
Mong La er en region, der udgør 5.000 km2 i det betændte grænseområde Den Gyldne Trekant, og det styres af en narkobaron med en fortid som kommunistisk guerillakriger. En række kriminelle aktiviteter foregår åbenlyst, såsom prostitution, narkosmugling og salg af truede dyrearter. Langs byens neonbadede gader ligger der tonsvis af skumle hoteller, snuskede spillehaller, natklubber og – længere ude af byen – prangende kasinoer. Her er alt gearet mod kinesiske besøgende, som ikke kan gamble lovligt i deres hjemland: Skiltene er på kinesisk, valutaen og telefonselskaberne er kinesiske, og urerne er sat til Beijing-tid.
Videos by VICE
Den slags detaljer er med til at give et indtryk af et Mong La, der ikke rigtig er en del af Myanmar. På trods af placeringen inden for landets grænser styres området af den Nationaldemokratiske Alliances Hær under Lin Mingxian (a.k.a. Sai Lin). I et Wikileaks-lækket memo fra 2005 beskriver den amerikanske ambassade ham som en “regional leder og narkosmugler” med et “James Bond’sk privatpoliti” der opretholder lov og orden i Mong La. Overalt i byen ses soldater, der patruljerer eller bemander checkpoints, klædt i grønne uniformer og bevæbnede med AK-47’ere og håndvåben.
Soldater fra NDAA, oprørsgruppen der styrer Mong La, patruljerer i en pickup. Foto af Kyungmee Kim
Myanmar – der længe har lidt under etniske konflikter og den brutale militærjunta – begyndte tilbage i 2011 overgangen til en mere demokratisk styreform. En våbenhvile blev indgået tidligere på året med otte af landets femten oprørsgrupper, og ved det historiske valg d. 8. november vandt demokratiforkæmperen Aung San Suu Kyi’s parti en jordskredssejr. Området omkring Mong La har imidlertid ikke mærket noget til udviklingen; oprørerne, der styrer minoritetsområderne Shan og Akha, tager ikke del i våbenhvilen, og ingen her har stemt til valget.
På trods af at være isoleret fra Myanmar i mange henseender er dalen imidlertid let tilgængelig fra Kinas Yunnan-provins. Der bliver ikke udført paskontrol med de kinesiske besøgende, og oprørerne har gode forbindelser med myndighederne i Yunnan, selvom de kinesiske autoriteter med jævne mellemrum har lukket grænsen i et forsøg på at dæmme op for hasardspilleriet.
Mange af kasinoerne er kinesisk-ejede og tillader endda online-betting fra Kina, hvor spillerne kan følge et live-feed fra baccarat-bordene og betale igennem kinesiske konti, fremgår det af Michael Black og Bertil Lintners bog Merchants of Madness fra 2008.
Kina kunne let blokere for strømmen af turister, men har afholdt sig fra at gøre det, da områdets lokaløkonomi hænger tæt sammen med den livlige handel – og smugling – af varer gennem Mong La. I 2003, da datteren af en højtrangeret embedsmand fra den kinesiske regering efter sigende spillede mere end 150.000$ væk i byen, blev grænsen lukket og kinesiske soldater lukkede flere af kasinoerne. Lin Mingxian svarede tilbage ved at rykke kasinoerne længere sydpå, væk fra grænsen. I 2012 afbrød Kina internetforbindelsen til Mong La i et fosøg på at forhindre online gambling, men udbyderne gik over til satellitforbindelser i stedet.
I en spillehal i Mong La kan de kinesiske besøgende sætte penge på et videospil. Foto af Paul Vrieze
Mong La’s kasinoer og hoteller er bygget på de ulovlige indtægter fra narkohandlen. Sidste år blev der ifølge FN fremstillet fremstillet 762 tons opium i Myanmar og nabolandet Laos. Det gør området til den næststørste producent af heroin i verden, kun overgået af Afghanistan. Desuden udgør den gyldne trekant også Asiens primære kilde til methamfetamin.
Lin Mingxian har længe kæmpet med at ændre Mong La’s blakkede ry. I 1997 erklærede han det “opiumfrit” og i et spraglet lyserødt museum, bygget ved siden af en buddhistisk pagode med udsigt over dalen, udstilles der fotografier, kort og farverige plancher, der bevidner den lange kamp mod narkotika. På trods af denne slags fremvisninger beskriver Black og Lintner i deres bog, hvordan despoten fortsat er involveret i den illegale handel og bor i et “pink, Miami Beach-agtigt palæ”, der skuer over Mong La, mest af alt som en feudal krigsherre hævet over sit junglerige.
Der er forbud mod at fotografere og rapportere fra kasinoerne, men jeg havde mulighed for at besøge nogle af de mange smudsede spillehaller i byen. Her kan de mindre velhavende turister – hovedsageligt kæderygende, midaldrende kinesiske mænd – sætte penge på videospil, spillemaskiner og en form for terningspil, hvor terningerne er enorme og dekoreret med dyremotiver.
En bil passerer en gruppe sexarbejdere som arbejder på gaden i Mong La. Foto af Paul Vrieze
Prostitution er ligeså allestedsnærværende som gambling her – på gaderne tilbyder letpåklædte kvinder åbenlyst sex, og på mit snuskede hotelværelse tilbød en annonce på kinesisk “Piger med dejlige personligheder, som er lystige og glade” såvel som “mor og datter-kombination, eller “store- og lillesøster-duet.”
Om aftenen på de tilstødende gader til Mong La’s marked, indfandt snesevis af unge kinesiske prostituerede sig på plastikstole foran bordellernes facader. Da jeg gik forbi, henvendte en af dem sig med et par engelske ord: “What’s your name? My name Sa Sa.” Spurgt på engelsk om hendes alder svarede pigen, der lignede en teenager, “25.” Da min ven spurgte hende igen på kinesisk, svarede hun: “Jeg er 17.”
Forskellige dele af truet dyreliv, bl.a. pangolin-skæl, gevir, poser med elfenbensstøv, tørret elefantskind (højre) og noget, der ligner en tigerpote (midt), er til salg på Mong La’s marked. Genstandene er ingredienser i traditionel kinesisk medicin. Foto af Paul Vrieze
I dagstimerne er markedet i Mong La mere konventionelt, med et miks af kinesiske handlende og kvinder fra de lokale etniske minoriteter, der sælger alt fra grøntsager til kød, tøj og kinesisk elektronik, men i udkanten af markedet er boderne mere lyssky. Her bliver der åbenlyst solgt en chokerende mængde produkter fra vilde eller truede dyrearter: Tørret elefantskind, stykker af elfenben, kranier og skind fra vildkatte, gevirer, et bundt nåle fra hulepindsvin og det skællede skind fra en form for myresluger kendt som en pangolin, eller skældyr. I bure sad der levende babyaber, et stort hulepindsvin og en blanding af farverige fugle. Et sted blev der solgt noget, de hævdede var en tigerpote for 250$.
Man kunne finde flere truede dyr eller deres biprodukter uden så meget som at prøve. Flere af de finere butikker centralt i byen kunne tilbyde hele sæt af gevirer, tigerskind og en række dyrebaserede produkter som fx vine. Nogle restauranter og kasinoer tilbød dyre tilberedninger af vilde dyr, inklusiv pangolinkød.
Professor Vincent Nijman, fra Oxford Brookes University, har nærstuderet markedet i Mong La. Ifølge ham er det et globalt centrum for den illegale handel med dyr og dyreprodukter, der stammer fra krybskytteri, specielt den voksende handel med elfenben. Elfenbenshandelen er kæmpestor, handlen med vildkatte, bjørne og mindre abearter ligeså,” skrev han i en mail. Han har identificeret 60, arter der bliver handlet med i Mong La, og af dem er en tredjedel globalt truede, oplyser professoren.
Nijman sagde desuden, at handlen er “stort set, hvis ikke fuldstændig ulovlig” i både Kina og Myanmar, men købere bliver ikke tjekket for import af dyr eller dyreprodukter af de kinesiske myndigheder. Tigerpoten, vi så på markedet, var formentlig falsk, sagde han, men tilføjede: “Rigtige tigere bliver solgt som trofæer i luksusbutikkerne længe inde i byen.”
Som enhver by, der lever af ulovlig handel, er Mong La fyldt med billige efterligninger. Mest iøjnefaldende er et knejsende tårn, der med skrigende orange, neonoplyste bogstaver hævder at være et Sheraton-hotel – dog fremgår det af Sheratons hjemmeside, at hotelkæden slet ikke er til stede i byen. Bygningen er skudt til vejrs under det igangværende byggeboom i Mong La, der har medført kæmpe hoteller, glimtende shoppingcentre og store lejlighedskomplekser.
Byen kan desuden prale af eget kulkraftværk, en golfbane og en zoologisk have, mens de omkringliggende bjergskråninger er dækket af gummiplantager. Den form for udvikling er noget, der kan vække misundelse i mange af Myanmars andre fattige provinser, men Tom Kramer, som i mange år har forsket i landets etniske konflikter, siger, at formuerne tjent på Mong La’s tvivlsomme økonomiske udvikling kun er kommet Lin Mingxian og hans nærmeste til gode.
“Det er en meget topstyret organisation. Den er ikke demokratisk, og udviklingen har bare handlet om at bygge infrastruktur og bygninger. Der har været en længere periode med fred, og det har bragt velstand med sig, men ikke for jævne mennesker.”
Ejeren af et byggefirma fra Mandalay i det centrale Myanmar fortalte mig, at han var ved at bygge to hoteller i Mong La, Han sagde, at han først besøgte byen for syv år siden, da “der kun var marker langs vejene og måske fem hoteller i centrum.”
“Der er et boom i byggeindustrien,” tilføjede forretningsmanden, som foretrak at være anonym. Han tilføjede, at mange selskaber bygger i al hast og uden at tage højde for sikkerheden i det jordskælvsplagede område.
På spørgsmålet om, hvad han mente om Mong La’s udvikling og forretningsmodel, svarede han: “Der kommer stadig flere kinesiske besøgende, men der er noget grundlæggende galt med stedet. Det hele kan være slut i morgen. Når den kinesiske regering skifter holdning til Mong La, er det game over.”
LÆS MERE FRA VICE
Kunst fra sindssygehospitalet i Roskilde
