Sådan har syv år med hjemmelavede tatoveringer formet mig og mine venner

'Du skal se den her.'

Jonas løfter op i sin trøje og på hans ene ribben er aftegningen af en utydelig, blålig sky. Det ligner, at han er blevet tegnet på med en kuglepen, efter at være gået kold til en fest. Jeg kigger spørgende på ham.

Vi har selv tatoveret den, siger han stolt. Mads byder straks ind og viser sine tre cirkler på fingeren. Hans tatovering har de samme skæve, hullede linjer med samme matte blå farve.

Det ligner lort.

Det var sådan, jeg for syv år siden blev introduceret til fænomenet hjemmetatoveringer. Måske fordi mine venner og jeg havde hænderne dybt begravet i et punkmiljø, hvor vi var vant til at gøre alting selv, og bare kaste os ud i projekter uden alt for mange tanker på konsekvenserne. Så Jonas og Mads strøg ned på apoteket for at købe kanyler, som de tapede fast til en blyant. De bestilte også blæk, men det var det billigste sprøjt de kunne skaffe. Derfor blev prikkerne uregelmæssige, næsten gennemsigtige – og med stor sandsynlighed ret sundhedsskadelige. Måske var et besat hus, der ikke havde været gjort rent i otte år, heller ikke det bedste sted at tatovere.

Jeg syntes, det var spændende, men kom frem til, at jeg ikke skulle nyde noget.

I de følgende år døde projektet lidt ud igen, fordi en af vores venner var begyndt at tatovere rigtigt. Men en dag kom Mads og fortalte, at de havde købt stort ind, og den her gang skulle det gøres ordentligt. Blæk, nåle, små plastikbeholdere, overførselspapir og plastikhandsker – alt sammen af samme kvalitet, som de professionelle tatovører bruger.

Nu var det svært at sige nej. De andre havde allerede lavet adskillige tatoveringer på hinanden, og de stod skarpt og sort på deres lyse hud.

Min første priktatovering blev tallet 42 (der jo som bekendt er meningen med livet). Jeg fik den på tommelfingeren for et par år siden. Derefter tog det fart.

Vi lavede en regel om, at man skulle tatovere sig selv, før man fik lov til at tatovere andre. Det giver en forståelse for, hvor dybt man skal prikke, for at farven bliver siddende, og det er nemmere at vurdere, hvornår det gør ondt. Jeg startede med at lave et kamera på mit lår. Låret er det bedste sted at begynde, fordi fladen er helt plan og der er en god arbejdshøjde. Desuden er der den fordel, at hvis nu det bliver grimt, så er det ikke et sted, man går og flasher på daglig basis.

Flere og flere af vores venner lærte at prikke, og aftenerne involverede efterhånden lidt af en flok, som sad og stak løs i hinandens deller. Det blev en social ting, hvor der ofte var drinks på bordet og joints i mundvigene, og sådan opstod det, at vi mødtes til 'Tusser & Sjusser'.

På den her aften er vi samlet ni mennesker hos Sofie i Københavns Nordvestkvarter. Næsten alle er "certificerede" i vores vennekreds til at lave tatoveringer på andre. Det er kun min kæreste Rosa, Sofies kæreste Joakim og vores gæst Leah fra USA, der ikke har prøvet at tatovere.

Selvom resten af os kan, er det langt fra sikkert, at alle kommer i aktion i dag. Konceptet handler lige så meget om at hænge ud, og den rigtige idé skal være der, før vi går i gang. Men da de første idéer begynder at dukke op, spreder lysten sig, og snart er der gang i nåle og skitsepapir ved alle bordene.

Sofie går i gang med den måske mest ambitiøse tatovering vi har lavet: En blæksprutte med dykkerhjelm, som fylder hele Eriks underarm. Han skærer tænder af smerte, mens han slår snake eyes med terningerne. Han spiller backgammon mod Joakim for at tænke på noget andet.

De fleste kæder den enerverende summen fra tatovørens maskine - lyden af en arrig, elektrisk brumbasse – sammen med skabelsen af en ny tatovering, men effektiviseringen fandt først sted i 1890'erne. I de tusindvis af år, før vores tid, hvor mennesker har pyntet sig selv med varige udsmykninger, har de været lavet i hånden – én prik ad gangen. Hvor en moderne maskine stikker hul i huden omkring 16 gange i sekundet (alt efter indstillingen) er det noget mere begrænset, hvor hurtigt vi kan prikke manuelt. Nogle af de dygtigste tatovører kan gøre det absurd hurtigt, men vi er ikke så trænede. Mads, Sofie og Jonas, som er meget bedre end mig, kan vel lave et par prik i sekundet, når det går stærkt. Men det monotone, og det langsommelige, er en del af processen.

I Stillehavssamfundene – særligt Fransk Polynesien, Tahiti, New Zealand og Japan - har tatoveringer i årtusinder handlet om at markere væsentlige overgange i livet, en rite de passage, og de kom derfor til at markere et kulturelt tilhørsforhold. Blandt kriminelle i og udenfor fængslerne har tatoveringer spillet den samme rolle. I bandemiljøer, hvor loyalitet betyder mere end noget andet, er tatoveringer et uforgængeligt symbol på sammenhold.

Selvom vi ville være en fucking dårlig bande, giver tatoveringerne os et lignende fællesskab. Jeg spurgte mine venner, hvorfor de er så glade for at prikke og bad dem udpege de mest særlige priktatoveringer på deres krop.

Antal tatoveringer: 28 prik (+12 på maskine)

"Jo flere vi er blevet, som gør det sammen, jo større fællesskab har vi omkring det. Samarbejdet bringer os tættere sammen, for det kræver alligevel en vis tillid at lade en anden stikke i en, og lave noget man skal bære rundt med resten af livet. Alligevel har jeg ikke nogen jeg fortryder. De har alle sammen en historie."

Antal tatoveringer: 19 prik (+1 på måskine)

"Jeg har mest lavet dem på folk, der er tætte på mig, men jeg har også lavet på et par af dem fra mit studie. Det var egentlig helt fucked, for det var dengang, vi lige var begyndt på at tatovere, og vi havde den der lorteblæk, den blå blæk, som flød ud. Så de kom tilbage et par uger efter: 'Er det meningen, at jeg skal se sådan her ud? Er det meningen jeg skal være helt blå rundt om?' Så måtte jeg sige: "Æh, nej. Det er ikke meningen. Det er jeg sgu ked af, men du vidste hvad du gik ind til."

Antal tatoveringer: 15 prik (+7 (store) på maskine)

"Man får noget sammen, når man har lavet en tatovering på hinanden. Det styrker vores forhold. Om det er flot eller ej, betyder ikke så meget. Så kan man grine af, at det er grimt, eller have optur over, at det er flot. Alle de første vi lavede er ikke særlig fede, men de har en god historie."

Antal tatoveringer: 1 prik (+5 (store) på maskine)

"Jeg har været kærester med en kvindelig tatovør, som altid svinede hjemmetatovører til og sagde, at der ville gå betændelse i det og den slags. Men jeg har aldrig hørt den type historier fra dem, jeg kender, som rent faktisk har priktatoveringer. Så jeg har da tænkt lidt på, at det kunne være sjovt en dag. Jeg vil ikke sige, at jeg gør det for at få hævn over hende, men hun var gået amok på mig, hvis jeg havde gjort det, mens vi var sammen. Jeg kan godt forstå, at tatovører som hende vil beskytte deres håndværk, men så længe folk har det sjovt og ingen kommer til skade, kan jeg ikke se problemet."

Antal tatoveringer: 10 prik (+2 på maskine)

"Første gang jeg så folk i vores vennekreds gøre det, havde jeg ingen tatoveringer, så der holdt jeg mig lidt tilbage. Jeg ville gerne have, at min første tatovering skulle være "rigtig" - lavet af en professionel. Men når først man ser de andre lave deres, og de bliver flotte, så ombestemmer man sig. Der er jo også det økonomiske. Jeg gider ikke få lavet en lille streg for 1000 kroner, når det er så let bare selv at gøre det. Man kan vel sige, at en priktatovering er ligesom en blyanttegning, mens en professionel tatovering er som et stort maleri.

Antal tatoveringer: 18 prik (+ 7 med maskine)

"Man fortæller sin historie gennem sine tatoveringer. Det er et levnedsbyrd fra de aftenener, vi har haft sammen, og folks tanker i samspil, der fletter sammen. Hver gang man kigger på en tatovering kommer man til at tænke på gode venner."

Antal tatoveringer: 8 prik (+6 på maskine)

"Det er en illusion, hvis man får tatoveringer for at være unik, men det er stadig en måde at udtrykke sin personlighed på. Hele kroppen bliver et lærred, der i små detaljer fortæller en lang historie. Frygten består selvfølgelig i, at lærredet en dag er helt fyldt ud. Jeg glæder mig til, at vores generation sidder på plejehjemmet med knuckle-tatoveringer, chest-pieces og sleaves på de slaskede, leverplettede arme og hører Wu Tang. Og drikker sjusser."

Læs mere om flotte og forfærdelige tusser fra VICE:

Folk med ansigtstatoveringer fortæller os, hvad de betyder

Fem danskere fortæller om kærestetatoveringer, de fortryder

En tatovør forklarer, hvorfor hun fik sine øjenæbler tatoveret