VICE-interviewet: Mikkel Boe Følsgaard

Det her er VICE-interviewet. Her stiller vi aktuelle, kendte personer en fast række spørgsmål i håb om at komme tættere på, hvem de egentlig er.

Mikkel Boe Følsgaard hugger til. Hvert slag i luften ledsages af et kraftigt udstødt “ush-ush”, der kommer helt nede fra mellemgulvet. Sådan siger man altså, forklarer han.

Den 33-årige skuespiller trænede boksning, spiste proteinpulver og førte kalorieregnskab i seks måneder inden optagelserne til den nye film Den Bedste Mand, hvor han spiller Jørgen ‘Gamle’ Hansen – den danske bokselegende fra Aalborg, der i 1978 tog røven på alle og vandt europamesterskabet i en alder af 36.

Mikkel Boe Følsgaard ved godt, hvad det vil sige at skulle kæmpe for noget. Han blev afvist tre gange, inden han blev optaget på skuespillerskolen, og han kommer ikke fra et hjem, hvor den kunstneriske vej var banet for ham.

Men han er også bare et menneske. Da optagelserne til Den Bedste Mand var i kassen, gik der cirka halvanden time, inden han drak “en stor fed fadøl”, fortæller han.

Vi stillede skuespilleren en masse spørgsmål for at blive klogere på, hvem han er.

Alle billeder: Sarah Buthmann

VICE: Hvad fortryder du mest fra din fortid?
Mikkel Boe Følsgaard: Jeg vil ikke sige, der er noget specifikt, jeg fortryder, men tvivlen har fyldt meget for mig i mange år og har styret mange af mine valg. Jeg ved egentlig ikke, om mit liv ville være anderledes uden tvivlen, eller om jeg overhovedet ville ønske, det var anderledes – men jeg tror, jeg havde sparet mig selv for mange dages og minutters ondt i maven og usikkerhed over “er jeg nu god nok” og “er jeg på den rigtige hylde”. Der kunne jeg godt ønske mig mere af det der ‘fuck it’-gen, som mange af mine kolleger har. Så havde jeg måske også nydt det hele lidt mere på vejen.

Nå ja, og så fortryder jeg, at jeg ikke spillede 100 kroner på, at Grækenland vandt EM i 2004.

Afslut denne sætning: Problemet med unge mennesker i dag er, at…
… de ikke fordyber sig nok i ting!

Okay, det kom meget prompte…
Ja, men det er også noget, der optager mig meget. Jeg ved egentlig ikke, om det kun er de unge – det er måske mere noget i vores tid. Alting skal gå så hurtigt, og man keder sig så hurtigt med noget, som tager tid. Film må ikke vare mere end halvanden time, for ellers kan de ikke sælges. En politisk debat om vores lands fremtid skal helst være hurtigt klippet og quizagtig med et publikum, der griner og buher. Folk læser heller ikke aviser, men får i stedet det hele online. Nogle gange kunne jeg godt tænke mig at tvinge folk til at læse en avis fra ende til anden.

Men du er vel også en del af den gruppe? Hvad gør du selv for at modvirke det?
Fuldstændig, og jeg vil slet ikke spille hellig. Jeg har for eksempel lige købt en Nokia-telefon til 200 kroner i stedet for min smartphone. Den kan kun sms’e og ringe. Og måske spille Snake.
Jeg kan mærke, at sociale medier og det at være online og tilgængelig hele tiden giver den samme slags afhængighed, man kan have af cigaretter for eksempel. Det handler om det hurtige fix. De hurtige endorfiner der bliver sprøjtet op i hovedet, men som forsvinder efter fem minutter og skal tilfredsstilles igen med det samme.

Jeg er heller ikke på Facebook længere – det hoppede jeg af for et par år siden. Jeg tror, de fleste frygter det helt vildt, fordi de tænker ‘åh nej, nu går jeg glip af nyheder og begivenheder og opdateringer fra mine venner’, men for mig var det det nemmeste i hele verden. Jeg har ikke savnet det i ét eneste sekund. Jeg er heller ikke gået glip af nogen fødselsdagsfester – hvad jeg ved af i hvert fald.

Hvilket tv-program eller hvilken film kan få dig til at græde?
Jeg er virkelig grådlabil, efter jeg har fået børn, så det kan det hele stort set. Love Actually får mig hver gang. Er det ikke klamt? Scenen til sidst i lufthavnen er jo ikke til at stå for. Alle de her mennesker af forskellige racer, køn og aldre mødes, og de er bare så glade for at se hinanden, og kærligheden overskygger alt… Nogle gange har man bare brug for et skud Love Actually, selvom det er frygtelig klichéfyldt og lyserødt og overfortalt.

På hvilket tidspunkt i dit liv har du været virkelig bange?
Jeg blev engang overfaldet på Strøget sammen med et par venner fra mit hold på skuespillerskolen. Vi mødte bare de forkerte typer på det forkerte tidspunkt, og så tror jeg, vi kom til at kigge forkert på dem. De var vidst også skudt af på amfetamin, tror jeg. Mens jeg lå der på jorden og blev sparket og hoppet på, var jeg virkelig bange, altså sådan for alvor. Jeg tænkte, ‘det kunne godt være slut nu’, for de stoppede ikke. Min veninde slog de ikke på – det var de alligevel gentlemen nok til ikke at gøre – og hun tiggede dem til sidst om at stoppe, og så kom jeg på benene igen. Min ven skulle lappes sammen på skadestuen, men vi stod på skuespillerskolen næste dag med blå øjne og flækkede øjenbryn.

Hvad skulle dit sidste måltid være, hvis du selv kunne vælge?
Jeg ved i hvert fald, hvad jeg skulle drikke til. Det skulle være en helt bestemt Zind-Humbrecht Riesling fra Alsace, som jeg er helt vild med. Den er vanvittig god. Og så noget fisk af en art.

Fisk og hvidvin, seriøst? Til dit allersidste måltid? Så er du godt nok glad for fisk.
Ej, okay, hvis jeg skal være ærlig, så var det første, jeg tænkte på, bøf bearnaise – men jeg er faktisk slet ikke så pjattet med kød længere, som jeg har været. Jeg kan sagtens leve uden en sidste burger.

Okay, det her spørgsmål er jo helt perfekt i forhold til filmen: Hvis du var bokser, hvilken sang skulle så spille, når du gik i ringen?
Det var faktisk slet ikke en ting, at man gik ind til en sang, dengang i 70’erne, hvor Jørgen boksede. Det er noget, der kom fra udlandet senere, så det er ikke med i filmen. Men jeg lavede en ‘Jørgens playliste’, som jeg kunne komme i stemning af inden optagelserne. Der var “Gem Et Lille Smil” med Gustav Winkler, “I Won’t Back Down” med Johnny Cash og “To Lys På Et Bord” med Otto Brandenburg på.

Men det er jo dig, Mikkel, der skal i ringen. Du må også selv vælge dit boksernavn og det hele – der er frie rammer her.
Okay, jamen så skal det skal sgu nok være Rage Against The Machine med “Killing In The Name”. Den sætter virkelig gang i testosteronen. Jeg satte den faktisk på, da jeg vandt i Berlin. (Sølvbjørnen for bedste mandlige hovedrolle i En Kongelig Affære, red.) Jeg vidste det lidt i forvejen, for jeg skulle have været hjemme, men så blev jeg bedt om at blive der. Og så tænkte jeg, ‘det er der nok en grund til’. Jeg var så nervøs for at skulle op at holde en takketale på engelsk foran så mange mennesker. Så for at komme i gear stod jeg og hørte “Killing In The Name” på hotelværelset, inden vinderen blev annonceret.

Og mit boksernavn skal være Mikkel ‘THE BOEF’ Bearnaise!

Hvilken beklædningsgenstand ville du ønske, at du aldrig havde iført dig?
Mens jeg gik på skuespillerskolen, skulle en af fyrene fra mit hold giftes, så vi skulle til stort bryllup i Jylland. Det var sådan et Disney-bryllup, så jeg blev iført en meget lyserød og utroligt stramtsiddende spandexdragt. Jeg tror, jeg skulle forestille ham der med lysene – Lumiere fra Skønheden og Udyret. På et tidspunkt kom party-planneren over og bad mig om at tage et forklæde på, fordi dragten var… meget afslørende… nede omkring skridtet. Og der havde jeg altså rendt rundt og været Lumiere i ret mange timer.

Hvilket minde fra din skoletid er stærkest?
Det må være mit første kys i femte-sjette klasse. Det var med Christina fra klassen, og det var meget uskyldigt. Vi stod ude under stjernerne, og så fortalte jeg hende, hvor Karlsvognen var. Det var jo ikke til at stå for vel? Så fik jeg et kys. Og på vej hjem var jeg helt høj. Ellers var jeg bestemt ikke nogen scoretrold dengang, for jeg havde bøjle i hele hovedet og var meget tynd og ranglet.

Er der et sted, du har et særligt forhold til?
Gilleleje i Nordsjælland, hvor jeg er vokset op. Når jeg kommer derop, føles det ligesom en tidslomme med min ungdom og barndom. Så kommer minderne om Christina under stjernerne frem igen. Mine forældre bor der ikke længere, men når jeg kommer forbi, kører jeg altid forbi vores gamle hus. Og så bliver jeg lidt småforarget over, at der nu er en indkørsel i haven der, hvor min fodboldbane lå, eller et hegn, der er lidt for højt, eller den slags.

Ville du helst have uforløste ambitioner eller ikke have ambitioner og være tilfreds?
Helt klart uforløste ambitioner. Det er nok også grunden til, at jeg blev ved med at søge ind på skuespillerskolen. En tanke, som fyldte meget for mig i de år, var, at jeg hellere ville prøve og så få en masse afslag, for så kunne jeg se mig selv i spejlet og sige, at jeg prøvede. Der var også en modstand i mig selv, der sagde, at det var urealistisk, for der var ingen i min familie, der var gået den vej før mig. Man får jo hele tiden at vide, at det er et nåleøje, og at det svært at leve af at være skuespiller. Jeg kan egentlig godt lide tryghed, og det er den her levevej jo ikke. Men jeg tror på, at lysten til det og troen på, at jeg har noget at byde ind med, er større. Jeg tror, jeg ville have fortrudt det rigtig meget, hvis jeg ikke havde prøvet det af.

Men du får jo muligheden for at spare dig selv for al den tvivl, du nævnte. Du kunne have være totalt glad og tilfreds hele vejen.
Ja, men jeg tror, det er et grundvilkår at prøve sig selv af. Ligesom med rollen som Jørgen Hansen her – da jeg blev kontaktet om rollen, sagde jeg først, at de skulle vælge en jyde, som var meget større end mig, og som kunne bokse i forvejen. Men så var der alligevel noget, der pirrede mig. Det var en udfordring. Og det motiverede mig at sige, ‘Okay, hvor langt kan jeg nå med et halvt års træning.’

Hvad er den fineste ting, du ejer?
Mine børn. Eller – dem ejer jeg vel ikke?
Jeg har min sølvbjørn fra Berlin stående derhjemme som et bevis på det, jeg ydede dengang. Den er også et symbol på den indre og ydre modstand, der var forbundet med processen. Det var ikke helt nemt at få fri fra skuespillerskolen til at lave filmen, og der var en masse mennesker, der havde holdninger til, hvorvidt jeg skulle sige ja eller ej. Men det skulle jeg, for jeg vidste, at den rolle kunne jeg spille.

Hvor står den henne?
Den er faktisk nede i kælderen, for jeg kan egentlig ikke holde ud at se på den. Der er sikkert noget jantelov i det, men det er også fordi, den sætter gang i en tankerække, som det er fint at lade ligge dernede.

Er den pakket helt væk?
Ej, okay – den står på en hylde dernede, så mere jantelov er der heller ikke.