Copenhagen Pride Week er netop slut. Priden, hvis primære formål er at sætte fokus på LGBTQIA-personers vilkår, er fra tid til anden blevet beskyldt for at være mere fest end politik. Men ser man nærmere på transpersoners vilkår, er der sket en hel del, siden Priden sidste år satte særligt fokus på netop dem.
Sidste år på denne tid var det i sandhed mørke tider for transpersoner. For det første var transkønnethed stadig at finde på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme, og behandlingen var derefter. Transpersoner fortalte, at de blev opfattet som psykisk syge, og det er måske meget sigende, at Sexologisk Klinik, som står for behandlingen, også behandler pædofile.
Videos by VICE
Så kunne man tænke, at de bare kunne gå et andet sted hen, hvis de ikke brød sig om lugten i bageriet, men siden 2012 har Sexologisk Klinik haft monopol på behandling af transpersoner. Udover, at ventetiden er blevet længere, så er mange transpersoner også utilfredse med den behandling, de får af Sexologisk Klinik. Endeligt er der det oplagte problem, at det ikke er muligt at få en second opinion. Hvis Sexologisk Klinik ikke mener, du er transkønnet, så er der lukket for kassen med hormoner og kønskorrigerende operationer.
Men her et år senere ser tingene lysere ud. I februar fjernede Danmark som det første land i verden transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme. Samtidig var sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) ude og sige, at Sexologisk Kliniks monopol på behandling af transpersoner skulle brydes. Og netop i denne måned er det faktisk sket. I Aalborg har Center for Kønsidentitet pr. 1. august fået tilladelse til at udrede og behandle transkønnede.
“Jeg ser det som et monopolbrud,” siger Astrid Højgaard, der er ledende overlæge ved Sexologisk Center på Aalborg Universitet, som er den afdeling, Center for Kønsidentitet kommer til at høre ind under. “Der kan være fordele ved at have kompetencen samlet et sted, for eksempel at brugerne ikke bliver forvirrede over en masse forskellige principper. Men der kan også være fordele ved, at der kommer nye steder, nemlig at der kommer friske øjne ind på feltet.”
Autorisationen til at udføre udredning og behandling gælder allerede nu, og hver eneste dag modtager hun henvendelser fra interesserede transpersoner. Center for Kønsidentitet regner med at kunne tage cirka 100 personer i forløb om året, hvilket svarer til halvdelen af de forløb, Sexologisk Klinik varetager i dag.
Hos Transpolitisk Forum, der er den største organisation for transpersoner i Danmark, er begejstringen dog til at tage og føle på.
“Det er lidt ligesom at få en sandwich, når dit fly er forsinket. Det er meget sødt, men det ændrer ikke på problemet,” siger Ro Robotham, der er talsperson i Transpolitisk Forum. “Nu har politikerne opdaget, at det alligevel var lidt for voldsomt, at der kun var et behandlingssted, men hvis det nye sted har samme måde at gribe problemstillingen an på, bliver det jo ikke bedre.”
Ro Robotham mener dog, at det nye sted i Aalborg kan have nogle positive konsekvenser. “Hvis man er transperson og bor i Jylland, så behøver man ikke tage hele vejen til København. Forhåbentlig kommer det også til at reducere ventetider. Og måske bliver det også muligt at få en second opinion nu.”
Helle Jacobsen, der er programleder for køn ved Amnesty International, har heller ikke ligefrem hænderne over hovedet i jubel. Det starter ellers meget godt.
“Når jeg har talt med dem fra Center for Kønsidentitet i Aalborg, har de virket til, at de har en anden tilgang til transpersoner end Sexologisk Klinik, og det er da bestemt positivt. Det er også positivt, at man nu vil kunne få hurtigere behandling, fordi man kan gå derhen, hvor ventetiden er kortest.” Men så rækker Helle Jacobsens begejstring heller ikke længere.
“Det bryder jo reelt ikke monopolet, for der er stadig statsmonopol på behandling. Det nye sted vil også være bundet af Sundhedsstyrelsens vejledning på området, og det er den, der er problemet.”
LGBT Danmarks talsperson på transområdet, Linda Thor Pedersen, har selv været i gennem et udredningsforløb hos Sexologisk Klinik. Men ved udsigten til en ventetid på to år, begyndte hun at selvmedicinere sig med hormoner. En ulovlig praksis, som er taget til, siden Sexologisk Klinik fik monopol på markedet i 2012. Linda Thor Pedersen ser det derfor som en positiv udvikling, at der nu er kommet konkurrence på markedet.
“Det er en stor fejlrettelse af den kæmpe brøler, der blev begået i 2012. Nu har man reduceret fejlen, men man har ikke adresseret det egentlige problem, nemlig at det var en fejltagelse, det man gjorde dengang,” siger hun.
Før 2012 kunne man som transperson få sin læge til at skrive en henvisning til en privatpraktiserende gynækolog, hvor man kunne blive udredt og behandlet. Det betød, at adgangen til hormoner og topoperationer var langt simplere og hurtigere, end den er i dag. Der sad et par håndfulde gynækologer rundt om i landet, som var specialiseret inden for området, og der var ikke rigtig nogen, der brokkede sig over systemet. Men i 2012 var det slut. De private gynækologer fik besked på, at de ikke længere måtte tage transpersoner i behandling. Nu skulle kompetencen samles hos Sexologisk Klinik. Det fik ifølge Helle Jacobsen store konsekvenser. Så store, at hun slet ikke ved, hvor hun skal starte.
“Der her monopol krænker transkønnedes rettigheder på så mange punkter. For det første krænker det deres adgang til sundhed, fordi ventetiden er så lang, og de ikke har nogen medbestemmelse. Derudover krænker spørgsmålene deres privatliv – og de kan ikke vælge ikke at svare, for så risikerer de at få nej til behandling,” siger Helle Jacobsen.
Nogle af de spørgsmål, som transpersoner har skullet svare på, er, om de tænker på deres forældre, når de onanerer, og om de har haft sex mod betaling.
Helle Jacobsen kritiserer også Sexologisk Klinik for at have en gammeldags opfattelse af køn.
“En transkvinde fik at vide af behandleren, at hun slet ikke lignede en kvinde, fordi hun ikke gik med make-up,” siger Helle Jacobsen fra Amnesty, der ikke tror, at hun ud fra den stereotype definition af kvindelighed selv ville kunne gå for at være kvinde.
Astrid Højgaard fra det nystartede Center for Kønsidentitet i Aalborg er enig i, at reglerne på området bygger på “en meget binær tankegang”. Altså en forståelse af, at der kun findes to køn, og at mænd er maskuline, og kvinder er feminine. Hun mener dog ikke, at det er Sexologisk Kliniks skyld, for de har bare fulgt retningslinjerne på området. Men Astrid Højgaard er glad for, at der de seneste par år er begyndt at ske et brud med “den ånd fra 30’erne”, der har hvilet over lovgivningen.
Ro Robotham, Helle Jacobsen og Linda Thor Pedersen er enige i, at det er Sundhedsstyrelsens retningslinjer, der er kernen i problemet. Men faktisk er Sundhedsstyrelsen netop nu i gang med at lave nye retningslinjer på området. Det er dem, som kommer til at afgøre, om transpersoner i fremtiden vil opleve en mere værdig og retfærdig behandling i sundhedsvæsnet.
Mens mange i transmiljøet bare gerne vil tilbage til tilstanden før 2012, hvor behandling af transpersoner var et anliggende for gynækologer og ikke psykiatere, og hvor der var mange små privatpraktiserende at vælge mellem, så ønsker Sundhedsstyrelsen fortsat, at behandlingen af transpersoner skal være et ‘højtspecialiseret område’. Det betyder blandt andet, at de kræver, at behandlingssteder skal kunne tage minimum 100 forløb om året samt have et team af specialister, herunder en psykiater. Krav, som privatpraktiserende gynækologer næppe vil kunne leve op til.
Om årsagen til fastholdelsen af de høje krav svarer Sundhedsstyrelsen i en skriftlig kommentar til Broadly, at: “Det grundlæggende udgangspunkt for specialeplanlægningen er, at ‘øvelse gør mester’, dvs. at kvaliteten bliver bedre, hvis den sundhedsfaglige erfaring og antallet af behandlinger samles.”
Sundhedsstyrelsens er netop nu ved at lægge sidste hånd på deres nye vejledning for behandling af transpersoner. Broadly følger udviklingen tæt.
