Derfor er unge flygtninge fra hele Europa gæsteredaktører på VICE.com

Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR er der i øjeblikket 65,3 millioner mennesker på verdensplan, som er tvunget på flugt fra deres hjem. Blandt de næsten 21,3 millioner flygtninge er over halvdelen under 18, og kun en lille del af dem opholder sig i Europa.

Samtidig er den globale interesse i den europæiske flygtningekrise faldet med 65 procent i løbet af det seneste år.

Videos by VICE

Nogen vil mene, at det skyldes, at vi har nået vores grænse for medfølelse. At vi simpelthen ikke kan udstå flere dårlige nyheder og tragiske historier. Men som jeg ser det, er det mediernes dækning, der er problemet.

Efterhånden som Brexit, Trumps mur og ‘velfærdsmigrant’ bliver en mere og mere almindelig del af vores sprogbrug, er det vigtigt, at vi bevarer fokus. Efterhånden som Europa bliver mere bagudskuende, nationalistisk og stadigt fjendtligere over for fremmede, er det afgørende, at vi som medier genovervejer, hvordan vi taler om det her emne.

Derfor har vi på VICE valgt at holde gang i samtalen ved at fokusere på integration. Vores redaktører rundt omkring i Europa har opsøgt unge stemmer, der har slået sig ned i vores respektive lande, og bedt dem fortælle om lige, hvad de har lyst til. Hvad enten det er kærlighed, musik eller glæden ved fodbold. Vi vil vise, at præcis som vores egne journalister, og hver eneste nabo du nogensinde har haft, er alle disse unge mennesker komplekse og forskellige individer, der hverken kan eller bør defineres udelukkende som flygtninge.

Det har resulteret i en serie artikler, som vi i dag offentliggør på én gang på ni sprog i elleve forskellige lande. Du kan blandt andet glæde dig til at læse om en ung, homoseksuel mand, der måtte flygte fra Egypten og laver film i Paris, en 17-årig fra Elfenbenskysten, som er moderigtig på mikrobudget, og om en ung pige, som søger tilflugt i bøgerne for at undslippe krigens rædsler.

En stor tak til FN’s Flygtningehøjkommisariat, Wiegertje Postma, Olly Osborne og VICE’s redaktører i Spanien, Italien, Danmark, Sverige, Tyskland, Frankrig, Grækenland, Holland, Schweiz, Østrig og Storbritannien for at hjælpe med at gøre projektet til virkelighed.

Elektra Kotsoni
Europæisk redaktionschef, VICE

Underskriv FN’s Flygtningehøjkommisariat, UNHCR’s opfordring til alle regeringer om at sikre en tryg fremtid for alle flygtninge her.