Vridsløselille, Jyderup, Horserød og Nyborg. Listen over fængsler, hvor Per Ulrich Karpf har siddet inde, strækker sig over de seneste 10 år. Nu sidder han helt oppe i Kragskovhede Statsfængsel i Nordjylland, og det betyder, at han ikke længere kan gå direkte ud af fængselsporten og sætte sig ind i sin Jaguar, som han havde for vane. Køreturen til København er for lang, og tiden er knap, når man kun har frihed fra fredag til søndag, så han tager flyet fra Aalborg.
Jeg møder 36-årige Per Ulrich Karpf på en cafe på Østerbro en lørdag formiddag, hvor han er på udgang. Han har overnattet i sin mosters lejlighed lige rundt om hjørnet, fordi “Hotel Skt. Petri blev for ensomt i længden”, som han siger. Det eneste tegn på, at han har brugt det meste af sin tid i et fængsel de sidste 10 år, er måske, at han stadigvæk går med Shamballa-armbånd.
Videos by VICE
I aften skal han fejre fødselsdag for en pige, han dater. I den anledning har han lejet en limousine til hende, og han har inviteret mig med som fluen på væggen. Jeg spørger ham, hvordan hun har det med at date en kriminel? For selvom man hurtigt kan glemme det, når han sidder der og er pænt klædt, så har han overtrådt loven gang på gang.
“Jeg har ikke sagt til hende, at jeg er kriminel,” siger han og holder en kunstpause, inden har bryder ud i latter:
“Nej det passer selvfølgelig ikke.”
Karpf skifter igen til en mere alvorlig tone:
“Sidste weekend var der en af de der overfladiske iværksættertyper, der sagde, at hun skulle droppe al kontakt til mig. Men jeg er jordens mest romantiske menneske, jeg behandler mine kærester som gudinder og prinsesser. I bund og grund er jeg et godt menneske.”
Men hvorfor skulle iværksætteren så advare hende? Per Ulrich Karpf kommer mig i forkøbet, inden jeg når at stille spørgsmålet.
“Han ville vel selv score hende. Du ved, sådan en 49-årig, der tror, han kan komme i bukserne på en 18-årig.”
“Er hun 18?”, spørger jeg en smule chokeret.
“Nej, nej, nej, nej, rolig, nej, nej”, siger han. Inden han bryder ud i latter igen.
“Hun er 23.”
Desværre ønsker kvinden ikke en journalist på slæb til sin fødselsdag, så jeg må undvære limousineturen og de billeder, jeg havde regnet med, vi skulle tage i den. Men Per Ulrich Karpf er fuld af gode forslag til, hvilke billeder vi så kan skyde. “Det kunne for eksempel være mig på casino, hvor jeg har smidt mit ur på bordet, mens der sidder en smuk kvinde uden tøj på ved siden af,” siger han og understreger pointen “du ved, sådan lidt flået på casino”. Der er dog særligt én af hans idéer, han bliver ved med at vende tilbage til. Han vil gerne have taget billeder i et abebur i zoo. Jeg forsøger dog at holde fast i, at vi skal have nogle billeder, der viser hans liv, når han er på udgang.
Det er i øvrigt ikke første gang, at Per Ulrich Karpf stiller op i medierne. Det er faktisk heller ikke første gang, at vi har talt med ham. “Jetset-direktøren” er han døbt i pressen, men den titel giver han ikke meget for selv.
“Faktisk har jetsetmiljøet egentlig aldrig eksisteret herhjemme. Altså – der er nogen, der kalder mig jetsetsvindleren, men det er eddermame tragisk, hvis jeg er kendetegnet for jetsettet.”
Men hvem er han egentlig, ham der knap var blevet voksen, før han tjente flere penge, end de fleste tør drømme om?
Jeg vil bag om anekdoterne, der stammer fra velmagtsdagene inden finanskrisen. Men for en god ordens skyld har jeg bedt ham om at ridse sine domme op for mig.
Det var momsbedrageri, det var skatteunddragelse, det var tømning af selskaber, lukning af selskaber, en kæmpe cocktail af forskellige økonomiske kreativiteter.
“I år 2006 blev jeg idømt tre et halv år år for skatteunddragelse og momsbedrageri. I 2007 blev jeg dømt fire år for bedrageri og skyldnersvig for 120 millioner i en kombinationsdom med de tre et halvt år. Det var det, der blev lavet, mens jeg sad inde. Og den her gang er jeg så dømt for viden om bedrageri og anden økonomisk kriminalitet, fordi jeg har vist, at nogen har lavet noget ulovligt, og jeg har hjulpet dem med råd og dåd, som man kalder det.”
Han fik altså en dom, røg i fængsel og mens han sad inde, begik han ny kriminalitet fra fængslet, så dommen blev forlænget. Da den var afsonet i 2015, nåede han lige ud og vende, før han igen blev idømt fem år bag tremmer for at have overtrådt loven.
Nu er det slut, bedyrer han.
“Det er meget enkelt, det slår mig ihjel næste gang. Jeg overlever det ikke en gang til. Fængslerne bliver hårdere og mere afstumpede, og jeg bliver ældre og mere angrende.”
Spørgsmålet trænger sig på: Hvad var det, der drev den her nydelige, jakkesætklædte mand derud, hvor han endte med at tilbringe så mange år af sit voksenliv bag tremmer? For at finde en del af svaret skal vi tilbage til hans barndom.
Per Ulrich Karpf har altid haft følelsen af at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Indtil han blev 10, boede han ved Rungsted Kyst i Hørsholm med en mor, der ifølge ham drak. Så flyttede han til Bornholm for at bo med sin far, der var pædagog.
“I Rungsted var jeg den fattigste, hvor det gjaldt om at være den rigeste. Og da jeg havde sat mig i hovedet, at det gjaldt om at være velhavende, så var jeg pludselig blandt de fattige. Så jeg har hele tiden været udstødt.”
Han siger dog, at han havde venner. Han var bare ikke deres første prioritet. I stedet var han klassens klovn, der “forsøgte at få anerkendelse ved at underholde”. Hans bedste barndomsminder er af den materielle slags.
“Det bedste var, når mine forældre havde dårlig samvittighed, så de gav mig gaver. Det var dejligt, selvom det var falsk tryghed.”
Det er et mønster, han genkender fra sit voksenliv.
“Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg altid skulle købe ting og trøste mig med det, da jeg blev ældre. Men så fandt jeg siden ud af, at det nok var der, det kom fra.”
Som 17-årig flytter Per Ulrich Karpf alene til København. Ifølge ham selv var han “en bonderøv, der kom ind med firetoget”, men han medbringer en ukuelig iværksættertrang og utæmmelig lyst til at tjene penge. Der går derfor ikke længe, før han stifter et callcenter, pengene begynder (ganske lovligt) at rulle ind på kontoen, og en ny omgangskreds følger med.
“De næste mange år gik jeg i en rus af ekstravagance og luksus. Det var fortryllende og forblændende.”
Tilværelsen som nyrig københavner står i skærende kontrast til barndomsårene. Og når man kommer med dén slags i bagagen, kræver det heller ikke den store psykologiske indsigt at kunne se, at det er dømt til stikke af, da han laver sin første million, inden han fylder 20 år. Hotelfester på D’angleterre, de dyreste vine, damer og middage.
Det kunne hurtigt blive brugt 100.000 kroner på en weekend.
“Det kunne hurtigt blive brugt 100.000 kroner på en weekend.”
“100.000 på en weekend?” spørger jeg lettere forundret.
“Du skal huske, det var gode tider, så det gjorde alle.”
“Alle?”
“Ja, ja.”
Regningen for luksuslivet lander i 2008, da finanskrisen rammer. Pludselig kommer tømmermændene og problemerne i samme tempo, som han tidligere havde fyret sine penge af. Der skulle findes 100 millioner til et hotelprojekt i Tyrkiet, fordi banken havde opsagt dem. Karpf nægtede at smide håndklædet i ringen.
“Jeg ville opretholde min levestandard, selvom det var en kæmpe økonomisk byrde. De andre lagde sig ned på stribe, og jeg tænkte, ‘nej det vil jeg kraft-peter-væltende-mig ikke.”
Jeg føler mig så fucking ensom.
Og så begyndte hans kriminelle deroute, som allerede er velbeskrevet i medierne. Han opsummerer selv sådan her:
“Det var momsbedrageri, det var skatteunddragelse, det var tømning af selskaber, lukning af selskaber, en kæmpe cocktail af forskellige økonomiske kreativiteter.”
Mens andre nyrige spændte livremmen ind, blev Karpf offer for sin egen trodsighed. Han beskriver sig selv som “helvedes impulsiv”, og når man hører ham fortælle, giver det ret god mening. Han ved udmærket godt, at han har fucket sit liv op.
“Der går ikke en dag, hvor jeg ikke banker mig selv i hovedet og tænker, hold kæft er hvor er jeg dum. Jeg er 36 år, jeg har ikke nogle børn, jeg har ikke nogen kone, jeg har spildt mit liv. Jeg føler mig så fucking ensom.”
Nu skal det jo heller blive sådan, at man skal til at hive Kleenex’en op af bar med medlidenhed med Karpf. Han ved godt, at han “høster, som han har sået”. Han står ved at have svindlet og er ikke stolt af sine handlinger.
“Der er mange, der siger, “nå, det er fordi, du godt kan lide at føre dig frem”, når jeg fortæller min historie, men nej – det er det ikke. Jeg vil gerne vise, at jeg angrer. Jeg har lavet rigtig mange dumme ting i mit liv. De største konsekvenser har været de menneskelige. Kærester, der skulle slæbes gennem pressen, at se min far græde, og at stå op om morgen og have svært ved at se mig selv i spejlet.”
Det er ikke kun ham selv, det har mærket konsekvenserne af kriminaliteten.
“Man kan ikke lave kriminalitet, uden at der er ofre. Jeg forsøger at lave en gældssanering med dem, der har tabt på mine gerninger, hvor den største af dem er SKAT. Der er mange, der får et kick af at lave kriminalitet, sådan har jeg det ikke, tværtimod giver det mig en dårlig smag i munden”, siger han.
Tiden i fængselscellerne har til gengæld givet ham rig lejlighed til at psykoanalysere sig selv. Her er, hvad han er nået frem til:
Mit mindreværdskompleks var tiltrukket af den falske anerkendelse.
“Mit mindreværdskompleks var tiltrukket af den falske anerkendelse. Jeg synes jo ikke, at penge er sjove i sig selv, det er jo et kedeligt middel, men der var en anerkendelse, der fulgte med, der gjorde, at folk så op til en. Når jeg gik i byen, var der 100, der kendte mig, som jeg ikke anede, hvem var. Der var altid 20-30 ubesvarede opkald på min telefon og et hav af sms’er. Det var en falsk popularitet, men dog en popularitet.”
Karpf endte med at betale en regning, der ikke kun kan opgøres i kroner og øre. 10 år har han brugt bag tremmer. Derfor skal han have det maksimale ud af sine weekender i friheden. Mens vi sidder på café Dag H på Østerbro, bestiller han juice, ingefærshots, kaffe, avocado, laks, røræg og pølser, og mellem serveringerne fortæller han om den anerkendelse, han i dag får for sine lovlige bedrifter – selvom han er dømt for økonomisk kriminalitet.
“Ugentligt får jeg henvendelser på de sociale medier, hvor unge mennesker skriver ‘ej, hvor er du sej’. Typisk Øregaard-elever, du ved, som også vil ud og være iværksættere. Folk, der gerne vil have succes.”
Han begynder så småt at kunne se en ende på årene bag tremmer. Per Ulrich Karpf fortæller, at han “måske snart kan komme i udslusning” – og om halvandet år er han formentlig på fri fod.
Og til den tid er han – siger han selv – færdig med at bruge tusindvis af kroner på champagneflasker på københavnske klubber.
“Hvis man kigger på de sociale medier, er der mange af de unge, der giver udtryk for, at de bruger rigtig mange penge. I dag er det sådan, at når man køber en flaske magnum-champagne til 5000 kroner på Arch, så kommer der flag og Star Wars-musik… Jeg har aldrig hørt noget så dumt, mand!
“Sandheden er jo, at de bruger alle deres sparepenge på de der flasker. Der er ingen, der har noget at have det i,” siger han og affejer miljøet som “overfladisk”.
Jeg minder Karpf om de idéer, han havde til, hvordan vi kunne skyde billeder til artiklen. Noget med casinoer, dyre ure og afklædte kvinder.
“Jeg siger heller ikke, at man ikke skal føre sig frem, selvfølgelig skal man det – selviscenesættelse er en fantastisk ting, men gør det lige ordenligt. Ha’ lidt mere stil. Lad være med at tage et billede af dig selv med en bil, du har leaset, når du er bagud med afdragene, og du står i dit gamle konfirmationstøj med en flaske, I har været 20 mennesker om at købe.”
Jeg spørger ham, hvad han så skal lave, når han har afsonet sin dom. Han nævner sin hest, som han altid prioriterer at se under sine udgange. Han bliver “næsten en anden”, når han rider på hesten i den nordsjællandske natur, og den person vil han gerne dyrke noget mere:
“Jeg kunne godt tænke mig at tage et par måneder ud og finde mig selv. Om det er i en eller anden lille landsby i Toscana, eller om det er en ørkenvandring i Spanien på munkeruter med klosterophold. Jeg vil hen et sted, hvor folk ikke ved, hvem Per Ulrich er. Så kan jeg måske selv finde ud af, hvem fuck jeg er.”
