Ensomhed, hjemve og mørke tanker: Langturschauffører fortæller om det rå liv på landevejen

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Alperne

Lastbilchaufføren Ürsu holder på parkeringspladsen på Grauholz' rasteplads. Motorvejen udenfor Bern er en af de ældste og travleste i Schweiz. "Før i tiden var der noget romantisk over at være lastbilchauffør," siger den 61-årige, men tingene har ændret sig. "Overbelastede veje, stramme tidsplaner, overvågning hele døgnet rundt og en elendig løn sidst på måneden." Han gad ikke at bytte plads med nogle fra den yngre generation af lastbilchauffører.

At være langturschauffør er et krævende job - en gennemsnitlig arbejdsuge ligger på omkring 48 timers kørsel og kan forlænges til helt op til 60 timer. I Storbritannien tjener lastbilchauffører i gennemsnit 2.060 pund (18.408 kroner) om måneden før skat, gennemsnittet i Holland ligger omkring 13.400 kroner og 14.700 i Tyskland. Der er ikke udsigt til, at arbejdsforhold eller lønninger kommer til at ændre sig, fordi søfartsindustrien i Vesteuropa i stigende grad ansætter chauffører fra Mellem- og Østeuropa, der gør det samme arbejde for den halve pris.

Chauffører, der kommer fra lande som Estland, Litauen, Polen, Ungarn, Rumænien, Hviderusland eller Ukraine, er ofte på vejene i flere uger, endda nogle gange måneder af gangen, hvor de sidder, spiser og sover på under tre kvadratmeter. For mange af dem er det arbejdsløsheden derhjemme, der tvinger dem til at køre for en hvilken som helst løn - hvilket flere fragtselskaber glædeligt udnytter til egen fordel.

Jeg tog til Grauholz-rastepladsen for at mødes med langturschaufførerne. Nogle ønskede ikke at blive fotograferet, så de bad mig om at tage et billede af deres lastbil i stedet. Vi talte på engelsk eller tysk, med vores hænder og fødder eller ved hjælp af Google Translate. Men lige meget hvordan vi kommunikerede, stod én ting klart: de længtes alle sammen efter at være hjemme.

"Jeg har været af sted i næsten tre måneder nu. Jeg kører hjem om to uger sammen med en ven fra Hviderusland. Han er langturschauffør ligesom mig, men han har to små børn. Det er en smule nemmere for mig, fordi min søn er voksen. Jeg vil ikke brokke mig; jeg bliver betalt 750 euro (5.500 kroner) om måneden. Derhjemme kunne jeg måske tjene 100 euro - hvis jeg overhovedet kunne tjene noget."

"Som lastbilchauffør venter og venter man hele tiden. Flere timer - nogle gange flere dage. Det er den værste del af jobbet. I begyndelsen plejede jeg at tage en bog med, men nu stirrer jeg bare på min telefon. Jeg får det straks bedre, når jeg begynder at køre igen - det er afslappende for mig. Jeg har ikke noget imod ikke at vide, hvor jeg vil være henne ugen efter, så længe jeg ikke skal vente så lang tid. Vi er under mere pres, end vi var før i tiden. Vi bliver overvåget hele tiden - af fragtselskaber, kunder og af politiet. Jeg ved ikke, hvor længe jeg bliver ved med det her. Måske stopper jeg, når jeg finder en kæreste."

"Fjodor fra Kasakhstan er min ven. Vi kører ofte sammen, snakker om alt muligt - om livet derhjemme, om vores problemer, og om hvad det næste bliver for os. Når vi trækker os tilbage fra at køre, mener jeg. Nogle gange er jeg bange for at tage hjem, især når jeg har været væk i lang tid. Man ved aldrig, om der i mellemtiden er sket en eller anden voldsom forandring derhjemme, fordi vi lever i et post-sovjetisk diktatur. Selvfølgelig ringer jeg til min familie, når jeg kan, men man kan bare aldrig vide, hvad der kommer til at ske i morgen. Tro mig, det har jeg set nok til at vide."

"Jeg kørte fra Hviderusland til Litauen, så gennem Polen til Tyskland og så videre til Schweiz. Først kørte jeg med træ, så møbler og så blomster. Jeg skal vist have kaffekapsler eller sådan noget med på tilbagevejen. Ofte er jeg af sted i flere måneder af gangen. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det her, men jeg er ofte virkelig ked af det. Jeg tænker på mit hjem - vi har en lille have, der er virkelig smuk. Men der er ikke noget arbejde. Hvad skal jeg ellers stille op? Bare det at få mit kørekort kostede mig en formue, jeg kan ikke bare sige op. Jeg er nødt til at tjene penge."

"Før i tiden ejede jeg massevis af lastbiler. Jeg kørte med alt muligt - og jeg mener virkelig alt. Jeg kørte til steder som Sydafrika, USA og Rusland, til byer som Mexico City og Kabul. Jeg tjente styrtende med penge, men blev træt af det. Jeg ville bare så langt væk fra den livsstil som overhovedet muligt. Nu kører jeg for sølle 2.500 euro (18.500 kroner) om måneden. Jeg er sammen med min fjerde kone - hun er russer. Hun ved stadig, hvad familie betyder.

Ja, vores arbejdsforhold er lort. Trafikken, presset, de østeuropæiske chauffører - alt er lort. Men fuck det. Jeg er 56 og vil køre, indtil jeg dør. Det her er mit liv, min frihed. Og nej, jeg kan ikke lukke dig ind i min lastbil. Jeg lukker ikke engang min egen bror ind i den - det bringer uheld."

"Jeg har kørt i to år nu. Det er det eneste job, hvor jeg kan tjene nok til at leve af. Jeg får de her billeder i hovedet - som regel lige før jeg falder i søvn, men de rammer mig nogle gange også, når jeg kører. Det er flashbacks fra engang, hvor jeg skulle på hospitalet, fordi jeg var kommet til skade. Lyset var så skarpt. Fyren ved siden af mig havde mistet et ben og havde hul i maven. Det var forfærdeligt. De billeder bliver ved med at vende tilbage til mig. Tror du, at jeg er ved at blive sindssyg? Jeg har ikke lyst til at være på billedet, men er du ikke sød at skrive, at jeg gerne vil have et godt liv. Intet andet end et godt liv. Kan du gøre det for mig?"

"Jeg kører fire uger i træk, og så tager jeg hjem til Warszawa til min kone og børn. Jeg kører med potteplanter og tulipaner fra Holland til Schweiz, Italien, Spanien - hvor som helst. Jeg savner mine døtre. I dag har min yngste datter fødselsdag, og jeg sidder her i lastbilen, langt væk hjemmefra."

"Jeg er ligeglad med, at jeg skal spise alene, sove alene og drikke alene. Det er bedst ikke at tænkte på, hvordan livet ville være, hvis det hele var anderledes. Men det kan være svært. Min mor er syg, og hun er på plejehjem. Når jeg tænker på, at hun er der, har jeg lyst til at tage hjem og besøge hende og snakke med hende om fortiden. Før i tiden var hun så munter, hun grinede altid meget. Jeg er bange for, at hun pludselig dør, og at jeg ikke er der hos hende. Men der er andre gange, hvor jeg er ret glad for at være langt væk. Det er bare sådan, det er - jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige."

"Jeg kører kun for tyskerne og hollænderne. For rumænske firmaer kommer lastbilen før manden bag rettet. Det er derfor, livet passer mig fint, som det er - pissegodt, egentlig. Jeg ved ikke, hvorfor de andre brokker sig så meget. Jeg kan for første gang i mit liv begynde at tænke på min pension. Nu har jeg penge til at tage til læge, når jeg er syg. Det er en rar følelse."

"Det var meningen, at jeg ville gå på pension i marts, men jeg bliver ved med at køre indtil oktober, for i den måned vil jeg have arbejdet for det samme firma i 25 år, og så holder de en kæmpe fest for mig. Jeg har været bag rettet i over 40 år. Der er meget, der har ændret sig, siden jeg begyndte - mere trafik, mere stress, mindre tid. Flere chauffører fra Østeuropa. De bruger en masse penge på kørekort i Rumænien, Polen eller Rusland, og så kommer de her og siger: 'Tag mig, jeg kører gerne til hvilken som helst pris, lige meget hvor det er til eller hvor længe.' Forstå mig ret - jeg forstår dem godt. Skylden ligger hos de selskaber, der ansætter dem for halvdelen eller en tredjedel af, hvad vi får i løn. Det er forkert. Det er så, så forkert."

"En schnitzel med pommes, en salat, en kop kaffe og et ordentligt brusebad - alt det ville til sammen koste mig omkring 36 euro (267 kroner) her i Schweiz. Det ville koste halvt så meget i Tyskland, men jeg ville ikke engang have råd til det, hvis det kostede 10 euro (75 kroner). Jeg tager min egen mad med. Altid nok kød, nogle æg, grøntsager i glas. Min bror er landmand og til alt det andet - ja, man kan jo altid få det et eller andet sted fra."

"Jeg har mit eget firma, vi er fire chauffører. Jeg klarer mig, men det er hårdt. Et fragtselskab kan kun spare på to ting væk: dieselen og chaufføren. Den mest omkostningseffektive får jobbet. Det kommer ikke til at ændre sig de næste par år.

Ville det gøre nogen forskel, hvis jeg fortalte dig, at jeg var bekymret for firmaet? Mine chauffører er pålidelige, jeg er min egen chef, jeg har en familie, børnene har det godt. Jeg har billeder af dem - her, prøv at se."

"Jeg begyndte at køre den 3. september 1976 - for næsten 40 år siden. Branchen er blevet barskere, men sådan er det over det hele. Manglen på respekt nu til dags, den generer mig virkelig. Før i tiden betød det virkelig noget at være langturschauffør. Jeg plejede at være stolt over at køre lastbil. Jeg fik så mange venner, og vi plejede alle at have hinandens ryg.

Nu til dags tænker alle bare på sig selv. Og det er forståeligt: der er mange, der kører for en lorteløn. De arbejder for selskaber, der prøver at vride alt ud af deres chauffører - det vigtigste for dem er bare, at det ikke koster for meget. Det er moderne slaveri. Det er sådan nogle tanker, jeg ofte gør mig på de her lange ture."

Læs mere fra VICE:

Sådan føles det at gå konkurs i Danmark

Det jeg lærte af at åbne 10 firmaer - og lukke dem igen

Hvor strippere tager hen for at dø