Det her er VICE-interviewet. Her stiller vi en aktuel, kendt person en fast række spørgsmål i håb om at komme tættere på, hvem han eller hun egentlig er.
Mit tidligste minde om Silas Adler stammer fra en propfyldt cirkusarena i udkanten af Fælledparken. Cirkusset var stablet på benene af Ingrid Jespersens Gymnasieskole, og vi skriver vel år 1996 eller ’97. Vi var begge jævnaldrende elever på den selvbevidste privatskole med de stolte traditioner, men Silas var lige startet og var derfor, på det tidspunkt, lidt af en outsider. Ikke desto mindre stod han nu der, badet i projektørlys midt i arenaen, og var klar til at give publikum en opvisning i skateboard-ekvilibrisme. Hovednummeret var en ollie hen over en tyk bjælke, som måske var for tyk. I hvert fald gik det galt for Silas under de første forsøg, og jeg er sikker på, at mange i forsamlingen begyndte at have medlidenhed med knægten, der nu stædigt var ved at tage tilløb for tredje eller fjerde gang. Jeg stod selv bag projektøren og holdt vejret, da han satte i gang for øjnene af hundredvis af elever, lærere, forældrepar og tilfældige Østerbro-borgere. Men så gjorde han det sgu; hoppede elegant hen over det forbandede stykke træ, som lå der i midten af manegen og grinede af ham – og indkasserede ved samme lejlighed det mest taktfaste og oprigtige bifald, der nogensinde har lydt under Cirkus Ingrids beskedne teltdug. I hvert fald det år.
Videos by VICE
I dag, 20 år senere, møder jeg den nu 31-årige Silas Adler i Soullands hovedkvarter på Frederiksberg. Skateboarding spiller stadig en central rolle i hans liv, men drømmen om at blive professionel skater fik et smadret knæ sat en stopper for. Til gengæld er det skater-tøjmærke, som han stiftede som 17-årig, blevet til en af Danmarks største modesucceser.
Vi har fucking grineren på, men senere på natten møder vi en gruppe hooligans fra en rivaliserende klub, som virkelig er tændte på at smadre os.
Soulland er dybt forankret i skatermiljøet, men det var først, da Silas Adler begyndte at mikse gademoden med elementer fra den klassiske herre-ekvipering, at tingene for alvor tog fart. I dag er Soulland et internationalt anerkendt tøjmærke, hvis kollektioner kan findes i nogle af verdens mest toneangivende modemagasiner- og butikker, og Silas Adler har for længst etableret sig som en af de mest interessante modeprofiler i Skandinavien.
Her, godt en uge før startskuddet lyder til den internationale modeuge i København, har han og medarbejderstaben rygende travlt. Soulland har designet en sneaker i samarbejde med Nikes skateboardlinie, Nike SB, og resultatet af parløbet med den amerikanske tøjgigant skal præsenteres for offentligheden på fredag.
Der står meget på spil, både for Soulland og for Silas, som ser projektet som en tilbagevenden til det, det hele begyndte med.
“Hele det her samarbejde handler om at bygge bro mellem fashion og skateboarding. Og det er sindssygt svært, for modeverdenen æder alt, hvis bare det serveres på den rigtige måde – skateboard-verdenen æder ingenting, hvis det ikke er autentisk. Jeg har skateboarding så kært, at jeg ikke ville lave noget, medmindre jeg følte, at det var 100% legit. Men nu da Nike kom til mig og gav mig den her mulighed, greb jeg den selvfølgelig,” siger han, idet vi går ned ad Gammel Kongevej og slår os ned på hans stamsted Verdens Mindste Kaffebar.
Alle billeder af Simon Fals.
VICE: Hvor mange mennesker har været forelsket i dig?
Silas Adler: Jeg tror faktisk, at det er færre mennesker, end jeg umiddelbart går og forestiller mig. Der er forskel på forelskelse og fascination, og hvis vi snakker the real deal, så lander vi nok på et sted mellem fem og ti.
På hvilket tidspunkt i dit liv har du været virkelig bange?
Det er som regel først efter, faren er drevet over, at alvoren rigtig går op for mig. Jeg mindes engang for mange år siden, da firmaet var lillebitte, hvor vi var to gutter afsted på salgstur i Europa. Vi læssede en masse tøj ind i en bil og kørte egentlig bare rundt på må og få til en masse udvalgte tøjforretninger. Ad omveje var vi så endt i Manchester, hvor vi kom for sent til et møde med en butiksejer, som så blev skudt til dagen efter. Om aftenen tog vi i byen – vi skulle ud og opleve den her vilde by, som har betydet så meget både musikalsk og sportsligt, men som på mange måder viste sig at være et lortested. Vi endte op med nogle halvgamle, crazy fodboldhooligans, der var ude at fejre en ven, som var kommet ud af spjældet. Der var snitter, pints og en virkelig intens drukstemning, som vi blev suget helt ind i.
Vi har fucking grineren på sammen, men senere på natten, hvor min makker i mellemtiden er taget hjem på hotellet, møder vi en gruppe hooligans fra en rivaliserende klub, som virkelig er tændte på at smadre os. Lige pludselig eksploderer volden bare, og mine nye venner bliver sure på mig over, at jeg ikke kaster mig ind i slagsmålet med lige så stor iver som dem. Undervejs får jeg et øjebliks klarsyn: ‘Okay, du står ude i et eller andet fucking industrikvarter i Manchester med nogle virkelig hardcore gutter, du ikke aner noget om, og du kender ingen. Hvor går grænsen mellem en knytter og en kniv? Hvad er det her for noget?’ Det var først, da jeg kom hjem på hotellet, at det gik op for mig, at det hele sgu var lidt sketchy.
Er der et tv-program eller en film, som kan få dig til at græde?
Ja, men så er det nogle helt slum programmer, som bare er skræddersyet til at få folk til at tude. Fra Skrot til Slot for eksempel. Det er sjældent kvalitet, der får mig til at snøfte, men følelsesporno kan sgu godt få ram på mig.
De der vrisne, selvretfærdige bemærkninger, man får smidt i hovedet, fordi man triller 50 meter hen ad et bredt fortov på sin cykel. Fuck. Nu. Af.
Hvilket minde fra din skoletid står stærkest i din erindring?
Umiddelbart før afslutningen på 9. klasse havde vi et møde med en form for studievejleder, der kom forbi vores klasse og rådgav os om vores fremtidsmuligheder. Jeg husker, at han præsenterede det sådan, at der kun var ét valg, og det var gymnasiet. Jeg kunne ikke dy mig for at spørge ham: ‘Hvad nu hvis man bare ikke gider tre år mere på skolebænken? Er det ikke et legitimt valg?’ ‘Jo da’, svarede manden venligt. ‘Det er jo det valg, som alle posemændene og posedamerne har truffet’.
Det står så klart for mig, fordi det kom til at lyde som en udfordring i mine ører. Som en absurd påstand, jeg havde sindssygt meget lyst til at modbevise. Jeg kom faktisk i gymnasiet, men jeg vidste jo godt, at det ikke var der, jeg hørte hjemme, og jeg droppede ud efter et halvt år.
Hvad er den fineste ting, du ejer?
Jeg ejer jo ikke min søn, men han er det mest værdifulde i mit liv. Han er fem år gammel, og han udvikler sig i et sindssygt tempo. Og at følge med i den udvikling er som en gave, der bliver ved med at give.
Vi var en gruppe skatere, som lod os influere af den tøjstil, der var populær blandt amerikanske hiphop- og R&B-stjerner omkring årtusindeskiftet … Det var ikke godt.
Hvorfor slog du op med din første kæreste?
Fordi jeg kedede mig og syntes, at græsset var grønnere på den anden side. Som 17-årig knægt tror man jo, at der altid er noget bedre derude, men i takt med at jeg er blevet ældre, er jeg nået frem til, at det er de samme problemer, som dukker op i forhold igen og igen, og man kommer aldrig videre, hvis man ikke arbejder med dem.
Hvis du var bokser, hvilken sang skulle der så spilles, når du gik i ringen?
Jeg vakler mellem tre sange: Wu-Tang Clans Ain’t Nuthing Ta Fuck Wit, Fleetwood Macs The Chain eller A Guy Called Geralds Voodoo Ray.
Hvad fortryder du mest fra din fortid?
Jeg går generelt meget lidt op i at tænke på ting, jeg fortryder, men jeg ka da godt ærgre mig over, at jeg ikke tog genoptræningen af mit knæ mere seriøst. Men i den periode var der så meget fest, så meget sjov og ballade, at jeg bare ikke syntes, jeg havde tid til at sidde på en træningscykel 30 minutter hver morgen. Havde jeg gjort det, kunne jeg måske have fortsat med at skate.
Hvor mange bøger har du læst fra ende til anden i det indeværende år?
Ikke en eneste, men jeg har gang i syv forskellige – blandt andet Mike Tysons selvbiografi, Martin Kongstads Fryser Jeg og en lidt fjollet guide til, hvordan man laver god business, som hedder The Diamond Cutter. Jeg er faktisk helt sikker på, at jeg har fortalt Martin Kongstad, at jeg for længst er blevet færdig med hans bog, men det er simpelthen løgn.
Før læste jeg meget mere, men det får jeg ikke gjort længere. Min grund er vel den samme som alle andres: Jeg er blevet dybt afhængig af min smartphone, så i stedet for at fordybe mig i bøger, sidder jeg og scroller og får alle mulige informationer om mennesker, som jeg egentlig er ligeglad med.
Hvad skulle dit sidste måltid være, hvis du selv kunne vælge?
Det skulle være et ærligt, veltilberedt italiensk måltid bestående af frisk pasta, nogle virkelig smagfulde tomater og en fucking fersken til dessert. Netop det måltid får jeg altid på en fin, meget traditionel restaurant i Milano, som jeg er kommet på gennem mange år.
Hvilket stykke tøj ville du ønske, du aldrig havde iført dig?
100% en t-shirt, hvor ærmerne var revet af. Laver du hårdt, fysisk arbejde, eller pumper du jern i træningscentret, kan jeg godt se fidusen i det, men at have den som beklædning i det daglige – der går det helt galt. Og det gjorde det også for mig. Vi var en gruppe skatere, som lod os influere af den tøjstil, der var populær blandt amerikanske hiphop- og R&B-stjerner omkring årtusindeskiftet. Tænk Sisqos Shakedown, Do-Rag med svedpandebånd udenpå … Det var ikke godt.
Afslut denne sætning: Jeg kan blive rigtig hidsig, når …
Folk går amok over småforseelser i trafikken. De der vrisne, selvretfærdige bemærkninger, man får smidt i hovedet, fordi man triller 50 meter hen ad et bredt fortov på sin cykel. Fuck. Nu. Af. Det er så ulideligt dansk.
Hvornår gjorde du sidst noget ulovligt?
Da jeg cyklede på fortovet for et par timer siden, haha! Psyko-bredt fortov – og alligevel skulle folk skræppe op.
Hvad kan gøre dig stolt som dansker?
At se hvor megaoptur folk fra udlandet får over København. Når den her by viser sig fra sin bedste side, som den gør, når det er godt vejr, er der nærmest ingen grænser for, hvor fedt her er. For nogle måneder siden, havde vi en masse udenlandske pro-skatere på besøg i anledning af skateboard-konkurrencen Copenhagen Open, og de var så mega stoked over, hvad de så. Det var under Distortion, og vi skatede, festede, spiste godt og hang ud i solen. Sidste dag tog vi den med ro, fik noget lækkert at spise – og bagefter foreslog jeg, at vi cyklede over og hoppede ud fra Knippelsbro. De her gutter kiggede skeptisk på mig, men selvfølgelig var de klar. Vi hopper i, kommer op fra vandet og får en vinbrandert på i solen derude på Bryggen, og alt er smukt og godt. Og så Distortion igen om aftenen … De var blown away, da de fløj hjem.
Læs flere VICE-interview:
