Billede: Jeff Kravitz via Getty
Denne artikel blev oprindeligt udgivet af Broadly
Åh, millennials. Lad os sammen tænke tilbage på 1996. En storslået, svunden tid, hvor Leonardo DiCaprio var Gud, Brandon Walsh var Jesus, og Spice Girls var bibelen. Det var også året, hvor et lille ukendt band ved navn Hanson indspillede den første demo til “MMMBop” – en sang, der skulle komme til at herske over hitlister og teenagehjerter i hele verden og give det sidste dødsstød til grungemusikken. “MMMBop” byggede broen fra alternative-genren tilbage til den rene pop.
Videos by VICE
“MMMBop” blev en definerende popklassiker i slutningen af 1990’erne og var det nummer, der solgte Hansons album Middle Of Nowhere. Albummet blev nummer ét i 27 lande, fik tre Grammy-nomineringer og var kilden til bandets massive succes med over 16 millioner albums solgt i hele verden. Selvom Hanson ofte bliver afvist som middelmådig tyggegummi-pop til folkeskolebørn, så havde deres debutalbum faktisk rod i den alternative rockscene i 90’ernes Los Angeles.
The Dust Brothers, som arbejdede på Beastie Boys’ Paul’s Boutique og Becks Odelay, producerede Middle of Nowhere. Tamra Davis, som havde instrueret videoer for Beastie Boys (hendes mand er bandmedlemmet Mike D), The Lemonheads, Veruca Salt og Sonic Youth, instruerede musikvideoen til “MMMBop”. David Campbell, en produktiv komponist, som havde arbejdet med Beck (hans søn), Green Day, Hole og Alanis Morisette, komponerede arrangementerne til albummet.
Før alt det var Hanson-brødrene bare tre unge drenge, der lavede musik i deres forældres garage i Tulsa, Oklahoma. Her er historien om “MMMBop” – fortalt af Hanson-brødrene selv og medskaberne af deres ikoniske succes.
Tre drenge, en garage og en drøm
Taylor Hanson: Vi voksede op med musikken i Tulsa i Oklahoma. Vi opdagede rock’n’roll og R&B, og det tændte bare en gnist i os. Zac var virkelig ung, da vi startede.
Isaac Hanson: Du var fire år, Zac!
Zac Hanson: Jeg var ikke særligt interesseret i at lave musik, da jeg var fire. [griner]
Taylor: Vi begyndte officielt at spille sammen i 1992. Vi stod der i vores læderjakker ligesom ‘greasers’ fra 1950’erne og sang covernumre af Chuck Berry, Little Richard og Bobby Day.
Isaac: Vores første rigtige job var til den her lokale musikfestival, da jeg var elleve, Taylor var ni og Zac var seks.
Taylor: Vi byggede det op fra bunden. Vi havde flere tusind fans på en mailingliste. Vi sad vitterligt og slikkede på frimærker og sendte kort ud, som viste, hvornår vores næste jobs var.
Chistopher Sabec [Hansons første manager]: Jeg var på SXSW, da jeg opdagede Hanson. De her tre unger gik hen til folk i crowden og spurgte, om de måtte spille for dem. Taylor spurgte, om de måtte spille for mig, og jeg sagde ja. De sang “MMMBop” for mig a cappella, og da jeg hørte det, vidste jeg, at de havde et kæmpe potentiale, så jeg opfordrede dem til at få en management-kontrakt.
Taylor: I de fem år, der gik, før vi blev berømte, lavede vi nogle lokale plader. Vores anden uafhængige plade hed “MMMBop” og havde navn efter sangen. Den originale indieversion af “MMMBop” havde en anden lyd end den, der blev udgivet i 1996.
Sabec: Vi brugte den indieplade til at sælge bandet til mindst 14 forskellige selskaber.
Taylor: Vi blev afvist af alle i branchen, men vi var stædige.
Et affolket spillejob fører til en overraskende succes
Steve Greenberg [dengang fra Mercury Records]: Da jeg fik “MMMBop, tror jeg, at 12 forskellige selskaber havde afvist den. Jeg syntes, det var en fantastisk sang, da jeg hørte den, men der er ofte et eller andet galt, når man får den slags demoer fra meget unge folk. Jeg tænkte, at det var virkelig godt, men kunne det virkelig passe? Jeg tog ned for at se dem i april 1996, da de skulle spille på Cofeyville New Beginnings Festival i Kansas. Der var næsten ingen mennesker.
Taylor: Steve Greenberg så os spille til showet i Coffeyville. Vi havde forsøgt at få pladeselskaber til at komme og se vores shows i årevis, men de kom aldrig. Da vi så havde det her lillebitte show, som ingen havde lyst til at være til, så kom de.
Greenberg: Festivalen var ikke særlig velbesøgt, men de var virkelig gode. Jeg mødte dem backstage og fortalte dem, at jeg var vild med dem, og at jeg håbede, at de ville arbejde med Mercury Records. Jeg havde ledt efter et “Hanson”, før jeg fandt dem. I 1996 var vi på vej ud af en periode, hvor verden havde været domineret af mørk alternative-musik. Jeg havde en tanke om, at de unge i USA slet ikke var så pessimistiske, som den kultur virkede til.
Foto via Getty
Danny Goldberg [daværende CEO for Mercury Records]: Steve Greenberg satte dem på radaren for mig. Jeg havde hyret Steve som chef for A&R [artister og repertoire], da jeg blev chef for Mercury Records. Han spillede mig “MMMBop”-demoen, og beslutningsprocessen tog måske et minut. Et ungt band, som så godt ud og med den sang – det hele gav bare mening. Vi lavede den handel ret hurtigt.
Taylor: Overraskende nok var det på grund af den koncert, at vi fik et tilbud fra Mercury Records i 1996. Vi gik fra at opbygge vores egen fanklub til at indspille et helt album i Californien med et stort budget.
At få respekt fra alternative-scenen
Steve Greenberg [Executive producer på Middle of Nowhere]: Albummet tog cirka et halvt år at lave. Vi var på vej ud af den her alternative rockperiode, og alting handlede om at få respekt fra alternative-miljøet. Folk var meget skeptiske over for, at vi skulle lave en popplade. Tilfældigvis havde en fra selskabet en tidlig udgave af Becks album Odelay et par måneder før udgivelsen. Jeg hørte albummet og fik arrangeret at få producerholdet fra Odelay til at producere Hanson. Bandet tog til Californien i juni 1996 og indrettede sig i Dust Brothers’ studie, som lå i deres hus i Silver Lake. Det var på grund islættet fra dem, at vi fik opbakning fra alternative-folk.
Taylor: Jeg tror, at en af de største ting for os var at lære at give slip på nogle ting. Vi var jo børn, men vi havde været vant til at producere vores egen musik helt selv. Det skal siges om vores partnere, at den nye version af “MMMBop” voksede ud af en samtale med Dust Brothers, hvor vi snakkede om Jackson Five. De lyttede til Jackson Five som børn.
Isaac: Ligesom vi lyttede til Jackson Five som børn!
Taylor: Sangen skiftede fra at være en melankolsk mellemtempo sang i demoversionen til at være en totalt upbeat sang, efter vi gik med en Jackson Five-lignende rytme.
Steve Greenberg: Vokalsporet på “MMMBop” blev indspillet sammen med en stemmecoach ved navn Roger Love. Vokalen var ret ustabil, fordi Taylors stemme var i overgang. På demoversionen blev den sunget i en ret interessant toneart, og den ville jeg gerne beholde, men fordi hans stemme var i forandring, var det meget svært. Vi fik Roger Love ind for at coache ham igennem vokalen. Den ligger virkelig højt, og vi blev ved med at kæmpe og kæmpe, og så fik vi den i kassen, lige inden projektet skulle afsluttes.
Danny Goldberg: Steve og jeg ville gerne skabe en aura af hipness omkring en popudgivelse, og jeg synes, vi valgte de helt rigtige mennesker. De forsøgte ikke at gøre det til Nine Inch Nails eller gøre det for hipt eller noget. Men der var en aura af hipness, som banede vejen til hurtig eksponering i alle grene af branchen.
“MMMBop”-musikvideoen: Det er kun nørder, der står på rulleskøjter
Danny Goldberg: Den afgørende faktor for at få et hit dengang var MTV, som stadig var på sit højeste i forhold til kulturel indflydelse. Jeg havde arbejdet med Tamra Davis, da jeg var manager for Sonic Youth, og hun havde lavet en vildt god video for dem, så jeg foreslog, at hun skulle instruere videoen til “MMMBop”.
Tamra Davis [instruktør til “MMMBop”]: Danny [Goldberg] sendte mig sangen og pasbilleder af de tre drenge. Jeg så Taylor og tænkte, “Oh my god, hvis jeg var en 13-årig pige, ville jeg være vanvittigt forelsket i den her dreng,” og sangen var virkelig fed og catchy. Jeg havde lavet musikvideoer for en masse andre ting, som Dust Brothers havde produceret, så jeg tænkte, “Helt sikkert, lad mig møde Hanson.”
Taylor: Tamra Davis havde forbindelser til hele den der indie-LA-scene. Vi havde en meget specifik idé til, hvordan videoen skulle være, men vi mødtes med Tamra, og hendes vision var mere organisk. Så det endte med en blanding af hendes og vores idéer.
Tamra Davis: Vi skød den over to dage og forsøgte at holde det spontant. Vi havde selvfølgelig et koncept, men meget af det var sådan; “jeg vil hoppe op af den skraldespand der,” eller “lad os løbe gennem de klipper og gennem den grotte.” Alt det kommer fra en ungdommelig fantasi. Rulleskøjterne var totalt spontane, fordi de elskede at stå på rulleskøjter. Først var jeg totalt hævet over det. “Rulleskøjter? Det er altså kun nørder, der står på rulleskøjter.” Senere blødte jeg op og gik med til, at vi inkluderede nogle rulleskøjter. Det er også vigtigt at støtte folk i at være dem, de er, og de havde det virkelig sjovt med det, så det fungerede.
Taylor: The Dust Brothers’ studie dengang var et hus i Silver Lake, og der var en stor stue, som ligger ud til en swimming pool. Der satte vi trommerne op. Liveoptrædenen i videoen er på præcis det sted, hvor vi sad og snakkede med The Dust Brothers om sangen.
Isaac: Det er også der, vi indspillede sangen!
Danny Goldberg: Da videoen var færdig, blev den en kæmpe succes på MTV.
Steve Greenberg: MTV var virkelig med til at skabe Hanson. Tamra Davis lavede en fed video, og hendes navn var med til at give dem kant. I alle vores beslutninger forsøgte vi at gå efter kant i stedet for at gå den oplagte popvej. På den måde blev de taget seriøst i stedet for at være tre drenge, som ingen tog sig af.
Tamra Davis: Jeg elskede virkelig, at Hanson-drengenes familie var så tæt på dem. Deres forældre var med inde over videoen og fik dem også til at skrive et essay om deres oplevelse med at lave videoen. Det var en del af deres hjemmeskole.
Verdens ungdom går amok
Taylor: Da vi skulle lave vores første promoveringsarrangement for albummet, var det bare meningen, at det skulle være os og nogle få hundrede fans…
Isaac: … i en pladeforretning.
Steve Greenberg: Z100 [radiostation] holdt et arrangement i et storcenter i New Jersey, og Hanson skulle sælge “MMMBop”-singler fra pladeforretningen i centret. Da vi kom derhen, var centret lukket ned, fordi der var dukket 10.000 piger. Det var vanvittigt. Der var bare fyldt med tusindvis af skrigende piger. Jeg ringede til Danny Goldberg fra min mobiltelefon, og han sagde; “hvad er det for en skrigende larm i baggrunden?” Jeg svarede; “det er fans.” Han kunne slet ikke tro det. Danny havde været manager for Nirvana, da de var allerstørst, og han sagde; “Jeg har managet nogle virkelig store artister, og jeg har aldrig hørt den lyd.” Derfra vidste vi det bare.
Taylor: Jeg kan huske, at vi sad i vores bil den dag, da jeg så blinkene fra vores politieskorte, og der var fans hele vejen rundt om bilen. Jeg tænkte ikke engang; “Oh my God, vi bliver berømte.” Jeg tænkte; “Det her er for vildt…” Vi havde altid været ydmyge over for muligheden for at lave musik.
Isaac: Vi var også oppe at køre over, at vi var i en situation, der mindede om Michael Jacksons dage med Jackson Five. Måske var der en lille chance for at blive ligesom dem.
Mere fra VICE:
En gennemgang af 90’er tv-seriers håbløse skildring af stoffer
De 13 værste sange fra 90’erne
Justin Biebers dreadlocks viser, hvordan hvide mennesker (stadig) stjæler alting fra sorte mennesker
