Vi har talt med fyren, som er vild med menstruationsblod

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på VICE Frankrig

Sundhedsplejersken, Fru Alleau, på min skole var en meget højrøstet kvinde med kort hår og tykke briller. Hver eneste gang jeg var forkrampet i menstruationssmerter, haltede jeg op på hendes kontor, i frygt for at drengene i klassen skulle finde ud af, hvad der skete. Fru Alleau kunne helt sikkert ikke se det pinlige i situationen.

Videos by VICE

“Du har menstruation, skrig det ud med stolthed i stemmen,” sagde hun til mig.

Jeg havde lyst til at dø. Hun havde jo selvfølgelig ret, men hendes feministiske rant var spildt på den 15-årige mig.

Det er over ti år siden, men der er ikke sket det store på menstruationsfronten. Alle mine veninder føler sig stadig beskidte, usexede og totalt udmattede den ene uge om måneden. Og mænd vil aldrig kunne relatere til de invaliderende mavekramper, eller følelsen af at ens bryster er ved at implodere. Kvindekroppens finurligheder er stadig ren volypyk for dem.

Men man kan egentlig ikke klandre dem, for de bliver ikke særligt godt oplyst. En af mine venner var i størstedelen af sine teenageår under det indtryk, at menstruationsblod er blåt, på grund af en reklame han havde set.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alle fyre er totalt uvidende, når det gælder menstruation – nogle af dem er faktisk ret vilde med det. Jeg snakker ikke om de fyre, som synes det er okay at have sex med en pige, mens hun har menstruation. Nej, jeg snakker om typen, som er så pjattet med Moster Rød, at han køber brugte tamponer på nettet.

Faktisk er der et ret stort marked for den slags. Collate Sale er en hjemmeside, som forhandler blodplettet undertøj, og de sælger også brugte tamponer i kilovis. Deres kundeservice-forum vidner om, hvor udbredt det her fænomen er blevet, med henvendelser der omhandler alt fra “lugtintensitet” til “fugtighedsfaktor”.

Efter et opslag hvor jeg skrev, at jeg gerne ville i kontakt med en fyr fra Det Røde Hold, fik jeg en besked fra en mand, der hedder Eric (det er overhovedet ikke hans rigtige navn). Eric, som arbejder i salgsbranchen og har en del medarbejdere under sig, gik med til at svare på mine spørgsmål om hans særlige interesse over telefonen.

VICE: Hvordan finder man ud af, at man tænder på menstruationsblod?
Eric: Den første gang, jeg hørte om menstruation, var via en reklame for bind, som jeg så, da jeg var barn. Jeg blev først virkelig interesseret i det, da jeg kom i puberteten. Jeg rodede i toiletspanden derhjemme for at finde min mors og min søsters bind. Helt ærligt, så var jeg hooked med det samme. Det var spændende, fordi det er så specifikt for kvinder og fordi det er så intimt.

Jeg sagde det ikke til nogen. Ikke fordi jeg syntes, at det var ulækkert eller noget, men fordi jeg vidste, at det ikke ville blive opfattet som værende “normalt”.

Hvad med din første kæreste – vidste hun det?
Jeg var sammen med min første kæreste i over syv år, og hun kendte godt til min fetich. Det var det mest intense forhold, jeg nogensinde har haft. Endnu mere intenst end det forhold, jeg har med min kone i dag. Vi var unge og begge to jomfruer, da vi mødte hinanden, så vi uddannede på en måde hinanden seksuelt. Vi prøvede hele tiden grænser af. Hun var heldigvis rimelig afslappet med menstruationsblod, så det blev en slags elskovsmiddel for os.

Efter vi slog op, havde jeg flirt med en pige, men jeg sagde bare til hende, at jeg ikke havde noget imod at have sex, når hun havde menstruation. Jeg fortalte ikke det hele.

Du fortalte, at du er gift nu. Hvad siger din kone til det?
Jeg tilnærmede mig emnet lidt ad gangen over for hende. Jeg begyndte at lave jokes med, at jeg var en blodtørstig vampyr bare for at se, hvordan hun reagerede. Og så var der en dag, hvor den perfekte lejlighed til at fortælle hende om det hele opstod, så det gjorde jeg.

Hun fik hele tiden de her infektioner og skulle til gynækologen igen og igen. Hun var virkelig træt af, så jeg rådede hende til at holde op med at bruge tamponer, fordi det sikkert var på grund af dem. Hun var nysgerrig på, hvorfor jeg vidste sådan noget, og så sagde jeg det bare til hende: Jeg tænder på menstruation. Det virkede slet ikke til at genere hende, hun var mest bare overrasket. Jeg tror godt, hun kunne lide, at jeg var så afslappet over for hende, at jeg delte det med hende helt åbent.

Er det noget, du snakker med vennerne om?
Nej, jeg har aldrig talt med en anden fyr om det – ikke engang min bedste ven. Uanset hvad man skulle tro, så er fyre generelt slet ikke ligeså detaljerede, når de beskriver deres sexliv, som piger er. Heldigvis har jeg mødt en masse ligesindede på nettet, og har kunnet tale om det i et fordomsfrit miljø.

Hvorfor tror du, at folk synes, at det er lidt mærkeligt?
Det er svært at sige, for der bliver ikke rigtig talt om det. Hvis man bragte det op i en samtale, ville folk tro, at man var komplet sindssyg. Det irriterer mig, at folk ikke kan se, hvor fascinationen kommer fra: Kvindekroppens kompleksitet, at menstruation er et sundhedstegn og en hjørnesten i livet. Menstruation er essensen af femininitet.

Hvordan dyrker du din fetich? Har du nogensinde købt brugte tamponer?
Jeg elsker at dufte til brugte bind – det kan jeg ikke få nok af. Jeg har ikke købt noget på nettet endnu, men måske det sker en dag. Der er sikkert mange der synes, at sådan en slags forretning er klam, men jeg kan ikke se problemet. Alle de involverede får noget ud af det på en eller anden måde.

Hvad så når din kone kommer i overgangsalderen? Har du tænkt over det?
Tanken har strejfet mig, men jeg tænker egentlig mere på, når hun bliver gravid. Når vi snakker om at få børn, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det ville betyde, at hun ikke ville få menstruation i hele ni måneder. Men jeg ved jo, at den kommer tilbage. Når hun helt holder op med at få menstruation, så tror jeg, at vi mister en central del af vores sexliv, men jeg er sikker på, at vi finder en måde at tilpasse os på.

Hvordan fungerer det, når I har sex? Det lyder som om, at det godt kunne blive ret bloddryppende.
Vi lægger håndklæder ud på sengen for at beskytte sengen. Nogle gange bløder hun igennem, men rengøringen er en del af ritualet for mig. Jeg er vild med at slikke hende. Hun er stadig lidt utilpas ved det, men det er himmelsk for mig. Til sidst river hun den af på mig med et brugt bind. Tro det eller ej, men jeg har også præferencer, når det gælder mærket på bindet.

Det siger du ikke.
Jo, helt sikkert. Jeg kan virkelig godt lide Nana og Vania natbind. De er lige lidt større. Jeg hader Always – de stinker af parfume.

Tak for det, Eric.

LÆS MERE FRA VICE:

Mød kvinden, der lever af at teste sexlegetøj

Et fest-rengøringsfirma fortæller om de værste ting, de nogensinde er blevet kaldt ud til

Mød Danmarks første transkønnede porno-par