Vi er nødt til at tale om, hvad Beyoncé har gang i på verdens mest likede Instagram

Sent i aftes kilede en kæmpemæssig begivenhed sig ned og skabte et evigt “før” og “efter” i vores allesammens liv, da Beyoncé annoncerede på Instagram, at hun venter tvillinger – og derfor senere på året kan danne sin egen Destiny’s Child covergruppe bestående udelukkende af hjemmelavede medlemmer. Min dybeste medfølelse går ud til Michelle lige nu.

Billedet fik selvfølgelig en milliard millioner likes, fordi Beyoncé er lavet af tryllestøv og er åndelig leder af den frie verden. Faktisk har billedet fået så mange likes, at det har slået verdensrekorden i Instagram-likes, hvilket er fucking seriøst i en verden, hvor dobbelt-klik-på-skærm-hjerter vel efterhånden er en mere kostbar valuta end guldbarer, diamanter, knoglemarv, nyrer og andre vitale organer.  

Videos by VICE

Men tilbage til billedet. For hvad er det egentlig, der sker på billedet? Jeg kender Beyoncé godt nok til at vide, at intet er overladt til tilfældighederne, men hvad betyder det, HVAD BETYDER DET?! Her er mit allerbedste forsøg på at knække koden til 2017’s svar på Mona Lisa: 



Blomsterne

Wow, Beyoncé. Du har virkelig overgået dig selv den her gang, hvad angår botanik. Selvfølgelig kunne du ikke nøjes med én blomsterbuket, det kunne have været en af de der håndledsbuketter som amerikanerne skal have på til prom, eller – hvis det skulle være helt vildt – en blomsterkrans på hovedet. Nej, du er Beyoncé, og derfor skal du selvfølgelig have et fucking alter med blomster. Klart. 

Men hvor kommer de her blomster fra? Jeg undres over overvægten af (i øvrigt tilsyneladende helt tilfældigt “farvekoordinerede”) blomster i venstre side. Er det ganske enkelt nærværet af Beyoncés frugtbarhed, der får tingene til at gro? Nej, nu ved jeg det, det er bare verdens største flower crown som en del af forberedelserne til Beyoncés optræden til blomsterkrans-festival nummer 1, Coachella, i april!

Blomsteralteret giver dog en religiøs feeling til det her setup. Hvilket fører mig videre til:

Sløret

But why? Beyoncé er allerede en gift kvinde, og der er (forhåbentlig) ikke nogen, der er døde – og så er jeg løbet tør for forklaringer på, hvorfor det slør giver mening.

Medmindre – ah! – at blomsteralteret er befængt af myg, nej de der svenske knot! Jeg ville også blive irriteret, hvis jeg havde brugt timevis på at få mine 17 assistenter til at bygge det perfekte blomsteralter, og det så blev invaderet af skadedyr. Beyoncé gør bare det fornuftige og beskytter sig selv og sine børn mod eventuelle sygdomsbærende insekter. Hun er vitterligt Queen Bee!

Bikinien? / BH’en? / Bleen?

Der er noget ved Beyoncés påklædning, der ikke helt harmonerer med den Jomfru Maria/ Renæssancemaleri/ Biavler-stil, Beyoncé ellers har kørende. Nu er jeg absolut ingen ekspert i womenswear, men det ligner en helt almindelig BH og en bikinitrusse. Fordi Beyoncé ikke lige havde tid til at klæde om, eller hvad? Usandsynligt. Og jeg får altså en mærkelig børnetøjs-vibe af de der små “vinger” på bikinibunden. Jeg har kun set den slags på maksimalt fem-årige piger i badeland. Den her kan jeg simpelthen ikke få til at give mening.

Der er selvfølgelig også den mulighed, at jeg overtænker det. Kan det være, at Beyoncé – som den über-wholesome moderfigur, hun er – bare trissede rundt i sin blomsterhave med sit causal grønne slør på (fordi… Beyoncé) og var på vej op af yogastillingen ‘det nødlidende spædbarn’, da fotografen befandt sig på det rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt?

Jeg glæder mig allerede til at se indbydelserne til barnedåben.